Bog

Manden med træhatten

Af (
2016
)

Anmeldelse

Manden med træhatten af Jane Gardam

19 dec.16

En fascinerende og velskrevet roman om ægteskab, lidenskab og kærlighed og om alt det, der gemmer sig under den stive engelske facade.

Elisabeth 'Betty' Macintosh er opvokset i Tientsin i den nordlige Kina og sad sammen med sine forældre i en japansk krigsfangelejr. De døde, hun overlevede, og efter krigen kom hun på kostskole i Oxford. Nu er hun tilbage i Hong Kong, hvor hun har mødt den venlige advokat Edward Feathers, som ender med at fri til hende. Elisabeth siger ja, selv om hun ved, at det ikke er den store lidenskabelige kærlighed. Men hun holder af ham, og som Mrs. Feathers vil hun være sikret, ligesom drømmen om børn vejer tungt. Men til en fest samme aften, som hun og Feathers er blevet forlovet, møder hun sit livs kærlighed.

’Manden med træhatten’ er andet bind i Jane Gardams trilogi ’Gamle Filth’. I første bind hørte vi Edward Feathers historie, der er en rørende fortælling om at vokse op som kolonibarn, hvor det ene svigt fulgte det andet. Denne gang er det Elisabeth, der er hovedpersonen, og hovedvægten er lagt på de år, hvor Elisabeth og Feathers møder hinanden og bliver gift. Hendes barndom nævnes kun ganske kort, og det er lidt ærgerligt, for jeg synes ikke, at vi kommer til at kende hende lige så godt som Feathers. Gardam tegner dog et nuanceret og interessant portræt af Elisabeth, jeg ville bare gerne have haft mere.

Man kan godt læse ’Manden med træhatten’ uden at have læst ’Imperiets mand’, men det vil være en skam. Både fordi Feathers historie er spændende og samtidig giver et rystende portræt af imperie-børnenes liv med tvangshjemsendelser til England for at blive uddannet, mens forældrene blev i kolonierne. Bøgerne er trods deres til tider barske historier også stilfærdigt morsomme og varme. Endelig er det ganske enkelt fascinerende at høre fortællingen om det 50 år lange ægteskab fra begge sider. Visse scener går igen i begge bøger, men får en helt ny mening med en ny fortæller.

Jane Gardam har en lidt speciel skrivestil, nærmest talesprog, som man lige skal vænne sig til: ”Forlig i sagen, hører jeg. Ærgerligt nok. Jeg er her på vegne af North-East Mining Co. De har ikke en chance. Nuvel, fremragende! Troede du ville være på vej hjem. ” Når stilen først er kommet på plads, flyder historien let.

Gardam giver os et fascinerende indblik i et ægteskab med en tvivlsom begyndelse. Historien starter i det britiske imperiums sidste dage, og ved slutningen er imperiets tid for længst forbi. Tid kan forælde, men tid kan også modne, og ’Manden med træhatten’ fortæller på godt og ondt om et ægteskab og to mennesker, der tilsammen rummer såvel ømhed og lidenskab, hengivenhed og længsel efter noget andet, troskab og overraskende hemmeligheder. Og i sidste ende også kærlighed.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Jakob Levinsen
Faustnummer
52726158
ISBN
9788771466324
Antal sider
270

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer