Bog

Ildens evangelium

Af (
2010
)

Anmeldelse

Ildens evangelium af Michel Faber

15 mar.10

Guddommeligt velskrevet og tankevækkende historie om et ukendt 5. testamente med en anden sandhed om Jesus.

Theo Kriepenkerl er sprogforsker med speciale i aramæisk, det sprog Jesus talte, og da han under et bombardement af et museum i Irak finder en håndfuld papyrusruller på netop aramæisk, stikker han dem fluks i lommen. Da han er hjemme i Canada i ét stykke, kaster han sig over at oversætte rullerne. Det viser sig, at de er skrevet af en mand, som kendte og fulgte Jesus, hvilket gør dem til et femte testamente, der efterhånden viser det sig at rumme oplysninger, som sætter Jesus i et helt andet lys. Kriepenkerl tænker ikke på religiøse hensyn. Kriepenkerl tænker på penge og berømmelse.

Det femte testamente sælger godt, og snart er Kriepenkerl helt sikkert berømt. Og berygtet.

’Ildens evangelium’ er en fabelagtig, helstøbt historie, der er mere tankevækkende end ’Da Vinci mysteriet’ og mere spændende end svenske krimier.

Testamentet afslører logiske detaljer omkring Messias, og som iskold ateist fristes man til at tænke som Kriepenkerl: Afsted med det i trykken, så vi kan få afsluttet 2000 års hokuspokus!

Men når vi taler om tro og eksistens, er det jo ikke så enkelt. Når først følelseslavinen ruller, er det bare med at komme af vejen, og lige dette undervurderer Kriepenkerl.

’Ildens evangelium’ er velskrevet, humoristisk og virkelig inspirerende læsning.

Michel Faber er en mageløs forfatter, der skiller sig ud fra alt mainstream ved at jonglere med alle litterære genrer. Tidligere har han leveret både uhyggelig science fiction og et berusende historisk mesterværk. Det eneste, Fabers romaner har til fælles, er, at de velskrevne!

’Ildens evangelium’ er en del af det internationale udgivelsesprojekt, Myter, hvor forlag i 35 lande har fået nogle af verdens mest anerkendte forfattere til at til at genskrive en myte efter eget valg.

Michel Fabers ’Ildens evangelium’ er en genskrivning af myten om Prometheus - guden, som gav menneskeheden ilden.

Bogdetaljer

Secondary title
Serie: Myterne
Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Claus Bech
Faustnummer
28146922
Graphic
Mikkel Henssel
ISBN
9788779733466
Antal sider
193

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer