Anmeldelse
Louise af Mikaela Bley
- Log ind for at skrive kommentarer
En virkelig velskrevet krimi med en opadgående spændingskurve og et skudsikkert plot.
Louise arbejder som Danmarks justitsminister og bliver anklaget for sin pressesekretærs død, fordi hun ikke kan – eller vil – huske, hvad der skete den aften, han sprang eller blev skubbet ud fra taget på Rosenbad. Journalisten Ellen Tamm fra TV4 bliver blandet ind i sagen, men da alle medier udelukkende hopper med på bølgen og kaster snavs på Louise Bohman, vælger Ellen at tilgå sagen på en anden måde. Hun vil lave et portræt af justitsministeren, og hun opdager hurtigt, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Louises troværdighed. At hun skjuler noget, er tydeligt, men Ellen er ikke sikker på, at det er, fordi hun er skyldig. Samtidig er Ellens privatliv det velkendte mareridt med både stalker og dårlige familieforhold.
Det er spændende at følge Ellen Tamm – både som journalist og som privatperson er der virkelig gods i hendes karakter. Hun er på én måde vældig irriterende, men alligevel er hun både interessant og en dygtig journalist. I det hele taget er en af forfatterens store forcer hendes persongalleri. Både hoved- og bipersoner fremstår krystalklare og meget realistiske, og man kommer hurtigt til at kende dem, hvilket for mig er et kæmpe plus. Ellen Tamms rodede privatliv fylder en del, men det gør ikke spor, da hun er et virkelig interessant bekendtskab. Med hendes baggrund er det ikke nogen overraskelse, at hendes liv ikke kører på skinner med kernefamilie, villa, vovhund og Volvo, og læseoplevelsen bliver derfor aldrig kedelig.
Louise er en af de krimier, som man ikke lige lægger fra sig, når først man er gået i gang. Handlingen tvister hele tiden, og som læser skifter man konstant mellem at tro på, at Louise Bohman har noget med pressesekretærens død at gøre og at tro på hendes uskyld.
Jeg vil anbefale forfatterens tre bøger til alle krimilæsere. Dog skal man kunne lide at følge personerne også. Det anbefales at læse bøgerne i rigtig rækkefølge, da Ellen Tamms privatliv er en stor del af historien. Jeg glæder mig bestemt til flere krimier fra Mikaela Bley.
Brugernes anmeldelser