Bog

Fell - den brutale by

Af (
2011
)

Anmeldelse

Fell – den brutale by af Warren Ellis

12 dec.11

Har du svært ved at sove? - Så skal du droppe denne fremragende graphic novel - den tager dybe spadestik ned i menneskets mørke hjerter.

'Fell: Den brutale by' er Warren Ellis og Ben Templesmith’s første del af en ny hårdkogt tegneserie/graphic novel i et ultravoldeligt miljø. Det er et ægte noir setup, hvor dystopisk misstemning gennemsyrer alt.

Fell er betjent og er blevet sendt ”over på den anden side af broen” til bydelen Snowtown, for at opklare hundredvis af misgerninger. Fell ved at han er havnet i helvede, og at han næsten vil få lov til at agere som en enmandshær. Her er der ingen regler. Og nærmest ingen kolleger.

'Fell: Den brutale by' består af otte historier: Om en kvindehader, der myrder alle de kvinder, han ikke kan få; om  den ældre dame der er ejer af en tøjbutik, men viser sig at have en skjult nebengeschäft; om den hårdkogte kriminelle, der ved et uheld kommer til at sniffe et designerdrug der sætter ham i en dødsensfarlig rus.

Alle, inklusiv Fell er på kanten af normalitet, de er dystre, fornedrede og selv Mayko, Fells søde date er småskør. I Snowtown er ingen normale.

Den mystiske nonne, en forklædt mand med præsident Nixon/Walther Matthau fjæs, dukker op i alle novellerne, og hun/han er repræsentant og forvarsler for det onde og syge i samfundet.

Tegneserien er bizar og grusom, men på ingen måde urealistisk. Billedsiden er formidabel og meget speciel. Støvet, grynet, smogosende og tågedrivende. Alt holdt i sepia farveskala – brunt/gråt, deprimerende og sløret. Illustrationerne er med til at understrege, at alle skjuler noget (selv Fell - for hvorfor er han deporteret til Snowtown?), med de slørede og uklare billeder.

Jeg kan virkelig anbefale 'Den brutale by' til alle noir-krimi fans. Her er der virkelig noget at komme efter. Og det at det er en graphic novel, er bare med til at stemningssætte og understrege depravationen og forfaldet i Snowtown.

Bogdetaljer

Forlag
G. Floy Studio
Oversætter
Steffen P. Maarup
Faustnummer
29071152
Graphic
Rui Alves og Lili Barbosa
ISBN
9788791630743
Antal sider
150

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer