27 jul.12

Blog

At gispe efter vejret

Kommentarer

40 kommentarer
AfCamilla Bundgaard
søn, 05/08/2012 - 16:48

Tak for gode pointer vedrørende distinktionen mellem "en almindelig læser" og "den professionelle læser". Jeg fornemmer, at du er bevidst om, at det selvfølgelig er arketyper, som de færreste kan kategoriseres under, når det kommer til stykket :) 

Jeg ser frem til at høre mere om dine projekter og reflektioner om de forskellige positioneringer, vi mennesker har (mere eller mindre bevidst), når vi begiver os ind i litteraturens verden.

I den forbindelse er det et relevant spørgsmål, du fremhæver:

Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig? 

Denne intertekstualitet er i mine øjne, det som nødvendiggør litteratur, lægger sine hænder om én - og får én til at gispe efter vejret. 

Tak for indblikket!

Mange hilsener Camilla

Forresten så smitter din entusiasme for Marcel Proust, så nu overvejer jeg kraftigt at vente med at påbegynde 1Q84 (3. bind), putte Nicole Krauss' Great House on hold og kaste mig over På sporet af den tabte tid.

Mit dilemma er hermed blevet større. Hvilket luksus problem :)

 

 

AfJacob Ulrich
tir, 07/08/2012 - 21:59

Som svar til af Camilla Bundgaard

Camilla, tak for dine kommentarer. Og ja, jeg er bevidst om det arketypiske i de to læsertyper. I langt de fleste tilfælde, og nok især her på litteratursiden, overlapper de to positioner. Jeg håber at mit indlæg også demonstrerer en væsentlig pointe for mig, nemlig at vi kan bevæge os mellem forskellige læsertyper i forskellige sammenhænge.

I øvrigt har jeg lige læst om din forelskelse i Franzens 'Korrektioner' og jeg genkender i høj grad følelsen og derigennem ængstelsen ved at begynde det nye værk 'Frihed'. Hvad hvis det ikke er på niveau? Og hvad hvis den nye roman forstyrrer oplevelsen af den første? Derfor får ’Frihed’ lov til at blive på reolen lidt endnu...

Har du i øvrigt læst Franzens essaysamling ’How to be alone?’ (’Hvordan man er alene?’)? Jeg er i gang med den i øjeblikket og fascineres især af essayet ’Why bother?’ hvor romanforfatterens rolle i en mere teknologi- og medieorienteret virkelighed undersøges. Og her skriver Franzen bl.a. også lidt om forestillingen om en skare af ’almindelige læsere’:

”To the extent that novelists think about audience at all, we like to imagine a ’general audience’ – a large, eclectic pool of decently educated people who can be induced, by strong enough reviews or aggressive enough marketing, to treat themselves to a good, serious book. We do our best not to notice that, among adults with similar educations and similarly complicated lives, some read a lot of novels while others read few or none.” (p.75)

Franzen finder frem til at den seriøse, samfundsrelevante og sociologisk undersøgende litteratur er blevet erstattet af ’moderne teknologier og medier’ og at det nok er der fortidens ’læsere’ nu er søgt hen:
”The big, obvious reason for the decline of the social novel is that modern technologies do a much better job of social instruction. Television, radio, and photographs are vivid, instantaneous media. [...] The writer of average talent who wants to report on, say, the plight of illegal aliens would be foolish to choose the novel as a vehicle. Ditto the writer who wants to offend prevailing sensibilities.” (p.65-6)

Om Franzen har fået ret i sin udlægning (essayet blev skrevet i 1996) er en større diskussion, naturligvis. Jeg tænker at jeg en af dagene forfatter et lille indlæg hvor ’Korrektioner’ kommer under luppen og hvor Franzens essaysamling sikkert også inddrages. Håber du vil læse med – og god fornøjelse med dine egne skriverier her på siden. Jeg glæder mig til at følge med. 

AfCamilla Bundgaard
ons, 15/08/2012 - 20:04

Som svar til af jacob.ulrich

Det er en interessant pointe, at vi bevæger os mellem forskellige læsertyper i forskellige sammenhænge. Måske bevæger vi os endda mellem forskellige læsertype indenfor den samme sammenhæng?
 
Jeg fandt dette skønne citat (som dog på ingen måde nærmer sig Piet Heins højder) på nettet:
Det er skrevet af P.L. Travers, Mary Poppins mor.
 
A writer is, after all, only half his book. The other half is the reader and from the reader the writer learns.
 
