Anmeldelse
Flashback af Jim Lusby
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er Irland, det er Guinness på pubben, det er kendte små rækkehuse, det er skumle pensionater og sære eksistenser. Det er den moderne version af den gode ’hyggelige’ krimi.
Det er dejligt at se, at dén genre ikke uddør lige med det samme.
Der er nu ikke noget som at ’flytte ind i’ et miljø i en krimi. Sådan at se gaderne for sig, de sære eksistenser, der befolker dem, og mærke duften af Guinness på pubben. Carl McCadden, kriminalkommissær i Waterford på Irlands sydkyst, har læserne tidligere mødt i "Skarpe hjørner", der gav os et farverigt billede af irsk hverdag.
Denne nyeste bog på dansk skildrer endnu mere særprægede kredse, og helt så uvoldelig som den første er den ikke. Det allerførste, som læseren bliver præsenteret for, er et voldsomt maltrakteret kvindelig, fundet i et skummelt pensionat. Ikke længe efter dukker et nyt kvindelig op i en anden del af Waterford.
McCadden møder en fascinerende kvindelig standup-komiker - er hun involveret eller ikke? Lidt efter lidt oprulles et særegent miljø af amatørskuespillere, prostituerede, deres alfonser og lyssky videoproducenter. Byens tåbelige borgmester og hans intrigante kone spiller en ikke ringe birolle, og man må jo spørge sig selv, hvordan virkelighedens borgmester i Waterford tager dén beskrivelse. Der er mange kringlede handlingstråde, men forfatteren holder rytmen historien igennem; der er ingen hovsaløsninger - det holder vand hele vejen. Kort sagt: en god historie.
Dette er den moderne udgave af ’den hyggelige britiske krimi’. Der er godt nok ingen landsby med orkidédyrkere, herresæder, præster og hyggelige ældre damer. Politifolkene er unge, trods alt den kendte afslappede model med en skilsmisse og frustrationer over ledelsen i bagagen; de fleste af rolleindehaverne er sære eksistenser, men utroligt levende beskrevet.
Oversat af Jesper Bøllehuus. Klim, 2005. 260 sider. Kr 299,-
Brugernes anmeldelser