Bog

I Jakobs hus

Af (
2006
)

Anmeldelse

I Jakobs hus af Birgitte Bartholdy

11 sep.06

Hvordan kommer man videre efter en elsket hustrus tidlige død? Læs videre i en dansk samtidsroman fra de københavnske forstæder.

Jakob og Marie bliver gift tidligt og er enige om ikke at få børn – de vil hellere være noget for hinanden og engagere sig i deres arbejde som henholdsvis arkitekt og lærer. De har et godt og indholdsrigt ægteskab, men så får Marie en hjernesvulst og dør allerede som 47-årig.

Det første år efter hendes død går i ét for Jakob. Han passer sit arbejde nogenlunde og sidder ellers bare i sin og Maries dejlige murermestervilla i en københavnsk forstad. Naboens frejdige teenagedatter tilbyder sig som rengøringshjælp, og Jakob begynder så småt at vågne op. Bl.a. giver han sig til at rydde op i Maries ting og falder over en række private breve fra en John. Jakob aner ikke, hvem han er, og tanken om Maries hemmelige liv plager ham.

Da Jakobs chef i umisforståelige vendinger fortæller ham, at han skal til at tage sit arbejde alvorligt. Da naboen højrøstet fortæller ham, at han skal holde sig fra hendes datter, og da han ved et tilfælde finder ud af, hvem den ukendte John er, får Jakob lidt ro i sjælen. Han engagerer sig i et forhold til naboen Lotte, som er en kvinde med ben i næsen. Lotte stiller krav til ham og konfronterer ham med sin fortid og sit ægteskab, og efter en kritisk periode ser det ud til, at det fremover skal blive Jakob og Lotte. 

"I Jakobs hus" er for så vidt en velskrevet roman fra dagens Danmark om middelklassens sorger og glæder. Der er hverdag og dramatik, sorg og glæde, kærlighed og utroskab, politisk korrekte diskussioner og velindrettede hjem. Efter et godt anslag går den nærmest i stå midtvejs for så igen at fortsætte uden de store udsving. Nogle vil føle sig godt tilpas i Jakobs hus, mens andre nok hurtigt vil kede sig og gå ud igen – et spørgsmål om temperament og om smag og behag. 

Birgitte Bartholdy (født 1960) er journalist på "ALT for damerne" og udgav i 2003 romanen "Med og uden mænd".

Gyldendal, 2006. 270 sider. Kr. 275,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26384036
ISBN
9788702049985
Antal sider
270

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer