Af litteraturstuderende Nanna Knudsen
En forfatter, der er påvirket af den tragiske politiske situation er nobelpristageren Seamus Heaney (f. 1939).
Han voksede op i nærheden af en flod, der markerede grænsen mellem det selvstændige Irland og det britisk styrede Nordirland. Delingen af landet og det tragiske dilemma, det har medført, har haft stor indflydelse på Heaneys digtning. Hans sympati ligger hos det tavse flertal, der forholder sig passivt til konflikten og lider i stilhed. Heaney er især kendt for sine digte om moselig fra jernalderen. I 1951 fandt man liget af en ung kvinde fra jernalderen i en mose.
Hun havde bind for øjnene, var kronraget og var holdt nede med sten og grene. Forskere mente, hun var en ung kvinde, der var blevet straffet for utroskab. Heaney ser i hende en pendant til den måde, unge kvinder i Nordirland blev straffet af IRA for at have været kærester med engelske soldater. De blev ydmyget og straffet offentligt på samme måde, som f.eks. danske kvinder, der havde været i nærkontakt med tyske soldater, blev det i Danmark efter 2. verdenskrig.
I digtet 'Punishment' skriver Heaney om de unge kvinder, der straffes så grusomt, fordi de har forelsket sig i de forkerte mennesker. Heaney ser moseligene som ofre for overmagten, men også som mennesker, der er blevet ofret af dem, de levede sammen med. I hans optik straffes nordirere ikke alene af englænderne, men også af sig selv, i skikkelse af f.eks. IRA.
En anden vinkel på sagen findes hos John McGahern (f. 1934). Hans mest kendte roman, Amongst Women (1990), handler om en stædig, ældre mand, der hele sit liv har bekæmpet englænderne. I hans alderdom fortsætter kampen for selvstændighed, der nu bliver en kamp mod kvinderne i hans liv, hans døtre og hans kone. Han slås dog især med sig selv og sin fortid. Hans kamp er en kamp for en værdighed og en selvstændighed, som kvinderne i hans liv først er i stand til at give ham efter hans død.
Det er ikke i alle tilfælde, at den nordirske konflikt optræder så eksplicit i litteraturen. Ofte ligger konflikten og murrer under fortællingen. Mange forfattere bruger konflikten som en tragisk bagtæppe for fortællinger om de mennesker, der bor i et splittet land, og som står midt i en tilsyneladende uløselig konflikt.
Mange af dem ville sikkert nikke genkendende til englænderen Lennons beskrivelse af det irske folks uheld, men forfatterne forsøger at vise et billede af et folk, der overlever på trods, og som formår at bevare deres værdighed midt i en uværdig situation. For de fleste forfattere ligger sympatien som hos Seamus Heaney hos de mennesker, der ikke selv deltager aktivt i konflikten, og som aldrig bliver hørt. Det er disse menneskers livsbetingelser, der ligger mange irske forfattere og kunstnere på hjerte.
I dag er der en tendens til at, at man betragter terrorisme som et fænomen, der udelukkende forekommer i sammenhæng med konflikter mellem fundamentalistiske muslimer og den vestlige verden. Terrorhandlinger har der dog været mange af i andre sammenhænge.
Én af de længstvarende konflikter, der for tiden ikke optræder så meget i mediebilledet, er den stadige konflikt i Nordirland mellem katolikker og protestanter. Gennem snart et århundrede har Nordirland været præget af borgerkrig og terrorhandlinger, og det har gennem tiden påvirket mange mennesker, herunder selvfølgelig også forfattere og andre kunstnere.
If you had the luck of the Irish
You’d be sorry and wish you were dead
You should have the luck of the Irish
And you’d wish you were English instead
Så lakonisk udtrykker John Lennon sig på pladen Some Time in New York City fra 1973. Det er ikke en følelse, Lennon er alene om; situationen i Nordirland har inspireret forfattere, musikere og andre kunstnere i de sidste hundrede år. Ud af såvel enkeltstående begivenheder som af situationen i sin helhed er der opstået adskillige kunstværker, der alle fortæller om den ødelæggende effekt, konflikten i Nordirland har på de mennesker, der lever midt i den.
Da Irland blev selvstændigt i 1921, var det efter årtiers politiske diskussioner. Da 1. Verdenskrig brød ud, satte det en midlertidig stopper for diskussionerne. I 1916 blev det dog umuligt at ignorere spørgsmålet: I påsken brød et oprør mod englænderne ud. Det sendte chokbølger gennem England, selv om oprøret blev slået ned og lederne af det henrettet. Henrettelserne satte endnu mere fokus på selvstændigheden i Irland. Som bekendt var det kun en del af landet, der blev selvstændigt, og delingen løste ikke problemet.
En af de forfattere, der blev påvirket stærkt af Påskeoprøret, var William Butler Yeats (1865 - 1939), en af Irlands mest kendte forfattere. Han havde et ambivalent forhold til den irske sag. Oprindeligt fandt han, at den katolske middelklasse var uden forståelse for kunst, og han vendte ryggen til Irland. Hans følelser ændrede sig imidlertid efter Påskeoprøret.
Den middelklasse, han foragtede, var pludselig ledere af et oprør, Yeats så som en heroisk kamp mod en undertrykkende overmagt. Han blev dybt chokeret over henrettelsen af oprørslederne, der blandt andre omfattede hans ungdomskærligheds mand. Han skrev flere digte om Påskeoprøret og flyttede tilbage til Irland.
Kommentarer