De østtyske forfatteres modtagelse af murens fald, debatter om litteraturen mellem Øst og Vest og efterlysningen af den “store Wende-roman” – alt det bliver du klogere på i Miriam Gebauers artikel om tysk litteratur før, under og efter murens fald.
Af Mirjam Gebauer, lektor institut for kultur og læring, AAU
Murens fald er først og fremmest blevet et tema inden for østtysk litteratur. For det meste var det forfattere med baggrund i det tidligere DDR som kredsede om den historiske begivenhed. Det afspejles af den kendsgerning, at det først og fremmest var blandt de tidligere DDR-borgere, at tilværelsen gennemgik en eksistentiel omvæltning. Inden for et kort tidsrum gik et helt samfund - uventet for de fleste - over til en ny orden som de tidligere DDR-borgere ikke havde nogen erfaring med. Bøger skrevet af vesttyskere om murens fald såsom Günter Grass’ 'En længere historie' (1995) eller Sven Regeners 'Herr Lehmann' (2001) forblev undtagelser.
Østtyske forfatteres reaktion på murens fald
Det stod ikke klart i starten, men det viste sig senere, at murens fald den 9. november 1989 var begyndelsen til den tyske genforening, som formelt og festligt fandt sted den 3. oktober 1990. Dette skete dog ikke fra begyndelsen af “die Wende”. I et kort tidsrum fra den 9. oktober til den 9. november skete en utrolig samfundsforandring. Disse fire uger huskes af mange som et magisk, åbent og utopisk øjeblik, hvor socialistiske reformer forekom som en mulighed hvilket tilsyneladende bragte DDR-borgerne tættere på den ‘sande socialisme’ end nogensinde før. På den største, ikke statsligt initierede demonstration i Berlin den 4. november 1989, holdt kendte DDR-forfattere, kunstnere og intellektuelle, blandt andre Christa Wolf, Heiner Müller og Christoph Hein, taler foran folkemængden på Alexanderplatz.
Christa Wolf lovpriste den “revolutionære bevægelse” som havde “befriet sproget”, og hun brugte konsekvent “vi” for at beskrive oplevelserne med "die Wende". Hun så dermed sig selv som en del af folket på gaden - for første og sidste gang, skulle det vise sig. Mens menneskene på gaden viste fantastisk stor glæde over murens fald, stod den østtyske intellektuelle elite med skepsis og bekymring over for den uventede begivenhed, netop fordi den umuliggjorde socialismens reformering. Allerede i slutningen af november 1989 så østtyske kunstnere og intellektuelle sig således nødsaget til at forfatte teksten “For vort land” i hvilken de advarede om et “udsalg af vores materielle og moralske værdier” og plæderede for opretholdelsen af et selvstændigt DDR som “socialistisk alternativ til BRD”.
Spaltningen mellem folket og forfatterne tydeliggøres også i det mest kendte digt om "die Wende" og foreningsprocessen, skrevet af en af de mest kendte DDR-forfattere, Volker Braun i anledning af valutaunionen den 1. juli 1990. Valutaunionen indebar introduktionen af den vesttyske valuta “D-Mark” i stedet for DDR-“Mark”. Samtidigt var privatiseringen af de hidtil folkeejede virksomheder i fuld sving. Udviklingen handlede om at afskaffe, hvad der var hjertet i det socialistiske samfund: den folkeejede ejendom af produktionsmidler. Passende dertil bærer Brauns digt den nøgterne titel: “Das Eigentum” (“Ejendommen”), mens indholdet bærer en følelse af fortabthed og desperation. Digtet starter med den melankolske konstatering: “Da bin ich noch: mein Land geht in den Westen” (“Der er jeg endnu: mit land går i Vesten”). Senere reflekterer digtet over forfatterens paradoksale position: på den ene side at være kritisk overfor for DDR-styret, men samtidig at føle sig hægtet af udviklingerne efter 9. november: “Ich selber habe ihm den Tritt versetzt. / Es wirft sich weg und seine magre Zierde.” (“Det var mig selv der gav det [DDR-styret] sparket. / Det [DDR] kasserer sig selv og sin magre pryd.”) Denne fornemmelse var repræsentativ for mange østtyske forfattere og intellektuelle, som var dybt engageret i den fredelige revolution, men for hvem murens fald ikke var en ny begyndelse, men først og fremmest enden på håbet om realiseringen af socialistiske reformer.
Litteraturstriden mellem Øst og Vest
I årene mellem 1945 og 1989 havde der altid været et overlap mellem østtysk og vesttysk litteratur. Især blev mange DDR-forfattere udgivet og læst i Vesten. Forfattere som Christa Wolf, Heiner Müller og Christoph Hein havde et stort publikum i Vesttyskland. Nogle forfattere der ikke måtte udkomme i DDR, udkom i BRD som f.eks. Wolfgang Hilbig. Andre forlod DDR med deres litterære debuter der handlede om DDR’s virkelighed, såsom Uwe Johnson og Monika Maron. Især tvangsudstationeringen af den kritiske sanger og digter Wolf Biermann førte til en masseflugt af kunstnere og intellektuelle, deriblandt Sarah Kirsch, Reiner Kunze, Thomas Brasch, Manfred Krug og andre.
Mens der under DDR-styret herskede en livlig grænsetrafik, opstod der i sommeren 1990 en litteraturstrid mellem vesttyske litteraturkritikere og en af de mest kendte DDR-forfattere, Christa Wolf. Anledningen var udgivelsen af Wolfs selvbiografiske fortælling 'Was bleibt' (1990) der omhandler en dag i forfatterens liv i 1979 og den traumatiserende oplevelse af at blive observeret af Stasi. Kritikken gik på at Wolf gennem udgivelsen på netop dette tidspunkt, fremstillede sig selv som offer for DDR-styret, hvilket blev anset for opportunistisk. Litteraturstriden gik i 1992 ind i anden fase da to unge forfattere, der tilhørte Prenzlauer Bergs subkulturelle scene, blev afsløret som uofficielle Stasi-medarbejdere (IM’s).
Dette førte til spørgsmålet om hvorvidt hele den subkulturelle scene var gennemsyret og endda opretholdt af Stasis aktiviteter. Denne formodning blev brugt som litterært stof i Wolfgang Hilbigs roman 'Ich' (1993). Litteraturstriden kom til sin sidste fase, da også Christa Wolf og Heiner Müller blev afsløret som IM's. DDR-litteraturen blev ramt i sin kerne og der blev sat spørgsmålstegn ved dens moralske integritet. Christa Wolfs IM-virksomhed var dog meget kortvarig og lå årtier tilbage og hun havde ikke voldt skade mod nogen: Ligeledes havde Müller brugt kontakt til Stasi til at hjælpe unge DDR-forfattere. I sidste ende stod spørgsmålet, ”Was bleibt”? Dvs. hvad bliver der tilbage af DDR-litteraturen. Var den kun del af et “kulturbeskyttelsesområde” som Karl Heinz Bohrer formulerede det eller havde den en selvstændig betydning og værdi efter DDR’s endeligt?
Diskussionen fik en ny drejning med bidrag fra litteraturkritikerne og kulturdebattørerne Frank Schirrmacher (i FAZ) og Ulrich Greiner (i Die Zeit) da de ikke længere tog en position i Vest mod Øst-debatten, men inddrog hele den tyske litteratur. Schirrmachers bidrag fik demonstrativt titlen: 'Afsked med Bundesrepublikkens litteratur', og med dette mente han en afsked med den tyske efterkrigslitteratur og dens “holdningsæstetik”, som Greiner kaldte det. Dette henviste især til de forfattere der startede deres litterære karriere som pristagere af litteraturnetværket Gruppe 47, såsom Günter Grass, Martin Walser, Siegfried Lenz, Heinrich Böll, der havde været toneangivende i tysk litteratur efter 1945. Som med DDR-litteraturen, delte disse forfattere forestillingen om forfatteren som 'samfundets kronikør' og moralske instans i politisk engagerende litteratur.
I sidste ende var det samme model som den officielle DDR-kulturpolitik krævede af DDR-forfatterne, bare med den afgørende forskel, at forfatterne her skulle være det socialistiske samfunds avantgarde og ikke styrets dårlige samvittighed. Uønskede sandheder om eksempelvis miljøets katastrofale tilstand under DDR og andre 'real-socialistiske' problemer var ilde set. Med disse forbehold var den grundlæggende tilgang til litteraturens funktion den samme i Øst og Vest. Greiner og Schirrmacher plæderede for at forfatterne i både Øst og Vest, nu efter Murens fald kunne starte på en frisk. Hen imod en kunstopfattelse hvor det litterære værk ikke er forpligtet på noget andet end sin egen æstetik. Patrick Süskinds roman 'Parfumen' (1985) er med sin postmoderne skrivemåde et fremtrædende eksempel, da den på dette tidspunkt, var et særsyn i tysk litteratur.
Wende-romaner: DDR, murens fald og genforeningen i litteraturens spejl
Når man tager litteraturkritikernes opgør med holdningsæstetikken og den politisk engagerede efterkrigslitteratur i betragtning, så forekommer det noget paradoksalt, at journalister efter murens fald ihærdigt efterlyste den “store Wenderoman”. Det handlede om at den ultimative politiske, historiske og mediale begivenhed skulle gengives på en måde hvori alle tyskere kunne genfinde deres egen erfaring.
De fleste forfattere opfattede dette krav som et uhensigtsmæssigt og forfejlet pres. Således ytrede Brigitte Burmeister i 1995: “Jeg håber at kategorien ‘Wende-romanen’ der blev skabt af litteraturkritikken snart går til grunde af afkræftelse og sætter min bog fri igen.” Hendes roman 'Unter dem Namen Norma' (1994) forekommer ellers som prototypen for en kritisk Wende-roman, da værket omhandler et østtysk ægtepar, der i sidste ende splittes grundet forskellige holdninger til tiden efter murens fald. Manden rejser til Vesten for at arbejde og bliver integreret i det kapitalistiske samfund, mens konen (jeg-fortælleren) bliver tilbage i den forfaldne beboelsesejendom i øst-Berlin, hvor hun nostalgisk bevarer erindringerne om DDR og reflekterer over problematiske forhold i den nye tid. Ægteskabets fallit i 'Unter dem Namen Norma' forekommer som en ironisk og kritisk kommentar til politikernes tale i den tyske genforeningsproces om at nu skulle det der hørte sammen, vokse sammen.
Denne desillusionerede skildring af den nye hverdag efter Wende og murens fald findes i flere romaner. Deriblandt Jens Sparschuhs lille satiriske roman 'Der Zimmerspringbrunnen' ('Værelsespringvande'”,1994) og Ingo Schulzes succesroman 'Simple Storys' (1998). Samme kritiske grundtone ses i Christa Wolfs roman 'Medea - Stemmer' (1996), dog med den forskel at Wolf klæder de aktuelle konflikter i det genforenede Tyskland og især angrebene på hendes person som angivelig “DDR-statsdigterinde” i et antikt stof, en fortællestrategi som hun allerede havde valgt i fortællingen 'Kassandra' (1983).
Når man nærlæser de bøger, der er blev betegnet som “Wende-romaner”, så er det overraskende nok, ikke selve begivenhederne omkring murens fald der skildres. Derimod er fokus på de vanskeligheder der opstod under genforeningsprocessen og den nye hverdag som DDR borgerne blev kastet ud i - og ikke mindst den marginalisering, som mange østtyskere oplevede. Derfor fylder 'ostalgien', det nostalgiske blik mod DDR tiden også en del. DDR-fortiden forekom pludselig som meget lang tid siden, selv om der kun var gået omkring fem år.
En sand game changer i den forholdsvis tidlige litterære bearbejdelse af Wende og murens fald er Thomas Brussigs roman 'Helte som os' (1995), som i sin groteske humor, satiriske blik og grundlæggende figurkonstellation i høj grad er influeret af Philipp Roth’s roman 'Portnoys genvordigheder' (1969). Titlen på Brussigs roman henviser til det faktum at Leipzig, der var udgangspunkt for den fredelige revolution, en overgang blev betegnet som “helteby”. I romanen sætter Brussig et kritisk spejl op imod østtyskernes selvbillede som et modigt folk der skulle have væltet muren. I modsætning til mange andre Wende-romaner, anlægger Brussigs bog også et meget kritisk og desillusioneret blik på de utopiske ideer der fyldte debatten mellem 9. oktober og 9. november, og især Christa Wolf rettes der en meget satirisk og kritisk humor imod. Hendes tale 4. november på Alexanderplatz, gengives i hele dens længde, men betegnes som typisk “kunstskøjteløbertræner-tale”, idet Wolf af protagonisten forveksles med DDR-kunstskøjteløber-stjernen Katharina Witts træner Jutta Müller. Wolf står repræsentativt for den ældre garde af DDR-forfattere der opfattede sig selv som systemkritiske, men som anklages for at bidrage til at opretholde selv samme system.
Brussigs roman skiller sig ud ift. andre Wende-romaner, idet det er selve murens fald der fylder i romanen. Hovedfiguren, den usympatiske Stasi-elev Klaus Ultzscht præsenteres, i stil med Forrest Gump, som et “missing link” for Murens fald: en begivenhed som ikke blev frembragt af et modigt folk, men snarere af en sammenkædning af mere eller mindre tilfældige omstændigheder. I sine senere værker som I den korte ende af Sonnenallee (1998), som blev filmatiseret i 1999 og i hans mest omfangsrige værk 'Wie es leuchtet' (2002), forbliver Brussig tro mod samme emne og bliver ved med at skrive om DDR-fortiden og genforeningsprocessen. Dog skrues der ned for den kritisk-satiriske tone og op for en pop-litterær og letfordøjelig fortællemåde, som allerede kan spores i 'Helte som os'. Indholdsmæssigt og stilmæssigt kom der flere efterfølgere. F.eks. i Jana Hensels, Falko Hennig, Jakob Heins og andre unge forfatteres bøger om deres liv i DDR. På trods af kritikken af DDR-systemet blev der konstrueret en positiv østtysk identitet.
Brussig er den eneste kendte forfatter der ytrede sig positivt om genre-betegnelsen “Wende-roman” og han forsøgte at indløse genren i sit store, kalejdoskopagtige værk 'Wie es leuchtet' (2002), der grundlæggende fremstiller Wende- og genforeningsprocessen i et positivt lys. I værket optræder mange figurer fra Øst og Vest, derunder politikere og andre kendte skikkelser fra både DDR og BRD og der stiles efter et helhedsbillede som både øst- og vesttyskere af forskellig herkomst og politisk kulør skulle kunne genfinde deres skæbne og perspektiv i.
Ingo Schulzes monumentale brevroman 'Neue Leben '(2005) kan ses som en modsætning til den forsonende og underholdende bearbejdning af DDR-historien og genforeningsprocessen. ’Neue Leben’ går i dybden med den mentale forandring i skæbneåret 1989/90 i skildringen af en avisforlægger i den østtyske provinsby Altenburg. I kontrast til dette værks minutiøse fremstilling af forandringen, er Schulzes roman 'Adam og Evelyn' (2009) skrevet med lettere penselstrøg og med et gennemgående paradis-motiv hvor et østtysk par i sommeren 1989 står over for en vanskelig beslutning. Dette sker, da de rejser på ferie ved Balaton-søen i Ungarn og grænsen til Østrig lige pludselig åbnes. Muligheden for at vælge det samfundssystem de vil leve i er pludselig åbent. Et valg der forsvandt et par måneder senere, gennem murens fald, hvor der ikke længere var et alternativ.
Schulze har optrådt lige siden som en kritisk samfundsdebattør og som en af dem, der gennem årene har gjort opmærksom på de neoliberale tendenser i samfundet, der for mange at se tog dets begyndelse i tabet af den socialistiske utopi.
Mens man i 1990erne gik ud fra at temaerne: DDR-fortiden, murens fald og genforeningen på et tidspunkt ville være udtømte, viser tiden efter 2000, at forfatterne har svært ved at blive færdige med dem. DDR-tiden har vist sig at være et nærmest uudtømmeligt fortællerum som hele tiden afføder nye fortællinger i både litteratur og film.
Disse fremstillinger af DDR støder på opmærksomhed og anerkendelse i hele Tyskland. Dette viser eksemplerne på tre betydningsfulde romaner om DDR der alle tre modtog den mest betydningsfulde tyske litteraturpris “Deutscher Buchpreis”. Det drejer sig om Uwe Tellkamps Tårnet (2008), Eugen Ruge I tider med aftagende lys (2011) og Lutz Seiler Kruso (2014). Endelig bør Clemens Meyer nævnes, der i romanerne Dengang vi drømte (2006) og 'Muret inde' (2013) forener fremstillingen af hårde sociale realiteter, med en innovativ skrivemåde og stiller skarpt på de gennemgribende sociale forandringer i 1990ernes Leipzig.
I lyset af de aktuelle diskussioner om samfundsudviklingen i Tyskland og især den bekymrende manifestation af højreekstremistiske kræfter i Østtyskland, forekommer det sandsynligt at DDR, murens fald og genforeningsprocessen fortsat vil fylde i litteraturen. Det er sandsynligt at stadig nye generationer af forfattere vil give deres bud på disse begivenheder og tilføje flere nuancer til dem.
Litteratur
Arnold, Heinz Ludwig (red.): DDR-Literatur der neunziger Jahre. Text + Kritik Sonderband, 2000.
Burmeister, Brigitte: “Haben Sie noch die Mauer im Kopf, Frau Burmeister” (interview med Dorothea von Törne), Der Tagesspiegel, 9.11.1995.
Gebauer, Mirjam: Wendekrisen. Der Pikaro im deutschen Roman der 1990er Jahre. Wissenschaftlicher Verlag Trier 2006.
Gebauer, Mirjam: “Blinde werden sehend. Mythos Mauerfall und Thomas Brussigs Roman Wie es leuchtet”, i: Edgar Platen und Martin Todtenhaupt (red.), Mythisierungen - Entmythisierungen - Remythisierungen: Zur Darstellung von Zeitgeschichte in deutschsprachiger Gegenwartsliteratur, München, s. 25-38.
Goldbæk, Henning og Steen Klitgård Povlsen (red.): Tysk litteratur efter murens fald. Ni essays. Syddansk Universitetsforlag 2006.
Greiner, Ulrich: “Die deutsche Gesinnungsästhetik”, Die Zeit, 2.11.1990.
Schirrmacher, Frank: “Abschied von der Literatur der Bundesrepublik”, FAZ, 2.10.1990.
Kommentarer