Friværdi er titlen på forfatteren Peter Christensen Teilmanns 3. digtsamling, der udkom tidligere i år. Men det er ikke en friværdi i traditionel forstand forfatteren opererer med i denne samling portrætter af mennesker ’fanget i ubevogtede øjeblikke’.
Her fortæller han om, hvordan han har bearbejdet begrebet friværdi, så det giver afkast i en lyrisk sammenhæng. Bliv klogere på denne udvalgte lyrikers arbejdsmetoder og inspirationskilder og få samtidig et spændende indblik i de fortællinger og værdier, der ligger til grund for nogle af digtene i Friværdi.
Friværdi?
Hvorfor har du kaldt denne digtsamling for ’Friværdi’? I hvilken betydning skal ’friværdi’ forstås?
Ja, det er jo en belastet betegnelse. Og derfor skiller den også vandene. Det er ikke friværdi i den normale og økonomisk forstand, vi bruger. Altså som noget vi, hvis vi ejer vores bolig, derved vinder hævd på at profitere os igennem. Det er heller ikke en simpel kritik af den samfundstruktur, der ligger bag og som højt og helligt priser den spekulation i økonomisk egennytte, som er forudsætning for friværdien. Alt det er sådan set med og indarbejdet i Friværdi. Men dertil kommer, at det hele vendes på hovedet og at betegnelsen bruges om andre zoner af vores tilværelse, end den der kan stå i skøder og skattepapirer.
Hvad der normalt opfattes som det, der tynger og binder og river livet fra hinanden, bliver her til en form for friværdi, til noget man kan binde livet op på og nyde godt af. Jeg søger altså at give ord til de eksistentielle indsigter og sociale tilstande, der er forbundet med at leve med noget, der ikke kan lægges om eller indfries, når man ellers mest ønsker sig det; men som samler sig på langs af tiden og pludselig bryder frem og slår ud som noget helt andet. Det kan være frygtligt alvorligt at beskæftige sig med den slags, men også det modsatte, hvis man holder ved. Og det er jeg glad for at anmelderne har haft øje for. Og så er det med friværdier af forskellige slags jo kun en del af det hele.
Mange af digtene har en samfundskritisk vinkel og tone. Man fornemmer en form for kulturel selvkritik og en kritik af den måde vi anbringer vores gamle, ignorerer de sociale udstødte og betragter 2. generationsdanskerne på. Fortæl mig om din mening med dette og måske noget om dine holdninger?
Jo – nu er det vigtigt at understrege, at der er mange andre typer repræsenteret i Friværdi end lige dem, der hører til socialt og kulturelt udsatte grupper. Og der er samfundskritik i digtene; det er vist slet ikke så ualmindeligt i den her tid. Altså at det politiske dukker op i lyrikken. Men det sker på mange forskellige måder. Det her er så let at mene alt det rigtige om, og så svært at gøre det rigtige over for.
Tilfældigvis er der netop i dag (23. maj 2007), hvor vi laver dette interview, en forespørgselsdebat i Folketinget omkring Ældreplejen. Den ældrepleje som 'bliver dømt på fodfejl' i Friværdi. Ordførerne taler for eller imod de ældres frie valg, effektivisering af anvendte midler og resurser osv., altsammen til gavn for den enkelte bruger og borger. Og noget af det kan helt sikkert være rigtigt. Men så sidder man, hvis man selv har den mindste kendskab til fx. ældrepleje, tilbage med den der fornemmelse af, at vi i vores kultur, i hvert fald i dens offentlige diskussion af den, har tabt respekten for det, der skal til for at vise social empati og tro på menneskelig værdighed, selv i de mest ydmyge og ydmygende situationer.
