Døden

Halfdan Piskets enestående streger skaber i hans nyeste grafiske værk ’Døden’ et glædesløst univers med døden som en altoverskyggende røst.

’Døden’ er Piskets seneste udgivelse efter hans prisbelønnede og internationalt kendte Dansker-trilogi, som det er svært ikke at sammenligne med. Selvom ’Døden’ har haft svært ved at leve op til skyhøje forventninger efter ’Dansker-trilogien’, er den som en naturlig forlængelse til historien om Piskets far, som ’Dansker-trilogien’ omhandler og var en kærlighedserklæring til. Kort tid efter sin fars død begyndte Pisket på ’Døden’, og døden kan kobles til det biografiske spor, men hænger ellers ikke sammen med trilogien på trods af nogle af de samme elementer og tematikker.

Allerede ved første øjekast på ’Døden’ genkender man Piskets signatur, og genkendelsesglæden er stor. Pisket er eminent til at indarbejde stemninger i sin streg og i sine flertydige billeder. I ’Døden’ er tegningerne ikke så detaljerede som i ’Dansker-trilogien’, men passer på den anden side godt i forhold til at understrege indholdet med en mere markant og rå form, hvor den sorte farve bliver fremhævet på siderne.

I ’Døden’ fremstår verden livløs og grå efter en tid med tab, skam, ensomhed, svigt, psykisk sygdom, sorg, kriminalitet og fremmedgjorthed. Døden som et grundvilkår bliver vist på en sigende måde, ved at fortællingens to venner, Yusuf og Rafil, unge og i en rus sætter sig op på et krematorie og bliver tilsodet af røg fra brændte lig, som de efterfølgende prøver at vaske af. Som i syndefaldsmyten er deres øjne åbne, og det efterlader læseren med samme ængstelige erkendelse af, at alt forsvinder og har en udløbsdato.

Fortællerperspektivet er bemærkelsesværdigt i ’Døden’, fordi man skiftevis følger karakterne Yusuf, Rafil og Alma gennem et ”du”. Døden kommer til syne som et personificeret væsen, der i klassisk forstand symboliserer manden med leen. Igennem hele denne lange og dystre graphic novel vandrer døden med karakterne på deres dødsrute. I fortællingen er døden baggrundsfigur og værkets centrale stemme, som har det sidste ord, når den f.eks. erklærer: ”Jeg bestemmer mig for at give dig lidt mere tid.”