Ceremonien

Den indianske Tayo kæmper som mange andre mod indre og ydre dæmoner efter på lige fod med de hvide at have deltaget i 2. verdenskrig.

Tayo bliver udskrevet fra et veteranhospital, hvor han har været indlagt i en længere periode. Han føler sig ikke rask og lider til stadighed af traumer fra krigen. Han har stor skyldfølelse, fordi han lovede sin moster at passe godt på fætteren Rocky og fejlede. Desuden er han så syg, at han ikke er til nogen nytte i husholdningen, hvilket kun forværrer hans skyldfølelse.

Der går ikke lang tid, før hans barndomsvenner regelmæssigt får ham med på drukture. De mindes gamle dage, hvor de blev betragtet som amerikanere, som nationale krigshelte. Tayo kan ikke håndtere vennernes ophøjelse af krigen og deres egen indsats. Det resulterer i et voldeligt opgør, hvorefter Tayos familie beslutter sig for, at de ikke længere vil ignorere hans tavse kamp mod indre dæmoner. De sørger for at bringe ham til en medicinmand, der skal hjælpe ham med at genfinde meningen med livet.

Der er ikke skrevet mange bøger om indianernes deltagelse i 2. Verdenskrig, så denne falder på et tørt sted. Tilbage i 1977 fik den en rigtig god og velfortjent modtagelse, og det skader bestemt ikke at forny dette bekendtskab. Fortællingen er spændende og viser, hvor hårdt det kan være at vende tilbage til en hverdag, der synes meningsløs, og hvor der ikke længere tages hensyn.

Tayo kan ikke finde sit ståsted i livet, og hans identitetskrise bunder ikke kun i krigen, men også i hans opvækst. Man får løbende små detaljer om barndommen, familierelationer og krigserfaring, der tilsammen danner et billede af det indre kaos, Tayo og andre i hans position kæmper med. Når det så bliver kombineret med alle de fordomme, familien og omgivelserne har til halvblodsindianere som Tayo og den sygdom, der løbende bortforklares som malariafeber og hedeslag, får man et skræmmende, realistisk billede af et helt folk og deres evige kamp og retfærdiggørelse for deres tilstedeværelse på det, de engang kaldte deres land.