Vi må være som alt
vi må være som himlen
og lyset gennem den
sivende med åbne kærtegn
over de skiftende
landskaber
vi må være som alt
som solen og den faldende regn
som bjergtoppenes isblå vinde
og skyernes skygger over græssets groen
(uddrag)
’DER er bøger, der er gode og glimrende og fremragende, og der er bøger, der bare er mirakler' - så enkelt og ligetil skriver Lars Bukdahl i Weekendavisen d. 28. april 2006 om genudgivelsen af Henrik S. Holck's debutdigte fra 1978. En genudgivelse, der udkommer på Holcks eget forlag.
Digtsamlingen 'Vi må være som alt' skrev Henrik S. Holck, da han var blot 16 år gammel.
Debutdigtene var, sammen med Michael Strunge og F. P. Jac's debutbøger, med til at markere starten på den 80'er-poesi, som hurtigt manifesterede sig som et generationsudtryk, der tog afstand fra modernitetens mål og midler.
Alligevel ligner Holck ikke sine unge kolleger fra 80'erne. Samlingen er, hvad forfatteren selv betegner som et 'naturevangelium' med det budskab, at ødelægger vi naturen, ødelægger vi os selv. Et budskab, som stadigvæk er aktuelt - måske mere end nogensinde.
Med genudgivelsen var også det litterære tidsskrift 'Standard' en tur i arkiverne for at kaste endnu et blik på 80'er-generationens Holck-legende. Jakob Østergaard Nielsen kalder 'Vi må være som alt' for et overset hovedværk i nyere dansk poesi, og betegner Henrik S. Holck som 'den ukronede digterkonge'.
Men hvad har han dog lavet de mange år, ham Henrik S. Holck? Og hvorfor forsvandt han bare?
Holck gik på Kunstakademiet, malede og spillede. Udgav endnu en digtsamling i 1988 - 'Kærlighed på 3 uger'. Et par år senere udkom novellesamlingen 'Fortæl mig alt Suzi'. En tredje samling digte er undervejs.
Man fornemmer både hos Holck selv, men også blandt de anmeldere som roser digtsamlingen nok engang her ved genudgivelsen, at den litterære verden måske vendte ham ryggen. Med til den historie hører vel også det faktum, at Holck har holdt lange pauser i sit forfatterskab - 10 år uden et litterært produkt er længe.
Maleriarbejdet fylder den overvejende del af Holck's tid idag. Derudover har han etableret forlaget Edition Holck.
Nu har du på eget forlag genudgivet din debutbog - hvordan er det at stå ved sin bog efter så mange år?
Det er udmærket at stå ved min bog, den var en bevidst handling, skabt tidløs - og skulle ikke være et politisk farvet projekt, bortset fra sit aktuelle grønne budskab. Naturen er vor sidste tilflugt. Og det mener jeg selvfølgelig stadig, set i lyset af den globale miljø-ødelæggelse.
Debutbogen var en kærlighederklæring til livet eller hvordan?
Ja, så absolut var den en kærlighedserklæring til livet.
Hvordan forholder du dig til det du skrev dengang med nutidens optik?
Et menneske har en indre kerne, der forbliver den samme, som guddommen repræsenteret i mennesket - men det udvikler sig konstant, nye celler inkarnerer hvert sekund, og efter 7 år er hele organismen udskiftet - det eneste permanente er altså individets jeg-bevidsthed, og jo mere stædigt konservativt man fastholder et bestemt selvbillede, ja jo mindre tillader man udvikling forandring, alt er i uafbrudt forvandling, også vor identiteter på rejse.
Måske læserne gerne vil vide om du opfatter dig mere som maler end forfatter?
Jeg er hverken mere eller mindre forfatter, billedkunstner eller musiker - jeg har altid været det hele samtidig - men jeg vil sige, at det er ikke altid det hele er i 'udbrud' samtidig.
Hvad er du i gang med lige for tiden?
Jeg har flere projekter bl.a. Andersen-romanen, men det vil de næste par år jo komme til at vise.
Tre af mine eventyr kan høres på www.atelierbro.dk - og jeg påtænker at udgive hele samlingen på E-bog.dk.
Der er en forbindelse mellem mine digte til alle tider - men ellers er hver bog, et selvstændigt værk, en egen verden med sin egen stil, fra gang til gang, noget der sikkert vil falde anmelderne for brystet.
Det samme kan man se i min billedkunst - jeg holder mig søgende.
Se Henrik S. Holck malerier her.
Kommentarer