Bog

Akkompagnatricen

Af (
1990
)

Anmeldelse

Akkompagnatricen af Nina Berberova

02 nov.04

"Jeg var 18 år; jeg var blevet færdig på konservatoriet - Jeg var hverken klog eller smuk; jeg havde ingen dyre kjoler og ikke noget fremragende talent - Kort sagt, jeg var ikke noget som helst.”


Anbefalet af bibliotekar Suzanne Bang, Horsens Bibliotek

 

Sådan lyder ordene fra den unge Sonja, som er hovedpersonen og fortælleren i romanen ”Akkompagnatricen”, skrevet af den russiske forfatter Nina Berberova.

Det er en bittersød historie om kærlighed, fjendskab, misundelse, afmagt og hævn.
Hovedpersonen Sonja er datter af en konservatorieuddannet pianistinde. Hun har aldrig kendt sin far, og både hun og moderen lever et trøstesløst liv i Rusland omkring 1900. Sonjas mor lever i skyggen af skammen over at være enlig mor, og skamfølelsen er også en del af Sonjas bagage.

En dag bliver Sonja engageret til at være akkompagnatrice for sopranen Marija Nikolajevna, som er en stjerne i svøb.
Marija har alt det Sonja ikke har, hun har et stort talent, personlighed, selvstændighed, og hun er smuk og venlig.
Sonja følger Marija og hendes mand Pavel fra Petrograd til Moskva for til sidst at ende i Paris. I takt med Marijas succes som kunstner og kvinde stiger Sonjas had til hende, og tanken om hævn over det uopnåelige bliver til en besættelse for Sonja.

I romanen er det Sonja, som fører læseren gennem denne historie om en stille eksistens. Romanen er skrevet i et letlæst sprog, men hvert ord og sætning står prentet med en krystalklar og meget visuel pen. Holder man af Herman Bang og hans stærke visuelle noveller om de stille eksistenser, vil man elske ”Akkompagnatricen”.
Romanen er skrevet i 1934 og er først oversat til dansk i 1989.

Filmen ”Akkompagnatricen” 1994 er blevet til på baggrund af Nina Berberovas roman.


På dansk ved Niels Brunse. Forlaget Per Kofod, 1989

Bogdetaljer

Forlag
Per Kofod
Faustnummer
07131232
ISBN
9788789007984
Antal sider
110

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer