Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Svend Åge Madsen har fødderne solidt plantet i den århusianske muld, men hans udsyn er trods byens bakkede landskab ganske vidt. I fortællingens verden har man et ståsted, til man vælger et nyt.
Nok har vi her i landet en række af museer og seværdigheder knyttet til litteraturens verden – man kunne nævne H. C. Andersen Museet i Odense og baronesse Blixens fødehjem Rungstedlund – men hvad med den litterære vandretur? Hvor man i Dublin, som James Joyce elskede så højt, kan følge i fodsporet på hans berømte romanfigur Leopold Bloom, og hvor man i London kan vælge en regnfuld og tåget skumringstime til at opleve byen set med mesterdetektiven Sherlock Holmes øjne, ja… så må man her i landet kigge langt efter den form for kulturel motion.
Nu er den slags vandreture som oftest dedikeret til afdøde kunstnere, men hvis man skulle give et bud på et forfatterværk, der kunne danne basis for en sådan tur i Århus og omegn, ville det være oplagt at pege på en i høj grad levende kunstner, nemlig Svend Åge Madsen, i hvis værker den såkaldte Smilets By ofte danner ramme om fortællingen.
Her på siden figurerer forfatteren faktisk selv med et bidrag om, hvorfor Århus bliver ved med at dukke op i hans bøger, en fin lille artikel, man med fordel kunne bruge til en selvguidet tur gennem Madsens Århus, og så måske på turen slå et smut forbi biblioteket og låne en af hans mange bøger, f.eks. ét af hans hovedværker, At fortælle menneskene, som vi i nærværende artikel vender tilbage til.
Fra avantgarde til god fortælling
Svend Åge Madsen (f. 1939) anses i vide kredse for at være en af Danmarks største nulevende forfattere, og der hersker da heller ikke tvivl om, at han har et imponerende værk bag sig, fra de første eksperimenterende og avantgardistiske til de senere mere fortællende og derfor også mere bredt læste bøger.
Centralt i Madsens værker løber der to spor: en interesse for videnskab og teknologi, som sikkert har rødder i forfatterens uafsluttede universitetsstudier i matematik, fysik, kemi og astronomi, og som til tider giver sig udslag i elementer af science fiction i dennes bøger; og endvidere en interesse for menneskets eksistentielle vilkår, eller nærmere hvordan vi som mennesker skaber vores tilværelse igennem en række af fortællinger, og bliver til i mødet med andres fortællinger.
Dette fokus resulterer hos Madsen ofte i beskrivelsen af opdigtede samfundsformer, som værkernes karakterer må forsøge at forstå og agere i – en spidsfindig måde at stille spørgsmål ved vort eget samfund på.
At fortælle verden
Som nævnt er Svend Åge Madsens romaner igennem forfatterskabet blevet mere og mere centrerede omkring den gode fortælling, men de er dog stadig yderst komplekse og har ofte et stort persongalleri, hvoraf nogle af karaktererne går igen i de forskellige romaner. Således også i At fortælle menneskene fra 1989, hvor intet mindre end 126 forskellige karakterer optræder. Og nok er værket udstyret med en genealogisk oversigt over de mange personer, men det er stadig op til den enkelte læser at holde styr på de mange sammenstød og sammenhænge, som disse indgår i.
At fortælle menneskene er henlagt til Århus, men breder sig igennem fortællingen ud til at ville overskue den menneskelige verden som sådan, en bevægelse som opstår i forholdet mellem bogens to centrale personer drengen Tøger Vendor og pigen Ikona Skovslet. Ikona er en vanskabning, hvis forældre siden hendes fødsel har holdt isoleret fra omverdenen for at skåne hende for den erkendelse, at hun er abnorm.
Den kunstige verden hun har levet i bryder sammen, da Tøger - som er ulykkeligt forelsket i den mystiske pige, som ingen har set – sniger sig ind i hendes hus og overrasker hende. Alt hvad Ikona hidtil har kendt falder sammen omkring hende, og Tøger må nu – på foranledning af Hr. og Fru Skovslet – forsøge at bygge hendes verden op igen ved at fortælle hende om menneskene.
Hvorledes denne fortælling udvikler sig skal her lades usagt, men lad os dvæle lidt ved karakteren af de fortællinger som Tøger begiver sig af med. For Tøger overlades alene med ansvaret for at forklare verdens beskaffenhed for Ikona, og da han på grund af sin unge alder har en begrænset viden om denne, må han supplere med halve sandheder, overhørte udsagn og fri fantasi. Som man kan forestille sig, kommer der med et sådant udgangspunkt nogle ganske interessante historier for dagen.
På denne måde skriver Svend Åge Madsen sig ind i en litterær tradition, som man f. eks. kender den fra Jonathan Swifts (1667-1745) Gullivers Rejser (1726), hvor den udenforståendes blik på en fremmed verden tjener som satirisk billede på vor egen verden. Madsen bruger Tøgers naive ståsted til at stille spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi har valgt at fortælle om vores verden, og til at skabe satire over vore mange handlinger og skikke.
En anden oplagt parallel er Madsens amerikanske samtidige, forfatteren Kurt Vonnegut (f. 1922), der også benytter sig af genkommende karakterer og elementer af science fiction i sine spraglede og postmoderne romaner. Hos Vonnegut er det et tilbagevendende trick at lade den fiktive forfatter Kilgore Trout skrive fortællinger om rumvæsener, der enten forundres over menneskenes adfærd eller på satirisk vis udlever menneskelignede aktiviteter. Er man blevet grebet af Madsens At fortælle menneskene skulle man måske give Vonnegut en chance.
Og sådan, kære læser, kom vi fra Århus og lidt omkring.
Kommentarer