Hippie 1: Tre år og 74 dage der forandrede Danmark

’Hippie. Bind 1’ er historiebog, anarkistiske anekdoter, røverhistorier, skæbneberetninger og begavede blomsterbørn. Det er fantastisk, flot og flippet - herfra hvor jeg står.

Det er ganske sigende, at man på indersiden af Peter Øvig Knudsens store værk om hippiebevægelsen i Danmark finder et yin-og-yang-tegn. Dels var tegnet, der symboliserer altings iboende dualisme, et af hippiernes mest benyttede symboler og dels – kan man her 41 år senere konstatere – kan det også ses som et symbol på den kompleksitet, selve bevægelsen skulle vise sig at indeholde.

Det er et meget nuanceret billede, der træder frem henover de godt 500 sider, bogen strækker sig over. Og nuancerne er netop værkets trumf: Som forfatteren selv understreger i sit forord, er ”erindringer gjort af et uhåndgribeligt stof”, hvorfor eksempelvis en given hændelse kan skildres vidt forskellig af de implicerede. Øvig Knudsen har haft mangen en gammel hippie i tale i forbindelse med sin research, og disse meget personlige beretninger kombineret med mere generelle historiske betragtninger giver værket en særlig dynamik, som gør det særdeles læseværdigt.

Thylejren, der løb af stablen i sommeren 1970, danner rammen om hippiernes fortælling, mens der sideløbende berettes om optakten, forarbejdet og planlægningen af Det ny Samfund, som de to foregangsmænd Henning Prins og Leif Varmark ønskede at skabe. Det er musik, gøgl, glade dage, hash, kærlighed og mikromakromad – men også interne stridigheder, modsatrettede forventninger, jalousi og frustration, dårlige trips og varm leverpostej. 

Det er et stort anlagt projekt, Øvig Knudsen har kastet sig ud i, men stilen er stensikker, og formen er fin, så ’Hippie. Bind 1’ kommer til at fremstå som et helstøbt, velbehandlet og gennemresearchet værk, som både underholder og beriger.

Jeg kunne tydeligt både høre, lugte og smage det stykke af Danmarks historie, som jeg fordøjede og fornøjede mig med. Bind 2 er ventet – med længsel!