Bog

Isbilen

Af (
2011
)

Anmeldelse

Isbilen af Daniel Zimakoff

19 dec.13

Isbilen er fyldt med sjove drengestreger, en gryende kærlighedshistorie og en veldrejet refleksion over det triste ved at blive bestjålet og byder på små 100 sider med en hyggelig og godt fortalt historie.

De korte kapitler og et dejligt flydende sprog, understøttet af enkelte, men flotte og velvalgte, illustrationer gør Isbilen velegnet til højtlæsning for de 9-12 årige eller selvlæsning for de lettere øvede i samme aldersgruppe.

Afsættet for Daniel Zimakoffs første bind i serien om De 3, måske 4 er en regnfuld lørdag, hvor nettet er nede og kedsomheden har holdt sit indtog i det lille hus, hvor de tre brødre: Adam på 9 år, Benjamin, kaldet Benny, på 11 år og Christian på snart 13 år hører hjemme.

Heldigvis sætter de lokkende toner fra isbilens klokker hurtigt gang i de tre brødre, og drengene, der også er kendt som terrortrioen, lader sig ikke stoppe af små detaljer som manglende penge. Hurtigt udarbejdes en plan der involverer et uautoriseret lån fra kostpengene, men selvfølgelig er der noget der går galt.

Historien udvikler sig herefter til et humoristisk kapløb mod tiden, hvor brødrene forsøger at skaffe pengene tilbage inden forældrene opdager det. Undervejs kommer trioen ud for lidt af hvert og møder den mystiske dreng Parly, der samler på hoveder og tilsyneladende bor i en træhytte i skoven.

Der er som nævnt tale om den første bog i serien De 3, måske 4 og holder Daniel Zimakoff stilen i de følgende bind er der godt læsestof til mange timer.

Der er indtil videre udkommet fem bøger i serien om terrortrioen og den mystiske Parly .

Skrevet af Steen Nielsen, Aarhus Bibliotek 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28644833
ISBN
9788702099591
Antal sider
94

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer