Bog

Dødens stemmer

Af (
2014
)

Anmeldelse

Dødens stemmer af S.J. Bolton

18 feb.15

Cambridge Universitet danner rammen om S. J. Boltons nyeste krimi, der bugner af mystik, uhygge og hemmeligheder der lurer lige under overfladen. En uhyggeligt veldrejet pageturner.

I den anden uafhængige bog i serien om kriminalbetjenten Lacey Flint, har Flint knapt nok nået at puste ud, inden hun er kastet ud i endnu en makaber sag. Som undercoverbetjent har hun ladet sig indrullere som studerende på det gamle hædersvundne universitet i Cambridge.  Alt for mange af universitetets kvindelige studerende har begået selvmord inden for de sidste år, voldsomme og bizarre selvmord, men ikke alarmerende nok til, at det lokale politi har reageret, da selvmorderne alle har haft psykiske problemer. Langsomt afsløres det dog, at der er flere ligheder mellem de dødes sidste dage i live. Flint får mistanke om, at der ikke er tale om selvmord , og til trods for at hun har fået ordre på kun at agere studerende og holde sig til at iagttage, begynder hun at snuse rundt. Den eneste på universitets område, der kender til Flints sande identitet, er psykiateren Evi Oliver, og de to kvinder forenes i en fælles kamp for at finde sandheden. En grum og yderst farlig sandhed der pludselig kommer lidt for tæt på.

Boltons talent for suspense er uomtvisteligt. Hun er en mester i sindrige plot og samtidig fremragende til at give sine karakterer dybde og liv. Lacey Flint er et særdeles interessant bekendtskab, hvilket man i den grad fik syn for i den første bog ’Rødt lys, stop’, som jeg fandt voldsomt spændende. I denne bog er der ikke skruet specielt ned for spændingen eller uhyggen, men den minder umiddelbart lidt mere om Boltons første og mere afdæmpede bøger: ’Offer’ og ’Slangehuset’. Sikkert på grund af de lokale (landsby)miljøer med dertilhørende mere eller mindre sære personager, der vrimler frem, hver gang der løftes en sten. Og så den der følelse af engelsk sendrægtighed. At der så pludselig optræder gyselige klovne med forvrængede ansigter og grimme gule tænder, gør da lige, at man giver et lille hop i sofaen. Det er i hvert fald noget, der kan få MIT hjerte til at galopere afsted, mens jeg skæver til de mørklagte kroge i stuen. Absolut anbefalelsesværdig hvis man elsker en god pageturner af en krimi.

Hvis man er interesseret i at se, hvordan ’Dødens stemmer’ kunne gøre sig på film, kan man prøve at søge bogens engelske titel (Dead Scared) på Youtube. Her kan man finde en såkaldt bogtrailer, der giver et ret hæsblæsende blik ind i bogens verden.

Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Mrs Robinson
Oversætter
Birgitte Jannerup
Faustnummer
51541006
ISBN
9788764507386
Antal sider
458

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer