Kensington

Sex, død og dæmoner svæver rundt mellem hinanden i Rasmus Svarres ambitiøse grafiske fortælling, som sætter sin læser på en prøve i en leg med at finde orden i kaos.

10 minutter tog den at læse. Så læste jeg den igen. Og igen. Mest fordi jeg havde en fornemmelse af at have overset noget, og hvis jeg skal være ærlig, også lidt fordi jeg havde en grim følelse af ikke at forstå.

Nu har jeg læst eller rettere sagt set den fire gange, og jeg ved stadig ikke helt, om jeg forstår. Det er på én gang møgirriterende og pirrende. For hvem vil ikke gerne forstå og finde mening? Og i Rasmus Svarres yderst ambitiøse oliemalede grafiske roman, som forlaget kalder den, er det utvivlsomt med fuldt overlæg, at jeg ikke forstår. Og nok er det irriterende og også lidt provokerende, men man må give ham, at han formår at vække min nysgerrighed, at holde mig fast og sætte mig i gang som læser. For den kræver noget af sin læser.

Rasmus Svarre er illustrator og kunstner og har med Kensington skabt en labyrintisk og drømmeagtig visuel bog, som leger med den manglende mening og vores begær efter at finde den. I indledningen til bogen henviser han til Adam Falkensteins Die Tochter Sargons von Akkade. Denne bog findes i et enkelt specielt eksemplar på biblioteket i Damaskus med en ekstra unummereret side, hvorpå der står en historie om en mesopotamisk hersker, der higer efter at blive eviggjort af en kvindelig digter, som nægter at skrive hans historie. Et sted på siden er der en mørk plet, som efterlader et hul i fortællingen.

Og det er dette hul af manglende mening, Rasmus Svarre lader sin læser hvirvle rundt i. Med afsæt i sagnet fortæller Rasmus Svarre i en blanding bestående af stærke oliemalede billeder i gråbrune farver og ganske få tekstpassager bl.a. om ønsket efter at blive eviggjort gennem ord. Sagnkongen fra bogen med den unummererede side bliver skiftet ud med en ældre rigmand, der har hyret en kvindelig digter til at skrive hans biografi. Men som i sagnet lader det sig ikke gøre, for virkeligheden, sandheden og meningen med livet lader sig ikke indfange. Virkelighed og kunst fremstår dermed som to adskilte verdener, som er svært forenelige, for kunsten har sin egen virkelighed. Visuelt lader han også dette udsagn få plads i et billede af en kvinde, der får klippet ord ud af munden.

Om dette billede henviser til sagnet, til rigmandens fortælling eller til en kvindelig fortællers historie om, hvordan alle mænd i hendes liv ikke kunne forlige sig med, at litteraturen er hendes førsteelsker, er ikke til at sige. De forskellige spor flyder således ud og ind i hinanden og bliver pakket ind i henvisninger til både filosofi og litteratur, som dels gør fortællingen endnu mere kringlet og hemmelig og dels en lille smule for meget af det gode.

Der er ingen tvivl om, at bogen skubber ved grænserne for, hvad en fortælling i billeder og ord kan. Samtidig bliver man som læser inddraget og tvunget til selv at finde mening på en måde, som virker pågående og intimiderende. Det er derfor også en bog, der på én gang lægger en masse spor og tråde ud og dermed åbner sig mod verden, men på den anden side lukker den sig også om sig selv, fordi de mange tråde knudrer sig sammen til noget, der ikke lukker læseren ind. Bogens virkelighed bliver sin egen og som læser føler jeg, at jeg banker på uden at blive lukket rigtigt ind.