Drengen der holdt op med at græde

Den svære toer – Ikke hos Ninni Schulman 

Denne fortsætter hvor debuten sluttede – Den er igen bund solid.
Sproget flyder, ingen tåbelige dialoger og så er den en gedigen pageturner.

Igen er der en rigtig solid gennemgang af persongalleriet, vi er helt inde under huden på dem, der veksles hele tiden mellem personerne, og det på en så god måde, at det ikke forvirrer men tværtom, giver en frisk afveksling i både handling og læseoplevelse 
Selv om det er stereotyper der her bruges ( journalist og politi ) er det på ingen måde til gene, det virker rigtig godt for mig.

Vi er med på sidelinjen hele vejen, får serveret små ledetråde så vi sidder og gætter med mens siderne vender sig – Og så er plottet alligevel så godt gemt, at det snyder læseren, der først løser gåden til allersidst.

Politiets rolle er igen solid, ingen hovsa eller for søgte løsninger, der arbejdes fra bunden med en realisme, der udgør cremen på denne kage 

Sverige har i sandhed fået en ny krimidronning, jeg glæder mig til at følge hende fremover, for hun kan sit kram, hende Schulman