Esme Lennox' forsvindingsnummer

Da Iris opdager, at hun har en grandtante, som er indlagt på et psykiatrisk hospital, løftes sløret for en skræmmende hemmelighed. En barsk, men utrolig velskrevet familiekrønike.

Før jeg begyndte at læse "Esme Lennox' forsvindingsnummer", troede jeg egentlig, at jeg skulle sidde og grine med en hyggelig chick-litt roman. Hvorfra jeg havde fået den idé, ved jeg ikke, men det tog ikke mange linjer, før jeg blev klar over, at historien om Esme på ingen måde er chick-litt.

Esme bliver som 16-årig spærret inde på et psykiatrisk hospital af sin familie. Hun er ikke som søsteren Kitty, der bare ønsker at blive gift og stifte familie. Esme vil gå i skole, og hun er ligeglad med alle konventionerne.

Hendes oprørskhed bliver for meget for familien, som efter en fest hvor både Esme og Kitty deltager, får Esme indlagt for aldrig at tale om hende igen.

Mere end 60 år efter skal hospitalet nedlægges, og ledelsen kontakter Kittys barnebarn, Iris, der står opført som kontaktperson. Men hun har aldrig hørt om, at farmoren skulle have en søster, og hun er på ingen måde interesseret i at få en gammel sindsforvirret kvinde ind i sit liv.

Alligevel ender det med, at Esme og Iris får en weekend sammen, og i løbet af den weekend afdækkes nogle grusomme familiehemmeligheder.

Maggie O’Farrell har skrevet en fremragende og rystende roman, som ikke kan undgå at berøre enhver, der læser den. Esme var vel ikke er så anderledes end andre piger, men alligevel ender hun med at tilbringe hele sit liv på et psykiatrisk hospital, fordi hun ikke lever op til samfundet forventninger.

Romanen fortælles af de tre kvinder, Iris, Esme og Kitty. Kitty har fået Alzheimer, så hendes tanker er usammenhængende og delvist forvirrede, men holdt sammen med Esmes minder får man alligevel et klart billede af, hvad der egentlig skete. Det er ikke en kronologisk beretning. Ind i mellem får vi bidder fra Iris liv serveret, og man aner, at Iris og Esme på mange måder minder om hinanden.

Historien om Esme er barsk, men alligevel læste jeg den i et stræk, for jeg måtte bare vide, hvad der dog var sket. Og selvom det ikke er en munter roman, så er det en meget vedkommende roman, som jeg kun kan anbefale.