Anmeldelse
Lucios skat : en grafisk roman om Lucio Urtubias liv af Belatz
- Log ind for at skrive kommentarer
På baggrund af utallige interviews med Lucio Urtubia har den baskiske tegner Belatz udarbejdet denne grafiske biografi. Et spændende bekendtskab for det voksne publikum.
Den spanske aktivist Lucio Urtubia blev født i Cascante, Navarra i 1931 under Franco-diktaturet og stjal fra de rige og gav til de fattige og sig selv. Han drænede i 1970’erne den amerikanske Citibank for millioner og sendte store summer videre til venstreorienterede guerillaer.
I denne biografi fortæller illustratoren Belatz historien om de mest berømte, men også ganske ukendte, oplevelser i Lucio Urtubias liv. Om hans barndom under Franco-diktaturet, om de første bankekspropriationer, om hvordan han snød politiet, om hans personlige forhold, om hvordan han forfalskede rejsechecks fra den amerikanske storbank Citibank og om den berømte forhandling med samme bank samt fortællinger om de hemmelige grænsekrydsninger.
Historien er et eventyr, en utrolig livshistorie og en actionpakket grafisk roman. Lucio Urtubia er gengivet som en af folket, der mente, at alle, der havde penge, var kriminelle, der brugte arbejderklassens penge på krig. Han mente, at lande, ligesom virksomheder, burde være meget mindre, da store grupper har svært ved at forstå hinanden.
Bogen er delt i to. Den første del handler om hans tid i Paris, hvor han påvirkes af miljøet hos de venstreorienterede. Og hvor han inden længe er med i bankrøverier, forfalsker papirer, og målet er giganten Citibank, hvor han stjæler millioner af dollars. Den sidste del af bogen handler om hans opvækst i en fattig familie, hvor han oplevede, at Francos præster henrettede socialister. Han forelsker sig inderligt i en pige fra overklassen, som ikke må få ham, så uanset hvor han vender sig hen, er klasseforskellene mere end tydelige. Og disse mange forskellige uretfærdigheder er med til at skabe ham som revolutionær. "En revolutionær, der ikke gør noget, er ligesom en præst.", udtalte han.
Belatz har skabt en anderledes biografi, både i kraft af formen, men især pga. opbygningen af historien, som starter med en masse action for derefter at handle om hans barndom. Det er en god måde at få læseren inviteret ind i historien på. Desuden er hans sprog levende og karaktererne interessante. Belatz’ tegnestil er særlig. Hvor hans figurer er lidt kedeligt tegnet, er resten af bogen til gengæld virkelig fin og fyldt med detaljer, der giver gode indblik i de forskellige verdener, vi bevæger os rundt i.
Brugernes anmeldelser