Mig og min storebror

Indtil sit 15. år så forfatteren Gynther Hansen Hitler som en helteskikkelse.

Man da Anden Verdenskrig var slut, læste den unge Gynther Hansen om de tyske koncentrationslejre og besluttede sig for at blive dansk - selv om han kom fra en hjemmetysk familie i Varnæs.

Hans barndom og voksenliv i det dansk-tyske grænseland er kernen i hans forfatterskab, som han i disse år kroner med en række erindringsbind.

I “Mig og min storebror" føjer Gynther Hansen nye brikker til det følelsesmæssige og moralske puslespil, som opvæksten i grænselandet blev for ham.

Bogen handler især om Gynther Hansens forhold til "papa" og "bror", hans to faderfigurer. Hans familie blev efter 1945 ramt af den skam det var at have samarbejdet med tyskerne, og blandt andet den noget ældre bror blev straffet for værnemageri. Det er blandt andet herigennem, at de store temaer i hans forfatterskab, ansvar, svig, skyld og lidelse, dukker op.

Bogen indeholder til tider meget spredte erindringsglimt fra de store stationer på Gynther Hansens vej, hjembyen Varnæs, Randers og Flensborg, hvor han i 1960erne var bibliotekar på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

 Gynther Hansen beskriver sit møde og sin daglige omgang med mange af de personligheder, han mødte i Sydslesvig. Fra sin modtagelse af bibliotekar Poul Kürstein over Flensborg Avis’ tidligere chefredaktør, Jacob Kronika, biblioteksleder Torben Glahn, kollegaen Frederik Momsen til SSW-politiker og redaktør Karl Otto Meyer.

Det er spredt fægtning det meste af det, og det vil da formentlig interessere en del læsere, der har levet i miljøet - men næppe ret mange andre, for Gynther Hansen kommer ikke særlig meget i dybden med ret meget fra sit ophold i Sydslesvig.

Luskede væk fra årsmøderne

Det bliver til nogle meget personlige kommentarer om, hvor meget de danske årsmøder kedede ham, og det er da muligt at mange vil kunne nikke genkendende til det. Han luskede som regel bæk i pauserne, beretter han. Uden at perspektivere. Hvad rager det os?

Biblioteksleder Torben Glahn beskriver Gynther Hansen som direkte usympatisk.

Hvorfor skal nogle i deres erindringer partout delagtiggøre os andre i deres antipatier over for bestemte mennesker? Det er bestemt på sin plads, hvis det har et bredere sigte, for eksempel hvis en beslutningstagers forhold til et bestemt menneske har været med til at påvirke bestemte beslutninger. Eller hvis en person på en betydningsfuld post har en personlighed eller en mangel på faglige kvalifikationer, der får betydning, som har langt rækkende virkninger for et samfund eller en bredere kreds.

Men det har det ikke her. Det er ren sladder, og det er håbløst uinteressant.

Hvis det endelig skal være, kan man af en forfatter forlange, at han viser sit budskab frem for at fortælle det.

Omvendt blev Glahn dog den direkte årsag til, at Gynther Hansen forlod Sydslesvig.

Vi får at vide, at Gynther Hansen var bitter over at skulle betale fuld billetpris til kulturelle mindretalsarrangementer, som han selv havde været med til at arrangere, og som det forventedes, han tog del i. Vorherrebevares. Skal det nu også på tryk?

Tankevækkende pointer

Ind imellem dukker små interessante pointer op. Pointer, som måske ret godt beskriver det sydslesvigske samfund omkring 1960. Eksempelvis var Gynther Hansen på Dansk Centralbibliotek med til at arrangere kunstudstillinger, som han bagefter skrev anmeldelser af til Flensborg Avis. Gynther Hansens eget ord er "korrupt". Hvad søren var det dog for noget? Tænk hvis Louisianas direktør anmeldte sin egen udstilling i Politiken!

Gynther Hansen boede med sin familie over centralbiblioteket i Flensborg og beskriver, hvordan et af hans børn fik en afsky mod alt, hvad der var tysk. Og kommer samtidig med det meget sandsynlige udsagn, at han (=barnet) formentlig har fået det med hjemmefra. Her bliver det personlige generelt og derfor vedkommende.

Forfatteren virker dog ofte lidt splittet i sit forhold til det dansk-tyske. For et andet sted i bogen beretter han, at han deltog i tilrettelæggelsen af kunstudstillingerne, blandt andet fordi han mente, at det danske og det tyske her kunne finde et mødested.

Flere steder i erindringerne anvender forfatteren mærkværdige stavemåder. Stednavne og egennavne staves forkert.Det er ikke kønt og slet ikke i en bog - skrevet af en anerkendt forfatter.

Gynther Hansens skildring af forholdet til broderen er til gengæld det store plus ved bogen. Som en skygge over hele Gynther Hansens liv lå i mange år ikke kun hans maniodepressivitet, men også forholdet til storebroderen - en forkvaklet person, hvis ego stod i grel modsætning til hans evner. Det endte med mange mislykkede projekter, forgældelse og spiritus - et alt i alt fornedret liv, som Gynther Hansen i mange år ikke gennemskuede og senere i familiær solidaritet holdt hånden over og måtte leve med. Det er rystende og eminent godt beskrevet.

Gynther Hansen: Mig og min storebror, 157 sider (Hovedland).