Anmeldelse
Gamle gubber 3: Han som rejser af Wilfrid Lupano
- Log ind for at skrive kommentarer
Endnu et fornøjeligt og glædeligt gensyn med de gamle gubber. Den franske tegneserie holder på imponerende vis sin høje standard, og nye dimensioner lægges til historien.
Både tekstforfatteren Wilfrid Lupano og tegneren Paul Cauuet har ikke tidligere været udgivet på dansk, men deres tegneserie for voksne er i den grad en berigende tilføjelse til et ellers skrantende tegneseriemarked. Stregen og de lettere karikerede figurer minder især om ’Vakse Viggo’ (for børn og unge) og en forfatter som Wolinski (absolut kun for voksne), som begge udkom på dansk med en del albums op gennem 1980’erne. Serien om de gamle gubber forener på fornemste vis elementerne fra de to ovennævnte serier. Tegneserien rummer både en god del samfundssatire, lidt lokalhistorie, meget slægtshistorie og i det hele taget nogle fine portrætter af de gamle mænd og deres oplevelser.
I dette tredje bind har Sofie genoplivet sin farmors gamle dukketeater, og hun kører egnen tyndt for at opføre sine forestillinger. Hun bor sammen med sin farfar, Antoine, og sin lille datter. Vennen Emile bor der også, mens den tredje af vennerne, Pierre, er i Paris for at gennemføre en af sine mange demonstrationer mod kapitalismen og dens lakajer.
Under et forrygende uvejr, som totalt oversvømmer landsbyen, indhenter fortiden igen de gamle, og en gammel fejde bryder ud på ny. Begivenheder og svigt fra tiden efter besættelsestiden, som har sået splid mellem Antoine og tossede Berthe må finde sin afslutning, og Sofie må bruge al sin snilde og kløgt for at få begivenhederne bragt frem i lyset og finde en fornuftig løsning.
Makkerparret har igen leveret en rigtig fin historie, og udover at det er et vidunderligt gensyn med de tre, ja faktisk fire, herlige hovedpersoner, bliver der fyldt endnu mere på de enkelte personkarakteristikker. Tempoet er igen højt, humor og satiredelen fremragende, og denne gang bliver der også plads til både ungdomsglimt, moral og dobbeltmoral, snæversynethed og meget mere. Tegningerne er en verden for sig, især er det sjældent at se så fine, karikerede ansigtsudtryk. Det samlede resultat er en frydefuld oplevelse.
Brugernes anmeldelser