Døden i Gentofte

Vi er i 70’ernes København og endnu engang i selskab med Sigøjner. Hvor ’Uskyld 1’ handlede om stoffer, kærlighed og en ung mand på vej til at blive mand, så er ’Døden i Gentofte’ en krimi.

’Døden i Gentofte’ er en hyggelig krimi, hvor tiden og tidsånden på mange måder spiller den største rolle. Ikke at plottet er ueffent, dog, men på sin vis er det ikke det, der driver historien frem. Ganske som i ’Uskyld 1’, så er der et godt drys erotik henover også. Helt i tidens ånd. Det er underholdende, det er 70’erne, det er Christian Møgeltoft i hopla.

Bogen starter med en lille krog, hvor vor hovedperson bliver belønnet for sin indsats af landets fineste – dernæst dykker vi ned i historien og finder Sigøjner arbejdende på et plejehjem. Her begynder historien for alvor. Vi bliver præsenteret for en finurlig bunke personer, og Sigøjners mistænksomhed bliver vakt, da en ældre dame på plejehjemmet pludseligt dør. Efter en guldøl og en bakke råt hakkekød fra Irma beslutter vor hovedperson sig for at kigge dødsfaldet nærmere efter i sømmene.

Det bringer Sigøjner til rigmandskvarteret i Gentofte, hvor han kommer i kløerne på en sexet, ældre overlæge – men også på tværs af en gruppe terrorister. Sjovt nok, så havde jeg helt glemt 70’erne var et årti, der var præget af voldsomme terrorhandlinger, men på Møgeltofts underfundige måde får vi en påmindelse om, at terror ikke er et nyt koncept

Møgeltoft formår i det hele taget på bedste vis at lade 70’erne siver ud af siderne. Sproget og replikkerne giver i hvert mig billeder af min tidlige ungdom. Skal man være lidt grov kunne man sige, at karaktererne er lidt karikerede her og der – ganske som i den første bog – men det virker til at underbygge stemningen. Det er næsten som at følge den gamle DR-serie ’En stor familie’ (med Søren Pilmarks lidt lumre karakter i en noget større rolle).

Det noget større klasseskel, der eksisterede i gamle dage får også en prominent plads. Kontrasterne mellem arbejderdrengen Sigøjner fra Nørrebro og overklassen med lange a’er i Gentofte er slående. Ikke mindst sidstnævntes syn på landets daværende statsminister, Anker Jørgensen, giver et mindre charmerende indblik i 70’ernes Danmark.

’Døden i Gentofte’ er en velskrevet roman, som er værd at læse, men det er ikke en typisk krimi. Den er på mange måder mere blød, end det vi er vant til. Så har man som læser lyst til en spændende historie uden tortur og blodsudgydelser, så er Møgeltoft værd at læse. Jeg var i hvert fald selv godt underholdt og ser frem til næste episode i serien om Sigøjner.