Gamle gubber 2: Bonny og Pierre

Herligt gensyn med de gamle gubber. Den franske tegneserie er et fint bevis på, at der stadig produceres vedkommende og underholdende tegneserier for voksne.

Hverken tekstforfatteren Wilfrid Lupano eller tegneren Paul Cauuet har tidligere været udgivet på dansk, men duoen er i den grad et behageligt bekendtskab.
Stregen og de lettere karikerede figurer minder på mange måder om de mange franske albums, der udkom på dansk op igennem 1980’erne, men hvor de fleste af disse var beregnet på et børnepublikum, er disse foreløbig to albums med de tre pensionister så afgjort for voksne. Tegneserien rummer både en god del samfundssatire, en god historie og nogle fine portrætter af de gamle mænd og deres oplevelser.

I første bind fik Sofie koden til en hemmelig bankkonto, og selvom hun egentlig ikke har til sinds at bruge af pengene, hæver hun alligevel en god sjat penge og sender dem til Pierre og hans anarkistiske gruppe af pensionister.  Hun underskriver forsendelsen med navnet Ann Bonny, uden at vide at det faktisk var navnet på Pierres helt store kærlighed fra ungdommen.
Pierre som ellers har troet, at Ann Bonny var død for mange år siden, bliver fortvivlet og forsøger at begå selvmord, men nu kommer Antoine til hjælp. Nu starter forviklingerne, og også Sofie må trække på sine færdigheder som skuespiller for at få Pierre tilbage til livet.

Makkerparret har igen leveret en rigtig fin historie, og udover at det er et vidunderligt gensyn med de tre, ja faktisk fire, herlige hovedpersoner, bliver der igen plads til både humor, satire, samfundskritik og barndomsglimt. Især skildringen af rebelske pensionister, der ødelægger celebre begivenheder, og gentagne scener fra en bagerbutik, hvor det at købe et franskbrød er en helt videnskab, sidder lige i skabet.

Tegningerne er en verden for sig. Tilbage står et helstøbt produkt af allerhøjeste karat.