Bog

Det lille bageri på strandpromenaden

Af (
2016
)

Anmeldelse

Det lille bageri på strandpromenaden af Jenny Colgan

14 dec.16

Charmerende underholdningsroman, der med sin forudsigelige handling og søde hovedperson vil gå rent ind hos læsere, der holder af romantiske forviklinger.

En frisk start på livet er grundelementet for både handlingen og hovedpersonen Polly i denne lille hyggelige bog. Det starter dog ikke så hyggeligt. Polly har forladt sin mand og deres konkursramte firma.  Hun er først i 30’erne, fraskilt og uden børn. Nu skal hun starte forfra. Da hendes økonomi er i ruiner, må hun tage det hun har råd til, og hun flygter trods advarsler og sug i maven ud på en tidevands-ø i det sydvestlige England. 

Her finder hun en lille rotterede af en lejlighed. Den helt rigtige forstås, og snart er hun flyttet ind og møder hurtigt øens andre skæve personligheder.  Der er de hjælpsomme fiskere, der altid vil låne toilettet. Der er den meget sure bagerkone, der ikke kan bage, men samtidig er Pollys udlejer. Der er et spøgelse på kajen. En lille søpapegøje, dyrlægen og biavleren og mange flere. Her bor Polly og for at glemme sine sorger, kaster hun sig over sin yndlingshobby: at bage. Polly bager og bager med en beslutsomhed og en kreativitet, som hun ikke vidste, hun havde, og det går ikke ubemærket hen på den lille ø.

Hele persongalleriet og handlingen er en skøn blanding af det engelske, romantiske univers, som vi kender det fra filmene ’Notting Hill’ og ’Fire bryllupper og en begravelse’, og jeg kan sagtens forestille mig, at bogen bliver til en film. Læs bogen, hvis du trænger til en historie, du ikke skal forholde dig til, men bare kan nyde som en god kop kaffe med en croissant til. Der er opskrifter bagest i bogen, som du kan også fornøje dig med. Forside og titel holder hvad de lover: Godt selskab til en hyggelig weekend.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Ulla Oxvig
Faustnummer
52600154
ISBN
9788763846677
Antal sider
409

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer