Bundfald

Masser af stof til eftertanke og debat. Zornig og Lindholm har endnu engang, nu i en krimi, sat fokus på de svage og svigtede i samfundet.

Lisbeth Zornig har skrevet ’Bundfald’ sammen med sin mand Mikael Lindholm. Det er en fiktiv krimi, der fortæller om ulykkelige skæbner, men den er desværre alt for virkelig. En krimi om ”mord, magt, misbrug – og mønsterbrydere”. Det er ikke for sarte sjæle.  Bogen er et samlet mareridt af alt det vi frygter, alt det vi ønsker vil forsvinde, hvis bare vi kigger væk, og alt det vi ikke vil høre om, fordi det er for trist, at det findes.

Inspireret af Zornigs egen hårde opvækst med misbrug og vold fortæller ’Bundfald’ historien om Ronny, der bliver fundet død under mystiske omstændigheder i Nakskov, og hans søster, mønsterbryderen Malene i København, som prøver at opklare sagen. Hans død viser sig at have tråde til magteliten i Danmark, så det handler ikke kun om den sociale underklasse i udkanten.

Bogen har en del hovedpersoner, som alle har været udsat for groft misbrug i det meste af deres opvækst, uden der er nogen voksne, der har hjulpet dem. I deres voksenliv har de fundet sammen i en hemmelig gruppe, som de kalder “De Brændte Børns Familie”. Her kæmper de sammen en kamp for at tage hævn over de pædofile og hjælpe, der hvor systemet svigter. Men da de samtidig har deres egne personlige dæmoner at slås med, som følge af deres fortid, er deres alliance sårbar. De er heller ikke helt afklarede med, hvad deres strafudmåling skal indeholde, og det skaber splid.

Bogens handling er klippet godt og grundigt op og sat sammen i et kalejdoskop af personer og handlinger.  Det skal dog ikke afskrække nogen, da det fungerer godt.  ’Bundfald’ giver masser af stof til eftertanke og debat. Zornig og Lindholm har endnu en gang sat fokus på de svage og svigtede. Jeg gætter på, at Malene er en skygge af Zornig selv – en F#cking Bitsch fra Nakskov, der har klaret sig igennem, næsten. 

Bogen fungerer godt som krimi. Jeg blev dog træt af Malenes forbrug af mænd og sex. Det kan godt være, at hun er skadet af sin forfærdelige barndom, og har fundet en vej gennem nåleøjet, men for hvilken pris? Jeg tør næste ikke sige det, men jeg synes hun er selvoptaget. Det kan jo være fordi jeg, med Malenes ord, er en af de der kvinder, ”der har indrettet sig i et vatindpakket cremehvidt helvede i forstaden…”?

Læs bogen hvis du tør – Du kommer ikke uberørt igennem den.

Oprindeligt skrevet af hagmo, Litteratursiden.