Hvis Friværdi gør noget, så er det ikke at sætte den gode mening op over for den dårlige handling, eller hylde 'dem' og kritisere 'os', altså sådant sort-hvidt. Friværdi afsøger måske snarere de zoner, som nok har konkrete politiske og sociale udtryk, men først og fremmest hvor 'vi' og 'de' er ord og fænomener om ikke uden betydning så i forandring. Ikke i en eller anden illusorisk eller social-ideologisk forstand, men som besværlige og omkostningskrævende udvekslinger af empatiske resurser, man ellers helst ser sig fri for at trække på. Hvis det er noget, er det en opfordring til at opdage værdien af, at man styrker sin egen evne til at se på sig selv som fremmed, og på en fremmed som om han kunne være en selv. Med den fremmede mener jeg ikke blot ham fra en anden del af verden, fra en anden kultur osv.; men også, hvis man er ung, den gamle, og, hvis man er gammel, den unge. Og den her form for social empati kræver, at man når det er nødvendigt tør opholde sig tæt på de situationer eller punkter i tilværelsen, hvor de levende og de døde passerer hinanden og hilser på hinanden, som den svenske digter Tomas Tranströmer har sagt det. Men det kræver også evnen til at turde forestille sig, hvad alting bliver med tiden. Tage Skou-Hansen har bygget et helt forfatterskab op på den vision: at man også er, hvad man vil. Jeg prøver så at fremstille situationer, hvor man pludselig ser sig selv i en anden, fx. den gamle på plejehjemmet, eller ser sig selv blive det, som man ikke vidste man ville eller skulle komme til at blive.
Enghavevej, København V, april 2006
Nede i gården står de store slidte hunde
og galper ud af begge ender.
Aggressionen står, det er det samme hvert år,
som en mørnet vasketøjssnor,
der strammes op når sommertiden starter
og pisker i blæsten senere på sæsonen.
Outcast på søndagsvisit på Enghavevej.
I stuen sidder en formummet familie
og giver sig ud for hinanden
og dét, de ikke forstår. At gøre sig fremmed to steder,
så man ikke ender med at hade ungdommen
gennem alderdom og den gennem sine børn.
Det sidste møde er aldrig for sent,
men det rummer den første afvisning i sig,
og fraværet er aldrig dobbelt.
Din vilje er blevet tavse vers,
der ikke vil vælte.
Nu er spørgsmålene en spændetrøje, og vi –
vi må have ren røv at trutte i:
Att ta bort det,
allt som jag vet inte är sant
Gennem hele digtsamlingen leger du med sproget. Omskriver faste vendinger, bruger overraskende sprogbilleder, giver kendte institutioner nye navne, indskyder stumper af radiohits osv. Kan du fortælle om måden hvorpå, du arbejder med sproget? Hvordan er dine arbejdsmetoder og hvad er dine overvejelser?
Ja, det er jo her det brænder på for en lyriker, her det for alvor bliver sjovt. De enkelte digte er portrætdigte, har lige som en hovedfigur. Men der indgår flere stemmer i det enkelte digt og mange former for sprog og udsagn. I samme digt kan optræde højpandede litterære referencer, mærkelig nye ord, et barn, måske noget ens eget barn har sagt, en remse man har hørt igen og igen komme ud af munden på ham på gaden, der går rundt og er fortabt i sig selv, kaostisk kancellisprog fra en statslig embedsmand, akademisk vokabular, tågesnak osv.
Men sprogvalget skal hver eneste gang have hold i verden uden for sproget og lyrikken, ellers redigeres det væk igen. Et sigende eksempel er fra digtet, der er dateret 'Kerteminde, juni 2004'. Her optræder Else Marie Pade, der er konkretmusikken og den elektroakustiske musiks grand old lady. I digtet hedder det:
Inde i radiumhuset, på knæ, Sidder tonehovedet Else Marie Pade Og piller ved universets lyde. Alderdom blir til aldermos blir til aldersmod. Falder uden at favne, nu og nårsomhelst. Uhørt i sin egen fortid.
Bare for at antyde, hvordan teknikken korresponderer med tema og portræt: Pade var netop uhørt i sin egen fortid. Da hun udøvede sin mærkelige kunst dengang i 1950erne, var hun uhørt og ilde set i Danmark. Det ændrede sig siden. Men det betød bl.a. at hun i en lang årrække måtte arbejde i Danmarks Radio, i radiohuset. Det samme sted, hvor man årtier senere, oppe i vores tid, begyndte at sende programmer med titler som netop Radium på DRs P2. Radium tager sig af alskens elektronica og har været medvirkende til at Pades geniale univers har fået nye lyde at gå på. Radium er jo så i øvrigt også et grundstof, der er meget reaktionsstærkt og forvandlingsvillig. Og det i sig selv har jeg altid forbundet med netop personen Else Marie Pade. At hun har genvundet sig selv som kunstner med tilbagevirkende kraft, har også i høj grad at gøre med at hun altid har udvist et ufatteligt livsmod, lige siden hun sad interneret i Frøslevlejren bare 19 år gammel i 1944. Og hun har gjort det vanskelige at forvandle livsmod til aldersmod. Det stod klart, da jeg havde det privilegium at være tekstredaktør på en bog om hende, der hedder EMP – Livet i et glasperlespil og udkom for et par år siden, og i den sammenhæng lærte hende at kende i bogstaveligste forstand med fynd og med klem. Hun er virkelig om nogen et tonehoved, der skriver klassiske partiturer på verdens lyde. Det er er smukt at tænke på, at hun var ved at komme i gang for alvor med konkretmusikken i de selvsamme år, nemlig de tidlige 1950’ere, som Halfdan Rasmussen genvandt sin relation til verden uden for digtene og kom i gang med sine tosserier og rim og remser. Det giver god mening, at netop hun satte musik til et af Halfdans første spæde forsøg: Tullerulle tappenstreg spiste gummibolde fra 1949.