Citatet mindede mig om, hvordan jeg selv læser bøger - og oplever dialektikken mellem at være læser og (forhåbentlig kommende) forfatter. 
 
Der er dog ingen tvivl om, at jeg nyder bøgerne mere, når jeg indtager den umiddelbare læserposition. Når jeg læser bøgerne med forfatterøjnene, så analyserer jeg en masse ting, som "bremser" mig i min læseoplevelse - men som så giver mig utrolig meget, når jeg sidder foran computeren og skriver på min roman.
 
Jeg glæder mig til at læse din blog om Korrektioner. 
 
Mange hilsener
Camilla
 
Ps. Jeg har bladret "How to be alone" igennem en gang, men kan faktisk ikke på stående fod skille de forskellige noveller fra hinanden. Jeg var på det tidspunkt også stadig i Korrektioner-mode, så næste gang jeg giver mig i kast med Franzen, må jeg indsætte en tidsmæssig "buffer" - lig den du også praktiserer mellem hans to store romaner.

AfMargrethe Johansen
lør, 04/08/2012 - 11:38

 

 

AfMargrethe Johansen
tor, 02/08/2012 - 15:50

Tak Jacob for dit lidt nærgående :-) spørgsmål, som jeg ikke kan få ud af hovedet og som, jeg forsøger at besvare efter bedste evne: "Hvad har det betydet for dig at opdage at Gud ikke kun er god?"

Jeg fik først et chok - det er efterhånden mange år siden nu - da jeg i MIT spejlbillede opdagede, at mine forældre var svagelige, fejlbarlige og dødelige. Siden er det heldigvis gået støt fremad med at lære at acceptere denne kendsgerning. En udvikling, der forhåbentlig fortsætter.....

Om jeg oplever samme frygt, når det virkelig går op for mig, at Gud har tilskyndet til at dræbe, ved jeg ikke.......

AfPeter Simon Jensen
ons, 01/08/2012 - 22:09

.

AfLouise Kjærgaard
ons, 01/08/2012 - 13:30

Kære Jacob

Det bliver en fornøjelse fortsat at følge dig her på Litteratursiden (også). Du har, som altid, mange spændende betragtninger og vedrørende spørgsmål til litteraturen.

At vi tiltrækkes de samme områder indenfor litteraturvidenskab, skyldes måske årelang overensstemmelse mellem pensums. Alligevel er det uncanny hvor omfattende sammenfaldet af tanker er (fristes til at lave smiley).

Glæder mig til at læse mere fra din hånd.

Hov...og så vil jeg på det varmeste anbefale dit essay Drømmeprismet, som kan findes på din blog.

 

Kh. Louise

AfJacob Ulrich
lør, 04/08/2012 - 10:11

Som svar til af Faldorf

Kære Louise

Tusind tak for din kommentar. Jeg ser også frem til at følge dine skriverier - og kan allerede nu glædes over din egen fremragende ambassadørpræsentation! Du har givetvis ret i at ligheden mellem vores præsentationer skyldes pensumsammenfald. Uanset om vi begge forholder os lidt kritisk til den 'professionelle' litterat har studiet alligevel givet nogle afgørende indsigter som det - i hvert fald for mit vedkommende - er svært at se bort fra, og som jeg dybest set sætter rigtig stor pris på.

God skrivelyst her på siden :) 

AfMichael Linde Larsen
ons, 01/08/2012 - 11:44

Tak for et fint indlæg, Jacob. Jeg synes det var meget interessant at læse dine betragtninger omkring dine litterære studier kontra det at læse romaner til privat brug. Det er nemlig ikke første gang, jeg er stødt på den holdning at alt for indgående studier af litteraturen kan kaste et næsten kynisk skær over ens læsning, som det kan være svært at ligge fra sig senere hen.

Selv havde jeg en oplevelse i starten af mit bibliotekariske liv, som var en øjenåbner for mig, og som altid har fulgt mig.

Da jeg startede min første læsekreds op på et lokalt bibliotek i Odense, var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe den litterære snak an. Men jeg var i hvert fald helt overbevist om, at vi sammen skulle arbejde os hen mod en litterær forståelse af de læste værker. Det var jo den måde jeg havde mødt litteraturen i min skoletid. Så til det formål fremstillede jeg en lettere litterær analyse, som blev omdelt og som det var meningen vi skulle tage udgangspunkt i.

Men...det vidste sig meget hurtigt, at der lå en sådan kraft i de personlige læseoplevelser, at den litterære analysemodel ofte blev en bremseklods i snakken. Dermed ikke sagt, at vi ikke bevægede os hen mod en størrer litterær forståelse. For det gjorde vi. Men udgangspunktet blev i den personlige læseoplevelse, og hvad den havde gjort ved os. Derfor kan jeg rigtig godt li' dit spørgsmål: Hvad vil jeg med litteraturen og hvad vil den med mig?

Det er også med det udgangpunkt i det tankesæt at læseklubberne på literatursiden er startet op. Her må man meget gerne skrive sine personlige oplevelser ned, uden at de nødvendigvis er funderet i en litterær analyse. Men man må også meget gerne bruge en litterær analyse til at åbne op for værket. Det ene behøver ikke udelukke det andet.

Og så kan jeg glæde dig ved, at skrive, at jeg flere gange har læst dit indlæg for at få pointerne med (ganske som et godt værk:-)) Er også rigtig glad for formuleringen: at bruge litteraturen som et mødested og ikke kun som et beskyttelsesrum. Det er nemlig sådan det skal være! og super dejligt, at du bruger litteratursiden som et litterært mødested.

PS. "På sporet af den tabte tid" står hver eneste dag og kigger på mig nede på hylden ved bogstavet P. Endnu har jeg aldrig læst denne "bibel". Men...din begejstring har i hvert fald skubbet mig i retningen af at gøre det en dag!

 

AfJacob Ulrich
søn, 05/08/2012 - 11:13

Som svar til af Michael Linde Larsen

Tak for dine meget velvalgte kommentarer, Michael.

Jeg frygter lidt at mine bemærkninger om 'den professionelle' læsning kan blive opfattet som en kritik af det jeg har lært igennem mit studie - og det var egentlig ikke hensigten. Dit eget eksempel med læsekredsen der først rigtig blev levende da analysemodellerne blev lagt på hylden, tror jeg er genkendelig for mange - og også undertegnede. Selvom min interesse for litteraturen for alvor blev vakt i gymnasietiden, så husker jeg alligevel litteraturundervisningen som en lidt for 'skematisk' tilgang til de fortællinger, som for mig havde et enormt nærvær. Det var som om litteraturen ikke fik lov til at klinge i lyset af den personlige læseoplevelse, og at den frugtbare forbindelse, der får ordene til at blive 'eksistentielle' slet ikke blev italesat.

Det var til gengæld dét jeg oplevede da jeg endelig begyndte på min bachelor i litteraturhistorie. Her mødte jeg litterater der åbnede teksterne for mig, ved bl.a. at introducere eksotiske læsemetoder som fx. fænomenologisk analyse og dekonstruktion. Og pludselig lærte jeg hvordan litteraturen - selv ned i dens mindste bestanddele - kunne være politisk. Theodor Adornos lille essay 'Punctuation Marks' er fx en højst personlig refleksion over tegnsætningens betydning for den virkelighed litteraturen formidler. Helt nede på mikroniveau er de sproglige valg vi træffer med til at afsløre og bestemme vores verdenssyn. I følge Adorno, i hvert fald....

Når jeg alligevel mener at have fået en mere kynisk måde at læse på, igennem mit studie, så skyldes det givetvis ikke de tekstanalytiske metoder jeg har lært at anvende, men derimod fornemmelsen af at alt hvad jeg læste også skulle bruges til noget. Al min læsning var baseret på at jeg potentielt kunne bruge det til en opgave, artikel, anmeldelse eller lignende. Al 'lystlæsning' var allerede på vej til at blive 'pligtlæsning'. Og det har sikkert affødt kynismen, når dét jeg læste viste sig ikke at være værd at beskæftige sig med. Hvis jeg læste en dårlig roman havde jeg trangen til alligevel at skrive noget meningsfuldt om den - og langt hen ad vejen er det en ret udmattende øvelse. Nu, hvor studiet ikke stiller krav til mig mere, er det nemmere at stoppe læsningen, hvis en bog viser sig ikke at leve op til mine forventninger. Og det er faktisk herligt befriende!

Du skal i øvrigt være hjerteligt velkommen i Proustlæsekredsen. Vi afslutter ganske snart nyoversættelsens fjerde bind: 'I skyggen af unge piger i blomst 2', hvor Marcel for alvor får åbnet øjnene for livets visuelle aspekter.

AfMargrethe Johansen
tir, 31/07/2012 - 19:47

Tillykke Jacob Ulrich med datter, eksamen og nu ambassadør-jobbet:-)

Jeg kan godt genkende det fremmedgørende i at bruge en universitetsjargon i en tekst og har bestræbt mig på at skrive et mere mundret dansk, selv om det ikke altid er dækkende.

