Elementsygen

Anden del af fantasy-serien lever op til de lovende takter fra første bind. Universet bliver yderligere udbygget med nye spændende personer og verdener.

Julie Midtgaard er helt ny på markedet, men hendes serie ’Sprækken til Luscuro’ føjer sig på glimrende vis til rækken af nye og lovende danske fantasy-forfattere. Midtgaards historie er på mange måder ret klassisk med parallelle verdener, magi og magiske skoler, kampen mellem det gode og det onde, skurke og helte og dem midtimellem, men forfatteren tilføjer de velkendte elementer en glimrende drejning med fokus på magi oprundet af naturen og dens kræfter.

Det er selvfølgelig oplagt at sammenligne Midtgaards serie med først og fremmest Kaaberbøls ’Vildheks’ og ’Trafallas-serien’.

Pigen Gry, der blev opfostret hos den kloge kone Dorothea i Aalborg i 1600-tallet, blev via en portal løftet over til landet Luscuro, hvor krigen hersker mellem dronning Sora og de frie lande Vendrus og Vatnor.

Gry er en såkaldt sikste, og på skolen i Notio skal hun lære at bruge sine magiske kræfter og finde ud af, hvilket element hun tilhører. Ved den afgørende prøve efter første skoleår viser det sig, at hun er vandsikste, og her i næste skoleår bliver det nu bestemt, hvor de unge magikere skal placeres i praktik.

De fleste sendes til deres respektive siksterbyer, men Gry bliver noget uventet placeret i landet Hakufelina, en undersøisk verden, hvor feliderne bor. Der har tidligere været en fredelig alliance mellem vandsiksterne og feliderne, men feliderne har nu totalt afskåret forbindelsen med verden over havet. Gry bliver da heller ikke specielt venligt modtaget, og hendes første tid i det undersøiske rige bliver både besværlig og næsten umuligt at håndtere. Samtidig har en mystisk sygdom ramt Luscuro, hvor sikstere så at sige bliver angrebet af deres eget element. Der er tilsyneladende ingen kur, og grunden ser ud til at skyldes ubalance i hele landet – en ubalance, som også nu rammer Hakufelina. Og som om det ikke var nok, nærmer Soras krig sig nu også verdenen under havet.

Midtgaards roman har alle betingelser til at blive et hit, og med tilføjelsen af det undersøiske rige Hakufelina har historien fået et kraftigt spark i positiv retning. Beskrivelsen af dette land er først og fremmest dette binds bærende element, men hele plottet bliver dermed også endnu mere nuanceret. Mange uafklarede spørgsmål og planer svæver i det uvisse, og det klæder faktisk historien.

Kommende bind vil forhåbentlig sammenflette og opklare alt det uvisse, men fortsætter Midtgaard de velskrevne og gode takter, skal det nu nok lykkes.