Så altså, sproget skal have realitetstilknytning og til den virkelighed og verden, der ikke har noget med lyrik at gøre. Nu er det så også så heldigt, at verden uden for digtet er fyldt med sludder, forkludrede talemåder, faste vendinger og det som Storm P vist nok kaldte 'sammenfaldende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke'. Altså alt det i sproget, som vi bruger forkert, men forstår alligevel. Og som ofte har det ved sig, at det overrumpler os og siger noget som ellers ikke kunne siges eller ikke havde været tænkt, og som ofte både rammer ellers tavse eller tunge situationer på kornet, altså fikserer dem i deres alvor, og samtidigt får humøret til at lette. Fx. har Friværdi visse steder taget inspiration fra en offentlig embedsmand, jeg kender til. Han er, som han taler: meget formelt, regelret og billedløst om stort og småt; men af og til springer pludselig mærkelige sammenblandede talemåder af ham, der ingen steder hører hjemme og som man knapt opdager har den karakter. Og selv opdager han det slet ikke. Han har fx. sagt: 'så står man med et ben i hver grav' og 'så er man tabt ud af dansen'. Og hvorfor opdager man det ikke? Fordi de virker som det rigtige udtryk i situation – eller fordi man opdager, det er helt skruphamrende forkert, og har nok at gøre med at grine eller undgå at gøre det.
Det styrende princip er altså, at der skal være en virkelighed bag og en realitetstilvækst forude, når man møder et ordspil i et digt. Noget der gør, at ens fokus og perspektiv forskydes og man ser det, der allerede er, på en ny måde. Sproget er også noget, man ser med. Og det synes jeg går så flot igen på det omslag, som grafisk designer Christina Ann Sydow har lavet til Friværdi. Tilsyneladende og umiddelbart et motiv med halvt visnede tulipaner i en vindueskarm. Et mere altmodisch interiør skal man lede længe efter. Tror man. Men billedet er taget med det russiske kamera LOMO, der ikke kun har ét objektiv, men hele fire der er vinklet forskelligt fra hinanden og som med en antydning af tidsforskel tager hvert sit billede. Det svarer nogenlunde til at kigge på et objekt med først kun venstre øje og derefter med kun højre øje. Med selve teknikken fastholdes motivet igen og igen, men såvel fokus som vinklen på det forskyder sig i små ubetydelige ryk. Sådan ville jeg gerne tænke, at sproget er brugt og virker i bogen.
Så er der en anden gevinst ved omslagsmotivet, ved selve den måde det er fotograferet på. Man opdager, at der bag ved det selv det mest intime og interiøre er et offentligt rum, at det er bundet på en større sammenhæng og et større rum. 'Stedet ånd', siger det klassisk lærde kulturmenneske. Digtene i Friværdi er portrætdigte bundet på tid og sted. Her hedder det snarere stedets bånd. Hvad er det? Det dobbelte, at man af en eller anden grund er bundet til et sted på en måde som gør, at man er nødt til at gøre sig fri af det, ellers går det galt. Et moderne menneske slipper let om ved det; han rejser bare væk og vender ikke tilbage. Men den virkelige udfordring ligger så i, hvordan man ved at lære kunsten at gøre sig fri af stedets bånd, lærer sig at falde til på det sted, som tilværelsen nu fører en hen til. Det er de faser, digtene undersøger.
Ordet skal altså fange virkeligheden på en måde, vi af forskellige grunde ikke kan ellers. Så på den ene side er digtene i bund og grund en form for lyrisk partikelforskning. På den anden side har hvert et ord hold i den verden, der ikke kan omfattes af lyrik. Jeg håber at lykkes med på et tidspunkt at skrive et essay eller en solid samfundspolitisk kronik, hvori samtlige ord fra samlingen indgår – uden at det i øvrigt på nogen måde lugter af lyrik. Det ville være lakmusprøven!
Og så var der det med stumper af radiohits o.l. I Friværdi finder man en række mere eller mindre åbenlyse inspirationer gennem navnes nævnelse og citater, der fungerer som refræner?
Jamen, det er netop det samme som også talemåder og klicheer og sådan noget kan: Give digtet og læseren et erindringsrum eller en stemning, som gør at de kan linkes med hinanden. Refrænet jo netop ofte det, man husker bedst og glemmer sidst fra en sang. Men refrænet har jo i almindelighed også det ved sig ikke ikke bare at opsummere det skete og almengøre det specifikke; refrænet lægger også noget til 'sangen' i sig selv. Men nu er det jo ikke eksisterende refræner fra sange, der bruges som refræner i Friværdi; det er reminiscenser af centrale verslinjer fra både digte og sange. Men de sættes altså ind på den plads, som refrænet normalt indtager.
Et eksempel er linjerne 'Solens stråler farver aftentimen blå, / hvad kan man tænke på'. De stammer fra Lars Lilholts Sol er så rød, mor. Et af hans første hits, fra dengang han var langhåret og socialrealistisk som tiden og frontfigur i Kræn Bysteds. Bag Lilholts sang ligger jo Harald Bergsteds og Carl Nielsens uudgrundelige Solen er rød, mor fra 1924. Der er vel ingen, der mere ved, at det oprindeligt hed 'Den lille Drengs Soveside' og var trykt i Bergsteds Sange fra Provinsen i 1920. Bergstedt var i sin tid en mærkeligt og egentlig social indigneret og empatisk digter, men vi kender ham kun gennem det eftermæle han fik som vildfaren nazist. I en form for offentlig standret, en såkaldt Æresret, blev han eksluderet af Dansk forfatterforening i 1945, og dermed fra sit eget liv. Et af de mange triste eksempler på, hvad der sker når offentligheden og dens institutioner sætter sig til dommere over menneskers meninger og omdømme. I dag ville hans sag have fået samme kortsigtede og spekulationssøgende mediedækning som en vis Bjarne Riis. I dag er tv den offentlige standrets institution.
Men et var, kan vi sige i dag, heldigvis manden, noget andet hans værk. Der er ingen, der mere ved, at Bergsteds og Carl Nielsens Solen er så rød, mor fra 1945 og helt frem til 1963 var udelukket fra at blive spillet og sunget i den danske stats public service-organ Danmarks Radio. Så i det mindste siden da har Solen er så rød, mor været en del af vores sang-kanon i generationer og fast inventar i De små synger. Lilholt opdaterede teksten til 1970’erne omarrangerede melodien (det blev de også tvunget til af KODA), så den ikke mere bare var den der 'jævnt skridende' vuggevise, vi stadig holder os til, når vi synger for vores børn før de skal sove. Lige tidstypiske og lige skræmmende er de egentlig, de to versioner. At Lilholt har taget en ny type i tiden, den enlige mor, og skrevet en tidstypisk socialrealistisk sang om hende, ændrer ikke ved at han har videreført det mærkelige, det gådefulde rum, der var tilbage i Bergstedt og Nielsens version. Og det rum, der klinger med med fra dem, hvis man altså genkender dem, søger jeg så lade klinge med i det digt, hvori de indgår som refræn og som handler om en helt andet form for enlig, men lige så eksluderet kvinde, der befinder sig et sted i provinsen, nemlig ved Vejle station en mørk morgen i april 2001. Ekskluderet af sin omverden, men også af sig selv.
Hos hvilke andre digtere og i hvilke værker finder du i øvrigt inspiration?
Jamen, jeg har selvfølgelig mine favoritter, både lyrikere, prosaister og dramatikere, fx. den finlandssvenske lyriker Gunnar Björling, svenskeren Tomas Tranströmer, Knut Hamsuns ungdomsværker, Peter Seebergs kortprosa, den vist allerede igen ukendte Jørgen Chr. Hansen og hans smukke romanserie fra 1980’erne, Ole Wivels sære og forvitrede og sprængklare gammelmands-prosadigte fra 1990’erne, Ludvig Holberg, Halfdan Rasmussen, dramatikeren Line Knutzon, Østkyst Hustlers, Love Shop og så er jeg jo allerede ved at skride i svinget.
Men ellers må jeg sige, at jeg ikke kan skille den rent litterære eller lyriske inspiration ud og gøre den til noget for sig. Skal det endelig være er billedkunst og musik mindst lige så store inspirationskilder som litteratur og lyrik. Det er sikkert meget sigende, at et forløber-projekt til Friværdi var et tekst-billede-projekt, jeg arbejdede på med billedkunstneren Per Traasdahl (se Hvedekorn 4/2003). Og i forlængelse af Friværdi arbejder jeg nu sammen med komponisten Hans Sydow om en audio baseret på bogen, men også på mine foregående samlinger Kendemærket og Pauser, foruden en del andet tekstmateriale, der ikke har med lyrik og skønlitteratur at gøre.
Jeg er for så vidt ikke den klassisk dannede forfatter, lige som jeg heller ikke er den klassisk skolede akademiker, når jeg underviser på universitetet i litteratur, som jeg gjorde i en årrække for nogle år siden, eller kulturlivets institutioner og kulturformidling, som jeg har gjort de sidste 5 år. Jeg har læst i øst og vest og ude i alle mulige kanter af litteraturen, og min interesse for viden og teori er praktisk orienteret. Det giver nogle specielle indsigter og erkendelser, som hvis man er heldig kan føre ting sammen og kaste ellers uanede sammenhænge og perspektiver af sig. Men selvfølgelig har jeg mine favoritter, som jeg vender tilbage til igen og igen. Nogle gange trænger de igennem som tydelig inspiration. Det er det, jeg har søgt at fremhæve med citater eller fragmenter af citater og en såkaldt credit-liste i Friværdi.
Der er altså sammenhæng, også i de enkelte digte, men det ville vist være utidigt og bare en dårlig idé at tolke sit eget værk. Men at sammenhængen og dialogen med verden er der gennem disse citater, det har jeg flere gange oplevet helt konkret. Både i anmeldelser, efter oplæsninger og gennem mails, har jeg fået henvendelser, hvor man spørger om jeg har kendt de pågældende, om jeg ikke er inspireret af den og den (som jeg af og til slet ikke kender). Den anden side af det er jo, hvordan det man skriver så virker, hvis det da overhovedet virker, på hvem og hvor? Jeg er mig fuldt bevidst, at jeg i lyrisk forstand arbejder med de mere hengemte områder af verden, med de hændelser i tilværelsen, der oftest er uden for fokus, hvor alvor mest af alt er alvor og overhovedet ikke spøg, og hvor tingene ind i mellem kan falde patetisk ud. Det må man leve med og kæmpe for at gøre mere komplekst og mere fri i sin lyriske vejrtrækning, så at sige.
Og derfor er jeg glad for, at anmelderne synes det er lykkes med Friværdi. Men som forfatter er man måske endnu mere glad for det liv, ens bøger lever i nemlig i de zoner af verden, hvor de også bliver til i, altså uden for den kritiske og begivenhedsbestemte offentlighed, som lyrik mest af alt hører til i. Der hvor bøgerne er og virker, fx. blandt andre kunstnere og ikke mindst blandt vidt forskellige læsere, selv om de ikke er mange i lyrikkens verden.
Noget af det bedste, man som forfatter kan ønske sig, er når kunstnere inspireres af det, man laver. Ikke mindst når de er fra andre kunstarter. Forrige sommer stod jeg i vaskekælderen, da Morten Olsen ringede. Han er ikke landstræner i fodbold, men klassisk komponist, og han ringede simpelthen for at fortælle, at han havde komponeret et værk, der skulle uropføres det kommende efterår. Det havde som inspiration et digt, der hedder 'Ictus' og står som prolog til min første samling Kendemærket; derfor ville han gerne trykke digtet op i programmet og på cd’en, og i øvrigt høre om det var i orden med mig, at hans værk tog samme titel. Det svarede jeg selvfølgelig uforbeholdent ja til. Det var dejligt at følge, at det klassiske tonekunstudvalg under Statens Kunstfond senere præmierede hans arbejde.
Men en ting er inspiration til og fra, noget andet virkning. Har du nogen fornemmelse, hvordan læserne modtager din digtning?
Ja! Og jeg er om muligt endnu mere glad for de henvendelser, jeg af og til får fra enkeltlæsere rundt omkring i landet, der bare sidder og læser og påvirkes af noget, en stemning, et billede, hvad end det er, som de ikke havde ord for før.
