Blog
At gispe efter vejret
En af Litteratursidens flittige ambassadører blogger om forskellen på at være "almindelig" læser og "professionel" læser, der læser for at fælde dom.
Først og fremmest en stor tak til litteratursiden for at udnævne mig til ambassadør for sitet. Det er en stor glæde at være en del af 'korpset' af kyndige og flittige brugere der skal arbejde på at udbrede kendskabet til siden. Jeg agter at gøre hvad jeg kan for at leve op til den nye forpligtelse!
Og hvem er jeg så? At jeg er ivrig og passioneret læser af alskens litteratur kan næppe overraske, men at jeg også har ladet passionen drive mig til at tage en kandidatgrad i litteraturhistorie er ikke nogen selvfølge. Det er imidlertid realiteterne og sidste sommer kunne jeg således glæde min gravide kæreste ved langt om længe at sætte det sidste punktum i min specialeopgave om Marcel Prousts På sporet af den tabte tid ved Aarhus Universitet. En timing der gjorde at både eksamensbevis og nyfødt datter flyttede ind i vores hjem på cirka samme tid.
Hvad kan monstro skabe mere mening for litteraturen end at dele den med andre? Efter mange års intense studier af benhård litteraturteori og knivskarp tekstanalyse var tiden moden for mig til at vende tilbage til dét der oprindelig førte mig i bøgernes favn. Derfor har jeg det sidste år været optaget af to projekter: hhv. opstart af en læsekreds der arbejder sig igennem På sporet af den tabte tid (og som også har til huse her på litteratursiden – klik her) samt koordinator i frivilligorganisationen ’Litterater til låns’. Sidstnævnte består af litteraturstuderende fra Aarhus, der, i samarbejde med bibliotekerne, formidler litteratur og litterære tendenser igennem udstillinger, avisartikler, blogindlæg, foredrag og lignende. En form for brobygning, kunne man kalde det, mellem universitetets litteraturforskning og bibliotekernes litteraturformidling. Og i sidste ende naturligvis med henblik på at give den almindelige læser nogle bedre muligheder for at gå til nyere og ældre litteratur på en kvalificeret måde.
Faktisk var jeg efter fem års studier (+ det løse) holdt op med at se mig selv som en almindelig læser. Hver gang jeg åbnede en tilfældig bog – om det så var Hanne Vibeke Holst eller Per Højholt – var mit blik ét der kom fra en professionel læser. Jeg læste ikke bøger for fornøjelsens skyld, nej, jeg dissekerede dem for at kunne fælde en (sandsynligvis) kynisk dom over dem. Mit indgående kendskab til alskens analytiske redskaber var i mange sammenhænge blevet en hindring for min oplevelse af litteraturen som en mellemmenneskelig faktor. Mine ubønhørlige smagsdomme har givetvis tjent til at skræmme både familie og venner væk fra læsningens vidunder og som litterat var min oprindelige passion i årenes løb blevet erstattet af en nedladende kynisme. Hvordan skulle jeg kunne ryste den akademiske strenghed af mig og genfinde den almindelige læser i mig selv? Svaret lå ligefor: Ved simpelthen at formidle mine læseerfaringer så bredt som muligt – ved at bryde ud af universitetets snævre litteraturcirkler.
Uanset hvor meget jeg i tidens løb har fordybet mig i langhåret litteraturteori, i forfatter-essays om skrivningens vidunder eller i beåndede poetikker om litteraturens omstyrtende kraft ender jeg altid med at stille mig selv de samme spørgsmål:
Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?
Og det er som om, det er undersøgelsen af dette underfundige mellemværende - mellem jeg'et og teksten - der driver mig fremad i forsøget på at forstå bare en brøkdel af livet i og omkring os. I den personlige læseoplevelse stråler litteraturens kraft og kritiske nærvær ud mod alle aspekter af menneskelivet. Læsningen er en katalysator for bedre at kunne begribe og bearbejde verden omkring mig.
Oftest er det det nære, det dagligdags, i bøgerne jeg læser, der får mig ud af kurs. I dét værk jeg altid vender tilbage til, På sporet af den tabte tid, er hverdagen fyldt med en sådan poesi og skønhed, der flyder ud over alle bredder og ender med at skabe en akut iltmangel på hver af værkets 3000 (!) sider. Litteraturen kan være så tæt, så intens, at man må gispe efter vejret. I de øjeblikke rører litteraturen ved noget der ellers er uhåndgribeligt. Det har taget mig en del år at forstå det, men den type oplevelser – hvor alting går i stå, og hvor kun ordene på siden lever – kan netop udvides og udfoldes ved at blive delt med andre. Ved simpelthen at bruge litteraturen som et mødested og ikke kun som et beskyttelsesrum (hvad jeg førhen primært opfattede den som).
Med det som udgangspunkt for mine skriverier her på litteratursiden håber jeg at kunne trække tråde fra min nære verden og ud til alt det litteraturen også sætter i spil. Trådene rækker ud til Proust, som går igen i nærmest alt hvad jeg foretager mig. Og de rækker ud mod et væld af andre modernister (Joyce, Woolf, Beckett, Kafka), som jeg flittigt læser. Men de rækker også ud mod temaer som ramler sammen med litteraturen: Søvn og litteratur, sygdom og litteratur, hverdagen i litteraturen og teknologien i litteraturen – og alle de steder hvor litteraturen møder sin grænse. For ja, den findes faktisk. Min egen den går her, for jeg vil ikke skrive mere i denne præsentation, men kun opfordre til at læse med og komme med kærlige eller kritiske kommentarer hvis det er passende. Jeg ser frem til arbejdet som ambassadør!
