I angstens skygge

Hilma og Signe er mor og datter. Signe (Kerstin Thorvall selv)er 11 år, da faderen Sigfrid, adjunkt og præstesøn, dør af en hjerteinfarkt.

Hilma, skovhuggerdatter og førskolelærer, sørger, men er i virkeligheden lettet over at være fri for sin maniodepressive og seksuelt umættelige ægtemand. Og vi får historien om, hvordan datteren Signe, barn af dette tragisk umage ægteskab, vokser op hos moderen "i angstens skygge".

Bogen foregår i 1930'ernes og 1940'ernes Sverige, og tidspunktet præger naturligvis personernes holdninger og reaktioner - det er et bornert samfund, hvor der slet ikke er plads og forståelse for et passioneret menneske som Signes far; så hans passion udløser kriser hos hans uforstående omgivelser, også efter hans død, for tænk, hvis Signe har arvet sin fars sygdom og seksuelle adfærd! Dette er Hilmas og senere Signes store angst, som skaber fortielser og bekymringer, og som gør dagene og Signes barndom tung og tavs og sygeligt overvåget.

Signes mor, Hilma, er Sigfrids kontrast: etikettefikseret, frigid og bange for at vise sine følelser. Hun er blevet bange for livet; hendes dårlige oplevelser, når det gælder mænd og seksualitet, kommer til at præge hendes og datterens liv. Spørgsmålet er, om Signe kan blive et kompromis mellem disse livsholdninger. Det håber Hilma!

Romanens vægt er lagt på moderens indre bekymrede monologer om den generte og nervøse datter, som - jo mere moderen trænger sig på - lukker sig desto mere om sig selv og sine fremtidsdrømme om at blive modetegner.

Hilma kommer - naturligvis uden at ville det - til at begå nogle voldsomme psykiske overgreb på datteren. Men er hun en dårlig mor? nej, slet ikke i 1940'erne. Signes tilværelse er tilrettelagt efter sunde principper som ro, renlighed og regelmæssighed, natsokker og varm mælk med honning.

Signe bliver en velopdragen, lidt passiv pige med problemer med fordøjelsen og en overdreven angst for spøgelser og mænd, men ellers sød og flink og flittig i skolen. Men honningmælken og de varme natsokker gør det altså ikke ud for den kærlighed og forståelse, som Signe mangler så hjertegribende. Og passionen tager lidt efter lidt plads i Signes krop: hun vil være modetegner; og forholdet mellem pligtmennesket(Hilma) og det kreative menneske(Signe) udvikler sig mere og mere klaustrofobisk: Signe trækker sig fysik og mentalt væk fra moderen, og Hilma lukker karakteristisk øjnene for datterens skønhed og kropslige udvikling, og er således med til at udhule Signes selvbevidsthed.

Og således går de så hver for sig, isoleret, med deres angst, for døden og livet, for krigen i Europa, for at blive voksen, for seksualiteten, for, hvad omgivelserne tænker og for alle de andre store og små ting i livet.

I slutningen antydes en vis befrielse, hvor datteren har indledt et forhold til en ung mand - en trodshandling mod moderens puritanisme og en åbning mod omverdenen.

Bogen giver en skarp og fyldig tids- og miljøskildring, den har et godt blik for en svunden tids kvindekultur, for forfejlede opdragelsesmetoder, kropsfremmedhed og psykosomatiske reaktioner.

Der er megen vrede i bogen, men det meste bliver lige under overfladen; det giver skildringen liv, men ikke varme og forsonlighed; det er så svært at fatte sympati for enten moderen eller datteren. Ingen af dem indbyder til forståelse og kærlighed. Det er helt sikkert gjort med fuldt overlæg: vi skal ikke holde af/holde med, men iagttage.

Dette skaber en roman med en meget skandinavisk tone: stilfærdig, sårbar, blufærdig, lidt tungsindig, en bog uden de store armbevægelser, med mange hæmninger og megen længsel!

Først kom "Det er dog den skønneste tid" (da.1995). Den fortsattes med "I angstens skygge" (da.2000), som godt kan læses selvstændigt, og trilogien afsluttes i 2001 med "Fra Signe til Alberte".

Værket har karakter af selvbiografisk roman, og bd.2 er et bidrag til litteraturen om, hvordan mødres skæbne præger døtres liv.

1. del af trilogien beskriver forældrenes tragiske ægteskab og Signes fødsel, og i 3. del følger vi så Signe efter studentereksamen.

Trilogien bekræfter, at Kerstin Thorvall stadig befinder sig i forreste række, når det gælder jagten på mødrene, men også, som få, formår at skabe billeder af den moderne kvindes svaghed, svigt, kontaktbehov, ondskabsfuldhed og magtesløshed.