Bog

Lykken

Af (
2016
)

Anmeldelse

Lykken af Anna Todd

21 jan.16

Fjerde og sidste bind i den populære Young Adult-serie, ’AFTER’, leverer det hidtil vildeste drama i kærlighedshistorien mellem Hardin og Tessa – og en suverænt spændende slutning.

’AFTER’ er en fantastisk underholdende serie, som har budt på en følelsesmæssig og dramatisk rutchebanetur af de helt store. ’Lykken’ lever klart op til rollen som det fjerde og afsluttende bind, og alle mine forventninger til en suverænt spændende slutning blev indfriet. Temaet i romanerne er den altoverskyggende kærlighed, som trækker en lang række konflikter med sig i kølvandet. Jalousi, afvisning, løgne og forræderi er det store omdrejningspunkt i forholdet mellem to mennesker, som har haft en vidt forskellig start på livet, og som først nu er ved at finde deres ståsted i voksenlivet.

Tessa og Hardin lever i et ustabilt og usundt forhold, hvor selv de mindste problemer får det hele til at koge over, og de gør hinanden følelsesmæssigt fortræd. Selv om de elsker hinanden overalt på jorden og forholdet endelig har stabiliseret sig en smule, rykker de stadigt nærmere afgrunden. Det hele eksploderer, da sandheden om Hardins far ser dagens lys. Hardins selvdestruktive indre jeg tager over, og han reagerer igen med en vrede og foragt som skubber alle væk, inklusive Tessa. Han slår ikke kun op med hende men knuser hende til atomer med sin afvisning. De sidste måneders psykiske op- og nedture har langt om længe fået taget på Tessa, og på sammenbruddets rand indser hun, at deres eneste redning er et definitivt og endegyldigt brud. Og denne gang har hun tænkt sig at overholde sin beslutning.

Tessa er færdig med at kæmpe Hardins kampe – hver gang hun gør det mister hun noget af sig selv. Langt om længe beviser hun, at hun kan og vil stå på egne ben. Da hun holder fast i beslutningen om et selvstændigt liv, er det en kindhest til Hardin, og præcis hvad han har brug for for at kunne anerkende sine problemer og forsøge at ændre sig. For han kan ikke leve livet uden Tessa.

Anna Todd har skrevet AFTER som let erotisk fanfiction over boybandet OneDirection, og er man interesseret vil man hurtigt genkende sangeren Harry Styles som Hardin og Anna Todd selv som Tessa. For mig havde fanfiction-delen ingen betydning for historien, som til tider ganske vist er stereotyp og ikke altid lige godt skrevet, men alligevel har en solid underholdningsværdi. Serien er selvskreven til læseren, som søger en gribende kærlighedshistorie, der breder sig over flere bind.

Originally published by Pia Bechmann, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
After #4
Forlag
People's Press
Oversætter
Nana Baaner Klitgaard og Nete Harsberg
Faustnummer
52173787
ISBN
9788771594775
Antal sider
496

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer