Breve fra en kønsforræder

Kønsrolledebatten raser igen med fornyet energi og intensitet. Henrik Marstal har leveret et vægtigt slag i bolledejen i solidaritet med kvinderne.

Kære Henrik

Tak for dine breve. De har i den grad bragt mit sind i bevægelse og fået mig til at reflektere over de ting, jeg oplever og har oplevet i relation til kvinder, kønsroller, maskulinitet og alt det andet, du skriver om. Men lad mig indlede med at sige, at jeg finder din bog, som jo rummer de her ni breve til mig, meget meget vigtig i tidens kønsrolledebat, som ellers synes at stritte i alle mulige retninger. Og navnlig synes jeg, vi trænger til, at nogle flere mænd leverer nogle kvalificerede indspark (Hmm. Var det nu et sexistisk udtryk?). Så tak for det. Dine intentioner med bogen er også ret tydelige.

Lad mig også sige, at jeg ikke synes, du er en kønsforræder. Jeg ved godt, at der findes mænd, som vil betegne dig som sådan, men jeg accepterer dine intentioner om at være med til at skabe en verden, hvor mænd og kvinder er reelt ligeværdige. Det er en flot mission. Nej, jeg er ikke ironisk.

Jeg er imponeret over det store researcharbejde, du har lagt for dagen. Statistikker, litteratur, debatter osv har du endevendt for at kunne stå på fast grund med dine holdninger.

Der er dog en ting, der generer mig lidt. Du har skrevet brevene til mig; en heteroseksuel, hvid dansk mand, og i brevene gør du rede for de sexistiske overgreb, jeg og mine lige gør os skyldige i over for kvinderne. Nogle af dem kan jeg godt genkende hos mig selv. De ligger i, hvad jeg vil kalde den milde ende, ’mansplaining’, vittigheder og lignende, altså ikke der, hvor det bliver moralsk forkasteligt eller direkte kriminelt. Men det forekommer mig, at mange af de overgreb, du anklager mig og mine lige for, også udøves af mænd, der ikke tilhører vores privilegerede elite, mænd med en anden hudfarve f.eks.

En anden ting, jeg mangler i dine breve, er en redegørelse for, hvordan vi har opnået de privilegier. Globalt set er vi en minoritet, men det er sådan, som du skriver. Men et eller andet har vi gjort, der har skabt den succes for os. Vi er dem, der har opnået magt, indflydelse og succes. Hvordan er det lykkedes os? Vel ikke kun ved at undertrykke, latterliggøre og øve vold mod andre. Men så er det, den tanke dukker op: Hvorfor går de andre ikke bare hen og gør det samme? Kvinderne, dem med mørk hud, dem med en anden seksualitet? Skaber deres egne succeser? Går uden om os og skaber den verden, de ønsker, i stedet for at anklage os og kræve, at vi deler?

Jeg ved godt, at det ikke er den tanke, du ønsker at fremprovokere. Du ønsker en kvalificeret dialog på lige fod, og at vi, de privilegerede mænd, bliver bevidste om, hvordan vi agerer i forhold til kvinder, og begynder at ændre adfærd i den rigtige retning. I mit tilfælde har du i hvert fald sat en proces i gang. Man kan så diskutere, om den ensidige offerrolle, du tildeler kvinderne, tjener deres sag. Og om den alligevel er hele sandheden. Jeg tvivler slet ikke på, at de overgreb, du beskriver, holder vand, men jeg er usikker på, om det er den rigtige vej frem, du beskriver. Det må den kommende debat vise, for jeg mener, vi trænger til en konstruktiv debat om dette. Og jeg vil anbefale alle, uanset køn, at læse din bog og tage del i debatten i de fora, de nu magter det.

Venlig hilsen
Erling Lykke