Dødens vingård

Stemningsfuld krimi med en duft af trøfler, foie-gras, valnødder og rødvin fra det sydvestfranske Périgord, hvor politimester Bruno Courrèges bliver tilkaldt til en påsat brand

Den lille fredelige by St. Denis rystes af en påsat brand, en større demonstration og hærværk mod en lokal forskningsstation, hvor der eksperimenteres med genmodificerede afgrøder. Mistanken rettes i første omgang på beboerne i et økologisk hippiekollektiv. Samtidig viser en stor amerikansk vinproducent interesse for at opkøbe jord i området til sin virksomhed, hvilket splitter byen imellem dem, der ønsker flere arbejdspladser til byen - og dem, der frygter, at det idylliske St. Denis forvandles til ukendelighed. Størstedelen af byens indbyggere er meget skeptiske overfor amerikanerens planer, og nogle vil gå meget langt for at stoppe dem. Da der sker et par mystiske dødsfald bliver spørgsmålet: Vil nogen gå så langt som til at begå mord?

Politimester Bruno Courrèges fra St. Denis blev introduceret i ’Politimesteren i St. Denis’, men ’Dødens vingård’ kan fint læses enkeltstående.

Det er en stemningsfuld, dvælende og langsom krimi, skrevet i et ”sydfransk” tempo, hvor der altid er tid til at stoppe op for at smage på den nyeste aftapning og få sig en snak med sin nabo eller den handlende på torvet. Martin Walker, der er amerikansk journalist med speciale i international politik, bor til daglig med sin familie i Washington D.C. og opholder sig i sine ferier i Périgord. Hans store kærlighed til Périgord og hans lokalkendskab gør, at han kan krydre handlingen med sjove facts, så som at Périgord regionen er et yndet område til opkøb af fast ejendom for velhavende englændere. Han beskriver den franske provinsnostalgi og vinproducenternes evige jagt på at opnå appellation-contrôlée status og lægger samtidig en ironisk distance til sine egne amerikanske landsmænd og deres forkærlighed for stordrift. 

Dette giver bogen en stor grad af troværdighed, og ’Dødens vingård’ er lige så meget en skildring af livet i den franske provins som en krimi. Undervejs kom jeg således flere gange til at tænke på Marcel Pagnols bøger om Provence. Man behøver ikke være frankofil eller interessere sig for rødvin for at få fornøjelse af at læse ’Dødens vingård’ - men det hjælper. Jeg nød hver side af denne dvælende krimi, hvor det kriminelle og blodige er helt underspillet.