En af Litteratursidens flittige ambassadører blogger om forskellen på at være "almindelig" læser og "professionel" læser, der læser for at fælde dom.
Først og fremmest en stor tak til litteratursiden for at udnævne mig til ambassadør for sitet. Det er en stor glæde at være en del af 'korpset' af kyndige og flittige brugere der skal arbejde på at udbrede kendskabet til siden. Jeg agter at gøre hvad jeg kan for at leve op til den nye forpligtelse!
Og hvem er jeg så? At jeg er ivrig og passioneret læser af alskens litteratur kan næppe overraske, men at jeg også har ladet passionen drive mig til at tage en kandidatgrad i litteraturhistorie er ikke nogen selvfølge. Det er imidlertid realiteterne og sidste sommer kunne jeg således glæde min gravide kæreste ved langt om længe at sætte det sidste punktum i min specialeopgave om Marcel Prousts På sporet af den tabte tid ved Aarhus Universitet. En timing der gjorde at både eksamensbevis og nyfødt datter flyttede ind i vores hjem på cirka samme tid.
Hvad kan monstro skabe mere mening for litteraturen end at dele den med andre? Efter mange års intense studier af benhård litteraturteori og knivskarp tekstanalyse var tiden moden for mig til at vende tilbage til dét der oprindelig førte mig i bøgernes favn. Derfor har jeg det sidste år været optaget af to projekter: hhv. opstart af en læsekreds der arbejder sig igennem På sporet af den tabte tid (og som også har til huse her på litteratursiden – klik her) samt koordinator i frivilligorganisationen ’Litterater til låns’. Sidstnævnte består af litteraturstuderende fra Aarhus, der, i samarbejde med bibliotekerne, formidler litteratur og litterære tendenser igennem udstillinger, avisartikler, blogindlæg, foredrag og lignende. En form for brobygning, kunne man kalde det, mellem universitetets litteraturforskning og bibliotekernes litteraturformidling. Og i sidste ende naturligvis med henblik på at give den almindelige læser nogle bedre muligheder for at gå til nyere og ældre litteratur på en kvalificeret måde.
Faktisk var jeg efter fem års studier (+ det løse) holdt op med at se mig selv som en almindelig læser. Hver gang jeg åbnede en tilfældig bog – om det så var Hanne Vibeke Holst eller Per Højholt – var mit blik ét der kom fra en professionel læser. Jeg læste ikke bøger for fornøjelsens skyld, nej, jeg dissekerede dem for at kunne fælde en (sandsynligvis) kynisk dom over dem. Mit indgående kendskab til alskens analytiske redskaber var i mange sammenhænge blevet en hindring for min oplevelse af litteraturen som en mellemmenneskelig faktor. Mine ubønhørlige smagsdomme har givetvis tjent til at skræmme både familie og venner væk fra læsningens vidunder og som litterat var min oprindelige passion i årenes løb blevet erstattet af en nedladende kynisme. Hvordan skulle jeg kunne ryste den akademiske strenghed af mig og genfinde den almindelige læser i mig selv? Svaret lå ligefor: Ved simpelthen at formidle mine læseerfaringer så bredt som muligt – ved at bryde ud af universitetets snævre litteraturcirkler.
Uanset hvor meget jeg i tidens løb har fordybet mig i langhåret litteraturteori, i forfatter-essays om skrivningens vidunder eller i beåndede poetikker om litteraturens omstyrtende kraft ender jeg altid med at stille mig selv de samme spørgsmål:
Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?
Og det er som om, det er undersøgelsen af dette underfundige mellemværende - mellem jeg'et og teksten - der driver mig fremad i forsøget på at forstå bare en brøkdel af livet i og omkring os. I den personlige læseoplevelse stråler litteraturens kraft og kritiske nærvær ud mod alle aspekter af menneskelivet. Læsningen er en katalysator for bedre at kunne begribe og bearbejde verden omkring mig.
Oftest er det det nære, det dagligdags, i bøgerne jeg læser, der får mig ud af kurs. I dét værk jeg altid vender tilbage til, På sporet af den tabte tid, er hverdagen fyldt med en sådan poesi og skønhed, der flyder ud over alle bredder og ender med at skabe en akut iltmangel på hver af værkets 3000 (!) sider. Litteraturen kan være så tæt, så intens, at man må gispe efter vejret. I de øjeblikke rører litteraturen ved noget der ellers er uhåndgribeligt. Det har taget mig en del år at forstå det, men den type oplevelser – hvor alting går i stå, og hvor kun ordene på siden lever – kan netop udvides og udfoldes ved at blive delt med andre. Ved simpelthen at bruge litteraturen som et mødested og ikke kun som et beskyttelsesrum (hvad jeg førhen primært opfattede den som).
Med det som udgangspunkt for mine skriverier her på litteratursiden håber jeg at kunne trække tråde fra min nære verden og ud til alt det litteraturen også sætter i spil. Trådene rækker ud til Proust, som går igen i nærmest alt hvad jeg foretager mig. Og de rækker ud mod et væld af andre modernister (Joyce, Woolf, Beckett, Kafka), som jeg flittigt læser. Men de rækker også ud mod temaer som ramler sammen med litteraturen: Søvn og litteratur, sygdom og litteratur, hverdagen i litteraturen og teknologien i litteraturen – og alle de steder hvor litteraturen møder sin grænse. For ja, den findes faktisk. Min egen den går her, for jeg vil ikke skrive mere i denne præsentation, men kun opfordre til at læse med og komme med kærlige eller kritiske kommentarer hvis det er passende. Jeg ser frem til arbejdet som ambassadør!
Kommentarer