Af Vagn Lyhne
Et skræmt og bigot samfund smadrede Oscar Wilde, der var for modig, forvoven, begavet.
Efter to års indespærring forlod han i 1897 England. "Jeg har ikke andet at fortolde end mit geni", havde han sagt, da han ankom til Amerika. Nu var han berøvet kone, børn, sin sociale eksistens og havde kun sit geni tilbage. Men hans helbred var brudt, og i november 1900 lå han i Paris på sit dødsleje.
Endnu var alt for den sande dandy fornødent ved hånden. "Jeg dør over evne", sagde han, og han holdt ord. Længe nedvurderet som simpel æstet og paradoksmager anerkender man nu hans forfatterskab som et af det 19. århundredes vigtigste, hans betydning som dramatiker, romanforfatter, kritiker, som legemliggørelsen af livsmuligheder, der først nu aftegnede sig.
På Oscar Wildes 100-års dødsdag 30. november 2000 indfandt vi os, min kone og jeg, på Père Lachaise kirkegården i Paris, hvor forfatteren ligger begravet. Denne kirkegård, åbnet 1804 på Mont-Louis lige uden for den gamle bygrænse, er de dødes by og er med sine mere end en million indbyggere, sine huse og palæer og avenuer og vogne og portnere og betjente et simpelt aftryk af de levendes.
"Det er en infam komedie," skrev Balzac, "det er hele Paris nok engang", som vidste han, at han få år senere selv skulle flytte ind. Her finder man ikke vej uden et kort, og bevæbnet med et sådant bevægede vi os mod målet for vor pilgrimsfærd. "Hvad skulle I egentlig der?", blev vi senere spurgt. - Ingen er død, der endnu er til stede i erindringen.
Denne erindring er en nødvendighed, for det forgangne eksisterer endnu i den tilværelse, der leves her og nu. Hvem kan glemme The Picture of Dorian Gray, The Importance of Being Earnest, The Ballad of Reading Gaol, The Critic as Artist? Eller det sene foto, hvor Oscar stirrer ind i kameraet, kæk og fortvivlet, mens Bosie, hans banemand, ligbleg, sort, lægger hånden på hans skulder.
Hvem kan uden at forglemme sig selv glemme dem, der gik forud. Intet bør overraske den, der færdes blandt de døde, og vi tog derfor ikke synderlig notits af en kvinde, der iført en flamboyant victoriansk sørgedragt flakkede om mellem gravene. Snart sluttede vi os til den skare, der havde forsamlet sig ved dødemonumentet, et kultsted i ædel kappestrid med Jim Morrisons grav.
Det prydes af en gådefuld engel, der supersonisk bevæger sig gennem tider og lande, fra Babylons porte mod dødsriget. Man siger, at det muntre kompagni med læbestift har gjort ham kysselig, og at de mange kærtegn har fået stenen til at smuldre.
Graven var prydet med blomster. En buket var fra den irske ambassadør, for Wilde er født i Dublin, engang by i det imperium, der knægtede hans liv. Andre var vedføjet personlige, håndskrevne breve.
Vi stjal os til at kaste et blik på et af dem: "Thank you, Oscar. You have helped me to accept, what I am." Selv havde vi en buket liljer med og et lille brev, der kun må læses af modtageren. Det var skrevet på dansk, for de døde kan alle sprog. En 20-30 stykker var vi, ganske almindelige mennesker, der af lyst og pligt var draget did.
De fleste blev der i lang tid, hensunket i tavshed, i det franskmændene med et smukt ord kalder recueillement. Og i tanker - tror vi - om Wildes mærkelige skæbne, fantastiske evner og særegne forfatterskab, om kroppen og ånden, der må gå til grunde, og som dog er til stede i de spor, de har afsat sig. Så gik vi derfra og kastede fra nekropolis et blik ud over den mægtige by.
På vejen ned ad højen traf vi andre illustre bortgangne, som vi tror at kende: maleren Thomas Couture, historikeren Jules Michelet og finansmagnaten James de Rothschild, der kom fra Frankfurts ghetto for at erobre denne stad og nu bor i et lille hus. Snart passerede vi portner og betjente og gik ind i den levende by.
Hun drømte om an ideal husband, jeg grundede over the importance of being earnest. GWENDOLEN: Ernest! My own Ernest! I felt from the first that you could have no other name!
JACK: Gwendolen, it is a terrible thing for a man to find out suddenly that all his life he has been speaking nothing but the truth. Can you forgive me?
GWENDOLEN: I can. For I feel that you are sure to change.
JACK: My own one! Farvel da, Père Éternel Lachaise. Farvel, dear Oscar. Adieu.
Relaterede links:
Oscar Wilde:
Books and Writers: Oscar Wilde. (Kirjasto Folkebibliotek, Finland)
Oscariana: The Life and Times of Oscar Wilde
God privat hjemmeside med mange citater og fotos Oscar Wildes grav i Paris:
Findagrave.com
Père Lachaise Vagn Lyhne på ForfatterNet Danmark
BogWeb - 15. februar 2001
Kommentarer