Anmeldelse
En spådom af is af Gunvor Ganer Krejberg
- Log ind for at skrive kommentarer
I fjerde bind om Mirja lærer den lille alf noget om sig selv og opdager også, at andre nogen gange opfører sig dårligt, fordi de er kede af det eller bange for noget.
Mirjas far er kendt for at kunne lokalisere de meget værdifulde drømmesten. Nu er han forsvundet. Mirja bor sammen med sine brødre og sin mor og de mange væsentlige ting f.eks. salt, som efterhånden en mangelvare.
De nye vinger og Drømmestenen, er de første bøger i serien om Mirja. De foregår i en verden befolket af vingede alfer. Enten kan vingerne være bladvinger eller også vinger vævet af tråd.
I bind tre, Skovens gåder, er det en svær tid for alfekolonien, da der er mangel på rigtig mange ting. Samtidig trues kolonien udefra, og mutanter står klar til at erobre byen. Inde i byen planlægges en fest, og med den fest er der mulighed for, at Mirja kan få talt med Felix, som hun er lidt forelsket i. Alle de unge alfer sendes på et gådeløb, der ender ude i mosen. Alfen Lissa, som er Mirjas svorne fjende, deltager også, og deres forhold er ikke blevet bedre, efter Lissa sagde nogle frygtelige ting om Mirjas far. Og nu er de begge på opgave ude i mosen.
Bind fire, 'En spådom af is' handler om, hvor meget Mirja gerne vil høre til sammen med Lissa og Bela, og at hun på den baggrund går med til at prøve at spå med iskrystaller, og Mirja er meget spændt på resultatet. Også selv om hun godt ved, at det bare er for sjov. For man kan jo ikke stole på spådomme. Men da frostblomsterne breder sig hen over isen, bliver Mirja meget bange. Hun ser frygtelige ting, der for alt i verden ikke må blive til virkelighed!
Gennem de fire første fortællinger, er der et lille plot gemt, som binder alle bøgerne sammen. Det vil blive afsløret i femte og sidste store fortælling om Mirja.
I de fantastiske fortællinger om Mirja gemmer der sig genkendelige tematikker om at føle sig anderledes og have svært ved at leve op til omverdenens forventninger. Det er historier, der både er spændende, vildt smukke og trækker tråde ud i vores samfund. Bøger er desuden virkelig godt skrevet. De er alle enormt smukt illustrerede og viser de eventyrlige fortællinger fra skoven, hvor ræve, edderkopper og krybdyr, blot er nogle af de farlige udfordringer, den lille alfepige og hendes to venner, pindsvinet Pelle og kragen Sibbo, møder på deres vej. Rebecca Bang Sørensen har illustreret hele serien. Det er så alfesmukt, og det er med til at skabe magien i bogen. Siderne har farvetoning i de forskellige afsnit. Det samlede resultat er vellykket ud over alle grænser. Læs serien højt for alle små mennesker over 8 år.
Brugernes anmeldelser