Hvor skyggen falder

Det første, jeg læste af Teddy Vork, var hans novelle i horror-antologien "Horror.dk", en samling nye horrornoveller skrevet af 12 danske forfattere. Nu har han udgivet novellesamlingen “Hvor skyggen falder” på forlaget Tellerup. Og her er virkelig tale om en klasse-debut.

De 6 noveller er fyldt med uhygge, de er velskrevne, og de rummer præcis de overraskelser, som en god gyserfortælling skal. Min eneste anke er nærmest, at 6 noveller slet ikke er nok!

I “Skyggespil” er en forfatter kørt fast i den bog, han skriver på, og en nat vågner han ved, at han hører mærkelige lyde i køkkenet. Det viser sig at være hans skygge, som ønsker at slippe fri fra ham, og som truer med de grusomste ting, hvis ikke han lader den gå. Da dagslyset kommer, lader forfatteren sig dog overbevise om, at det bare var hans fantasi og besøger en psykolog for at få hjælp. Men så falder mørket atter på.

I “Gravsten væltet” er landskabsarkitekten Petra på hysteriets rand over en bølge af hærværk på den kombinerede park og kirkegård, hun har stået for. Da politiet tilsyneladende står magtesløse, beslutter hun sig for selv at overvåge parken en nat - men det får konsekvenser, Petra slet ikke havde forestillet sig.

I “Eliksiren” er Balder ulykkelig forelsket. Eks-kæresten vil ikke have mere med ham at gøre, mens han kun drømmer om, at de skal være sammen igen. Da han bliver tilbudt en eliksir i et omrejsende tivoli, slår han til, men nogen gange er opfyldelsen af ens drømme, ikke det man forventede.

I “Den forsvundne risengrød” er Kathrine i fuld gang med at forberede den første jul i det gamle hus, familien er flyttet ind i. Hendes lille dreng Peter foreslår, at de sætter risengrød op til nissen på loftet, og det går hun med til, men da grøden forsvinder næsten hurtigere end hun kan lave den - og da katten samtidig er blevet væk - beslutter hun sig for at gå op på loftet og se, hvad der sker. Det skulle hun ikke have gjort.

I “Mellem tætte tågeslør” er Pia på ferie på Fanø med sin lille datter, Signe. De går tur langs stranden, da Signe pludselig får øje på en sæl ude i vandet. I sjov plasker hun derud, og Pia må følge efter. Men da de vil gå tilbage igen, er en tæt tåge rullet ud, og stranden er ingensteder at se.

Den sidste novelle “Poetisk retfærdighed” handler om taxachaufføren og Poe entusiasten, som opdager, at hans kæreste er ham utro, da han kører hendes elsker hjem til sin egen adresse. Hævnen er Poe-etisk.

Det virker på mig, som om Teddy Vork kender sine klassikere. “Poetisk retfærdighed” har f.eks. klare referencer til Poes novelle “Den sorte kat” (og titlen i sig selv bringer jo også tankerne på Poe), og ”Eliksiren” fik mig til at tænke på en blanding af ”Abehånden” af W. W. Jacobs og “Alle elsker Irving Bommer” af William Tenn. Men alle 6 historier er alligevel skrevet med Vorks egen stemme, og den er ganske imponerende.

Teddy Vork er klart en forfatter, jeg vil holde øje med i fremtiden.