Med mellemrum tænker jeg også på, hvorfor jeg læser?
Jeg læser for at blive klogere på livet og på andre mennesker og i sidste instans på mig selv. Der er så mange 'verdner' jeg ikke kender til og som i bøgerne er spændende at få indblik i. Her på litteratursiden har jeg læst flere klassiske værker, som har bidraget med større indsigt og som jeg dagligt har glæde af.

Det sidste lille års tid har jeg læst i Biblen. Og efter at have læst en trediedel, er jeg blevet overrasket over, hvor mange fordomme jeg sidder inde med. Jeg skal undlade at lufte alle mine fordomme, kun fortælle at jeg var/er overrasket over, at Gud kan være ond. Og at Gud kan fortryde. Jeg troede - som barnet - at Gud er god. Og jeg troede - som barnet - at Gud var voksen og tog ansvar. Begge dele er forkert.

I 1. Samuelsbog kap. 15.3 opfordrer Gud Samuel til at beordre Saul at angribe og dræbe amalekitterne, fordi amalekitterne nægter hans folk gennemrejse, da det israelittiske folk kommer fra Ægypten. En ond handling.

Gud kan også fortryde. Gud fortryder, at han gjorde Saul til konge på folkets opfordring, fordi Saul har været ulydig og tog krigsbyttet til sig selv i stedet for at ofre det til Herren.

.

Inspirerende at læse din begejstring for På sporet af den tabte tid - "..at ordene på siden lever - kan netop udvides og udfoldes ved at blive delt med andre.." - et "mødested" er livsbekræftende:-)

 

(Jeg har lyst til at tilføje, at man er forfatter hvis/når man selv føler det.)

 

 

AfJacob Ulrich
ons, 01/08/2012 - 09:41

Som svar til af Margrethe

Mange tak for kommentarerne. Det lyder til at motivationen til at læse kommer fra samme sted for vores vedkommende. Grundlæggende en lyst til at blive klogere på sig selv og sin omverden - og at finde det 'resonansrum' til fordybelse som litteraturen også er.

Det er meget inspirerende at høre dine betragtninger over bibellæsningen. Jeg havde selv en ambition om at følge bibellæsekredsen her på siden, men blev opslugt af min 'På sporet'-læsekreds (et værk som nogle jo også opfatter som en 'bibel'). Dine kommentarer understreger for mig en væsentlig pointe, nemlig at vi skal huske at genlæse de værker vi troede at kende. Kun derved kan vi bryde med de fordomme vi uvægerligt opbygger med tiden. Hvad har det betydet for dig at opdage at Gud ikke kun er god? Er der en trøst i at selv 'den øverste myndighed' er fejlbarlig? Eller afføder det en form for angst?

Da Marcel, i På sporet af den tabte tid, opdager sine forældres svaghed og dødelighed afføder det umiddelbart en stor sorg for ham, men i samme instans et pludseligt klarsyn, en første mulighed for selv at være et menneske. En mulighed for at se sig selv uafhængigt af forældrene. Måske det er det samme frigørende potentiale der ligger i bibelens fejlbarlige Gud. 

AfMargrethe Johansen
ons, 01/08/2012 - 16:14

Som svar til af jacob.ulrich

Jeg har i formiddag spekuleret på, hvordan jeg dog skulle redde min i går lidt forhastede kommentar, om at "Gud er ond". Gud er naturligvis ikke ond. Men handlingen at tilskynde til drab er ond. Gud er god og jeg elsker ham. Jeg er i mange situationer blevet hjulpet - formentlig af Gud - hvor jeg ikke forventede det. Så tak, Jacob fordi du gav mig mulighed for at uddybe og redigere.

Måske kan man godt klippe navlesnoren til sine forældre, mens man sørger over at have mistet dem? Selv klippede jeg desværre navlesnoren til mine forældre senere.

Men når det er sagt, ved jeg ikke, om jeg klipper navlesnoren til Gud. Jeg har været ude af folkekirken nogle år og det var ikke nogen succes. Så jeg er spændt på, hvad læsningen af Biblen fører med sig:-)

Jeg glæder mig - som altid - til at læse dine kommentarer

AfJacob Ulrich
lør, 04/08/2012 - 10:36

Som svar til af Margrethe

Margrethe, jeg undskylder hvis mit spørgsmål angående Guds potentielle ondskab blev for nærgående. Det skyldes nok at jeg ikke selv betragter mig som troende og derfor tillader mig at betragte bibelen og dens fortællinger i et sekulært lys. Gud er for mig et billede på de autoritære, magtfulde, kontrollerende - men også omsorgsfulde og beskyttende - skikkelser i vores liv. Og for mig gør det ikke teksten mindre kraftfuld. Tværtimod er det ved at læse den som en menneskelig fortælling at den får sit nærvær for mig. Uden at jeg dog vil sige at jeg 'kender' bibelen.

