De lyse nætters tid

Vi befinder os sidst i halvtredserne. Fjernsynet har lige vundet indpas, herrerne går med butterfly, og man er ved at udskifte de gamle hyggelige gadelygter med neonlys. Det er forår og de lyse nætters tid er lige begyndt.

Anbefalet af bibliotekar Niels Nobel-Jørgensen, Odense Centralbibliotek

Lån bogen på

Hen imod slutningen af Anders Bodelsens debutroman ”De lyse nætters tid” sidder de tre venner Kjeld, Torben og Johan og filosoferer over sommeren, der snart er forbi.
”Det er sært, som somrene bliver korte efterhånden” siger Johan eftertænksomt.
”Der var engang en sommer var en uendelighed af tid. Og nu … nu er sommeren bare et par gode aftner, en weekend, en nat. Før man rigtig får indstillet sig på den er den fløjet forbi, og man kan se stjernerne igen og sidde og citere Drachmann.”
Hertil svarer Kjeld med nyerhvervet indsigt: ”Sommeren går hurtigere. Men alting går lidt hurtigere, synes du ikke? For først gang finder vi ud af, at vi kan overskue den tid der i det hele taget kan tænkes at være til rådighed. Der er ikke helt så meget af den som vi troede engang.”
Ikke kun sommeren er ved at være forbi for de tre venner. Det samme er den ansvarsløse og forvirrede ungdomstid – især for hovedpersonen Kjeld.

Kjeld studerer jura, men i takt med forårets komme begynder han at føle sig låst fast og nærmest berøvet sin frihed. Han drømmer om at få tid og ”rum” – også til at skrive en roman.  Kjeld beslutter sig for at leve livet på sin måde og dropper såvel studierne og som værelset derhjemme hos forældrene. Han finder et lille loftskammer i fru Bergs pensionat, og da han ingen penge har, begynder han at lede efter et job. Først bliver han vikar på en skole, siden bud for en blomsterbutik, dernæst ferieafløser i et stormagasin. Ingen af stederne falder han til, og han føler gennemgående jobbene kedelige, ensformige og desuden dårligt lønnede. Arbejdet kommer til at fylde meget i hans liv. Også mere end han havde drømt om. Dog bliver der tid til andet.

Med sin filosoferende ven, Johan, diskuterer han politiske idealer og kommer rundt om livets store spørgsmål, mens han med sin anden ven, spradebassen Torben, slår sig løs og kaster sig ud i komiske og nærmest halsbrækkende eventyr.
Og så er der jo dét med pigerne. Omkring Kjeld møder vi den søde borgerlige Gitte, den følsomme og sprælske Nina og den viljestærke Lisbeth.

Kjelds forfattervirksomhed går det slet ikke med. Ligesom han har problemer med at finde sit eget ståsted, har han problemer med at finde såvel form som indhold på sit værk.
Så romanen bliver aldrig skrevet. Eller gør den? ”De lyse nætters tid” er skrevet som jeg-fortælling, og det er måske alligevel hans roman, vi sidder med? Er Kjeld i virkeligheden Anders Bodelsens alter ego? Nej, så simpelt er det ikke helt.
”De lyse nætters tid” er historien om en forkælet, idealistisk, usikker og forvirret ung student, der prøver livet uden eksaminer og forpligtelser og finder ud af, at han ikke egner sig til det. Han prøver at skrive en bog, men kan ikke få den færdig. Og han søger friheden og uafhængigheden og bliver bundet i stedet.

Fra at være nærmest irriterende og indbildsk, er Kjeld ved romanens slutning blevet mere afklaret og moden. Og han har lært at tage ansvar for sig selv og andre.

”De lyse nætters tid” er en let, fornøjelig - og lidt uregerlig generationsroman. Dens tidsbillede er stærkt, og dens tematik er ligeså relevant nu som dengang.. Af personerne står specielt pigerne skarpt tegnet. Beskrivelsen af den maniodepressive Nina er uforglemmelig.
Og den fine og indfølte beskrivelse af foråret og sommeren som billede på overgangen fra ung til voksen virker rigtig og overbevisende.

Ib Andersen har tegnet det dejlige, stemningsfulde omslag til den udgave af romanen, som jeg sidder med. Vi ser her en villavej oplyst af den lyse nattehimmel og af de bløde gadelygter. Det lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men denne forsideillustration nærmest suger læseren ind i bogens univers. Sjældent oplever man så stor overensstemmelse mellem omslag og indhold. Man kan næsten lugte forårsblomsterne og høre fuglenes forårssang! Vi er virkelig i de lyse nætters tid.

Gyldendal, 1971.  218 sider