Anmeldelse
I hans arme af Marit Tusvik
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortællingen om det usynlige skred fra en forelskelse til et dysfunktionelt forhold mellem en ung kvinde og en moden mand er poetisk, velskrevet og langsommelig.
I norske Marit Tusviks roman udvikler en stormende forelskelse mellem en ung kvinde og en moden mand sig til et ulige dysfunktionelt forhold. Marit Tusvik zoomer ind på det, der sker i parforholdets forskellige faser. ’I hans arme’ er en poetisk og dybdeborende, omend langsommelig, læseoplevelse om at vokse sammen med og fra hinanden.
Historien er hensat til midten af 1980'erne omkring Oslo. Sofia nyder livet som en fri fugl, da hun støder ind i den 15 år ældre intellektuelle amerikaner Frank til en filmpremiere. Det siger bang, og de forelsker sig hurtigt i hinanden. Hun er ung. Han er ældre. Til fælles har de en stor interesse for litteratur, kunst og tegning. Han tager hende under sine vinger og leder hende på vej mod at udfolde sine kreative evner. Han flytter også hurtigt ind i hendes lejlighed. Da de senere må flytte fra hendes lejlighed i Oslo, beslutter Frank, at de skal flytte udenfor byen og starte et nyt kapitel med hus, selvforsyning og naturen tæt på.
Sofia begynder at føle, at han invaderer hendes hjem, hendes liv og hendes kunstneriske udvikling. At han forsøger at modellere hende efter sit eget billede, men samtidig føler hun sig taknemmelig over at han – en smuk, moden og begavet mand – vil bruge sin tid og opmærksomhed på hende. Efter en hjerteoperation begynder han at forandre sig og opføre sig som Dr. Jekyll og Mr. Hide. Sofia kæmper med at finde sig selv under Franks mere og mere dominerende adfærd og negative skiftende sindstemninger. Usikkerhed, ung kærlighed og samvittighedsnag byder hende at blive hos ham og tro på, at tingene ændrer sig til det bedre.
Romanens sprog er sværmerisk med strofer fra digte og filosofiens kloge ord, som indimellem dukker frem, når Frank og Sofia diskuterer kunst og litteratur. Marit Tusvik skriver indlevende om det, der er på spil mellem elskende – både i den svimlende forelskelse og når man lærer hinanden at kende på godt og ondt. Hun formår at sætte ord på det usynlige skred, der sker, når et forhold umærkeligt ændrer sig fra kærlighed til afhængighed og frastødelse. Når lys bliver til mørke. Det er en lige vel langtrukken, men meget velskrevet roman om, hvordan man udvikler sig i kærlighedsrelationen til et andet menneske.
Brugernes anmeldelser