Jeg tror ikke der er noget endegyldigt svar på hvornår 'navlesnoren' bør klippes. Peer Hultberg, som jeg er ved at læse, lod 'bruddet' finde sted efter sin egen død. De to tekster, 'Brev' og 'Selvbiografi', er udkommet posthumt og deri er der vel nok en makaber pointe. Den ultimative selvstændiggørelse finder sted i døden. Det besværlige er så at finde frem til det livsbekræftende i den konstatering. Jeg håber at Hultberg kan hjælpe mig i den henseende.

AfMargrethe Johansen
lør, 04/08/2012 - 11:39

Som svar til af jacob.ulrich

No problem Jacob - du kender mig jo ikke - og ved ikke, hvordan jeg har det med Gud. Det ved jeg sådan set heller ikke selv. Det er jeg først ved at finde ud af.  Jeg er opvokset med religiøse tanker - forlod dem sammen med andre gamle 68ére - og er vendt tilbage til Biblen i håb om at blive klogere.....

Og ja, jeg kan sagtens genkende: "..de autoritære, magtfulde, kontrollerende - men også omsorgsfulde og beskyttende..." billeder fra min egen verden/læs:barndom. Spørgsmålet for mig er så, hvordan jeg læser Biblen i dag?

Ja, du har ret. Man bliver aldrig for gammel til at klippe navlesnoren:-) Måske skulle jeg - når jeg har læst Biblen - læse Hultberg? Pyha.. Tanken giver mig næsten åndenød...."Den ultimative selvstændiggørelse finder sted i døden. Det besværlige er så at finde frem til det livsbekræftende i den konstatering"

man, 30/07/2012 - 07:29

Jamen så håber jeg, at et af dine forsætter bliver en ærlig vurdering af selvudgiverne, for hidtil har vi været ofre for fordomme og mærkværdigheder. Jeg, der bl.a. har udgivet 12 bøger på SAXO.com, regnes f.eks. ikke for forfatter, men bruger, og det er jeg ærlig talt temmelig knotten over.

Afgrete jørgensen
tir, 31/07/2012 - 15:28

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Må jeg blande mig? Godt.

Jeg forstår ikke helt hvad denne debat går ud på. Ihvertfald ikke hvis den handler om mere end om man kaldes Bruger eller Forfatter her på Litteratursiden?

Hvilken forskel er der på en Bruger og en Forfatter på denne side? Jeg finder det ok, at det er forfatteren der diskuterer en bog der er til debat, HVIS han/hun er forfatter til den. I andre sammenhænge er det ikke særlig vigtigt om man kaldes det ene eller det andet. På netop Litteratursiden er det vel debatten i sig selv der er vigtig? Og ikke hvad den enkelte er af profession? Eller har jeg misforstået noget?

 

 

 

tir, 31/07/2012 - 20:59

Som svar til af moldt

Hvad er det, der forvirret dig? Forskellen er da til at tage og føle på, når folk kan skrive og udgive flere bøger, men alligevel ikke få status af forfatter. Det er diskrimination, så det batter.

Afgrete jørgensen
tir, 31/07/2012 - 22:26

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Hvis en bog er til debat her på siden, så er det da debatten der er vigtig. Ikke hvilken jobstatus man har.

Jeg tror ikke jeg forstår dig. Hvad mener du med at: "forskellen er til at tage og føle på"? HVOR er det du vil kaldes forfatter? Og hvorfor er det vigtigt. Og for hvem er det vigtigt?

ons, 01/08/2012 - 03:40

Som svar til af moldt

Tja, da jeg får bibliotekspenge, så har jeg altså status af forfatter, ligegyldigt hvordan man vender og drejer sagen. 

Enhver kan være "bruger", blot ved at gå ind på et bibliotek, men at blive forfatter kræver en noget anden indsats end som så - ikke sandt?

I øvrigt: jeg er i mit elskværdige hjørne i dag og vil derfor tilskrive dig en større viden og indsigt, end du selv giver udtryk for.

Vis flere
Log ind for at skrive kommentarer