Guldpigen

10 mystiske, magiske, mærkelige og menneskelige noveller, der ligger udenfor fysisk tid og sted. Det er myrekryb og unaturlige magtforhold på gyngende grund.

Den færøske forfatter Hanus Kamban blev med novellesamlingen 'Guldpigen' indstillet til Nordisk Råds litteraturpris 2012. De 10 noveller, der optræder i samlingen, var dog ikke nok til at sende prisen til Færøerne, og det kan denne anmelder egentlig godt forstå.

Kamban står på skuldrene af verdenslitteraturen, og det er faktisk et positivt træk. Fx optræder der i den indledende novelle en figur, der lyder navnet Skyggen, hvilket må sende tanker tilbage til H. C. Andersen. I forlængelse heraf opereres der også med eventyret som genre, hvilket er tydeligst i novellen Kong Kulde. Endelig fik jeg et pust af Orwells '1984' ved mødet med novellen Den duftende by, der afgjort er en af de bedste i samlingen. Disse genkendelsesfaktorer får novellerne til at udvide sig, og det har de godt af.

Der er noget mystisk på færde i samtlige noveller. Her findes verdener, som langt hen af vejen ligner den (eller dem, rettere sagt), vi kender, men alligevel er der fordrejninger og elementer som gør, at der ender med at opstå nye steder og virkeligheder, som (heldigvis) ikke er realistiske. Det samme kan siges om persongalleriet, hvor forvandlinger af både indre og ydre karakter finder sted.

Personligt er jeg ikke vanvittig betaget af disse noveller. De bedste af dem er absolut læseværdige, men det tilstræbt mystiske virker netop – tilstræbt. Når mystikken giver mening, og de forskellige lag er til at tolke og tyde, fungerer novellerne fint, men for mig at se er der alt for mange (s)vage punkter, og disse gør, at nogle af novellerne fortoner sig lige så snart, de er læst til ende.

Novellesamlingen skal læses for novellerne Den duftende by, Guldpigen, Den vrede skrift og Kong Kulde. Men disse er afgjort også vældigt vellykkede