Vigdis Hjorth

Norske Vigdis Hjorth er en kendt forfatter i sit hjemland, men det var først med romanen ‘Arv og miljø’, vi for alvor fik øjnene op for hende herhjemme. Romanen skabte stor debat i Norge, fordi nogle mente, den var selvbiografisk og indeholdt anklager om incest i familien.

Vigdis Hjorth (f. 1959) debuterede som forfatter i 1983 med børnebogen ‘Pelle-Ragnar i den gule gård’, men blev for alvor internationalt anerkendt, da hun bevægede sig over i romangenren. Særligt med romanen Arv og miljø, da den i 2017 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og sparkede liv i en af litteraturens store debatter om autofiktionen.

I 2023 er Vigdis Hjorht aktuel med Femten år: det revolutionære forår, der bringer læseren ind i en følsom ung piges verden, fra hun er cirka 10 til 15 år, og beskriver hendes udvikling fra barndom til ungdom i en både smertefuld og frisættende løsrivelse fra familiens normer og polerede virkelighed.

I 2020 udgav hun bogen Er mor død om kunstneren Johanna, der, som ung bliver afvist af sine forældre, og da hun udstiller sine dystre værker under titlen ”Barn og mor” kappes trådene endegyldigt. Forældrene føler sig udstillede og uretfærdigt fremstillet, og Vigdis Hjorth belyser igennem værket diskussionen om kunstens bagside, der opstod med værket ’Arv og miljø’, og som vi kender herhjemme fra Knud Romers Den som blinker er bange for døden. ’Er mor død’ er en fortælling om kunstnerens frihed og en hudløs ærlig fremstilling af en datter, der aldrig blev accepteret eller set for den, hun var af dem, der burde elske hende højest.

Hjorth var i 2019 aktuel med romanen Henrik, der er en gendigtning af Henrik Ibsens ‘Hedda Gabler’ (1890), og samme år udkom Lærerindens sang om en midaldrende lærerinde, der igennem et filmprojekt opdager selviscenesættelsen magt og svaghed.

Vigdis Hjorth formår igennem sine romaner at fremstille eksistentielle problemstillinger og dystre erindringer, så det gør ondt langt ind i sjælen, men altid med en underliggende humor, som gør Hjorths litteratur til noget særligt.

Foto: Sara Angelica Spilling
Skribent: Emma Karlebjerg, studentermedhjælper