Anmeldelse
Danske katastrofer af Rasmus Dahlberg
- Log ind for at skrive kommentarer
Gennemillustreret, velresearchet og lidt tør bog om danske katastrofer fra 1897 frem til 2001.
Rasmus Dahlberg er uddannet historiker og har udgivet en række historiske fagbøger. Men han har også undervist i og skrevet om katastrofer både som fiktion og faglitteratur, ligesom han sammen med Lars Vestergaard har udgivet en række krimier under pseudonymet Henrik Desmond.
Danske katastrofer er en grundigt researchet og gennemillustreret bog om 30 katastrofer på dansk jord eller med dansk medvirken fra jernbaneulykken i Gentofte i 1897 frem til flykatastrofen i Linate i 2001. I forordet forklarer Dahlberg, at han har valgt ikke at medtage fyrværkeriulykken i Seest i 2004, da den er grundigt beskrevet i hans bog fra 2012 100 års katastrofer.
Med så mange frygtelige begivenheder samlet i én bog er der risiko for, at en form for samlebåndsfornemmelse rammer under læsningen, selvom Dahlberg har forsøgt at give samtlige kapitler et menneskeligt ansigt ved at medtage udsagn fra vidner og overlevende til hver katastrofe. I sagens natur kan en bog om virkelige katastrofer heller ikke være opmuntrende læsning, og idet Dahlberg samtidig bestræber sig meget på at fremstille begivenhederne korrekt og objektivt, bliver fornemmelsen til tider meget lærebogsagtig under læsningen, og ønsket om at referere detaljer korrekt er til tider lige ved at overskygge læsbarheden.
Om det er etiske overvejelser, der ligger til grund for det, ved jeg ikke, men kapitlerne virker mere refererende end berettende og kunne ind i mellem godt bruge en bedre sproglig bearbejdning. Som for eksempel beskrivelsen af Skageraks forlis i 1966, hvor Dahlberg først i et afsnit lader en 13-årig dreng fra Rask Mølle berette om redningen for i næste afsnit at skrive, at der ombord på skibet også var en skoleklasse fra Rask Mølle. Mon ikke drengen kom herfra?
Når alt dette er sagt, synes jeg dog bestemt ikke, at Danske katastrofer er en dårlig bog. Dels giver den et indblik i, hvordan hver katastrofe har været med til at forbedre sikkerheden fremadrettet indenfor både skibs-, tog- og luftfart samt på farlige virksomheder, og dels fortæller den om – i hvert fald for mig – glemte katastrofer i Danmarkshistorien samt naturligvis også de nyere, som jeg selv kan huske.
Og hvis beskrivelserne af katastroferne til tider bliver lidt tekniske og gentagende, så giver bogens illustrationer klart udtryk for den gru og de menneskelige tragedier, hver enkelt begivenhed efterlod.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
Brugernes anmeldelser