For nogle år siden læste jeg et portrætdigt om Peter Seeberg, der var død få måneder forinden, op i Forfatterforeningen, hvor han havde været en afholdt formand gennem flere år. Bagefter kom en ældre kvinde op til mig, dybt bevæget, og spurgte hvordan jeg mon havde kendt ham. Men jeg havde aldrig kendt ham.
En forårsdag for et par år siden ringede pludselig en mand fra Holstebro. Han ville høre om det var muligt at lave en form for grafisk tryk af et af mine digte fra Kendemærket, som han så ville ramme ind og give sin kone i fødselsdagsgave, fordi hun havde et særligt forhold til det. For nylig tikkede en mail ind fra en, der så en tydelig parallel mellem Friværdi og Per Højholts Show fra 1966 i måden at kombinere eller krydsklippe elitært og populært. Jeg har læst og ikke mindst hørt meget Højholt, jeg har endda lavet udstilling og udgivet bog om ham, og han optræder i første digt i Friværdi. Men lige præcis Show har jeg aldrig læst. Tror jeg da.
Forrige vinter fik jeg pludselig en mørk søndag eftermiddag en mail fra en ung kvinde. Hun sad på et mennesketomt RUC og skulle vist egentlig passe sine specialestudier, men var så faldet ind på nettet og fundet den lille encyklopædi, jeg har lavet til min forrige samling Pauser. Den havde sat ting i skred for hende, og den måde hun beskrev det på, berørte mig dybt.
Sådanne dialoger med læserne er der selvfølgelig en vis forfængelighed forbundet med, det kan man ikke nægte; men den slags inspiration eller pay-back har i høj grad også med virkeligheden at gøre for en forfatter. At det man skriver, virker på mennesker. Ikke når som helst og hvem som helst; men netop nogle bestemte mennesker i bestemte situationer, og situationer man ellers ikke opholder sig meget ved.
Flere af digtene handler netop om specifikke personer, bl.a. forfatteren Svend Johansen, digteren Bodil Bech og musikeren Else Marie Pade. Spiller disse personer en signifikant rolle i dit liv? Hvis ja - hvorfor?
Ja, det gør de da! Der optræder mange kendte forfattere, musikere og andre i bogen, nogle ved navns nævnelse, andre bare antydet eller gennem de refræner, digtene hver for sig afsluttes med. Alle spiller en signifikant rolle, helt bestemt, både dem jeg kender personligt, og det gælder da netop en af dem, du nævner: Pade, og dem jeg kun kender gennem deres værker. Men det vigtige er jo, at de kendte personer og kunstnere er til stede på samme niveau som alle de anonyme, af og til navngivne, men oftest unavngivne personer, der portrætteres i Friværdi. For det er jo portrætdigte, portrætdigte af personer og typer i forskellige aldre, men jo også af forskellige tider og situationer. Altså portrætter af mennesker, bundet på tid og sted (jeg overvejede længe om samlingen skulle hedde Stedets bånd), men fanget i de ubevogtede øjeblikke, der forandrer dem over tid og uanset sted. – Og i et portræt er der helt sikkert altid også reminiscenser af et selvportræt.
Men i ethvert portræt er der jo også mindst to tilstede: den der ser an og den der ses. Halfdan Rasmussen, min ultimative helt, har skrevet et af den moderne danske lyriks bedste og mest frygtindgydende digte om dette dobbeltblik. Det lille, afdæmpede og samtidigt alarmerede 'Kemo', der står og gemmer sig i hans sidste egentlige digtsamling Fremtiden er forbi fra 1986.
En anden af de digtere, der taler åbenlyst taler med med, er Gunnar Björling. Det var ham, der formulerede det litterære grundvilkår, især måske en lyriker hele tiden må tage højde for: Over 'jeg' kommer jeg ikke; jeg må kalde mig 'du'. Selv når man skriver 'jeg', er det jo en anden man taler om. På den anden side, hvis ikke man investerede sit om ikke selvbiografiske jeg, så sit kunstneriske jeg i de portrætter af andre, man lægger ind i digtene, så holdt de ikke vand. Det forunderlige, der hver gang står tilbage, er at nogle læsere alligevel forstår det hele udelukkende som selvbiografisk, som om det var om forfatteren bag ved. Det tror jeg er en erhvervsskade, der særligt følger ved lyriklæsning.
Skal digtet om de 2 kvinder, Pade og Bech, ses som en slags hyldest til 2 kunstnere, som ikke blev anerkendt i deres egen samtid, men som senere har opnået anerkendelse?
Ja, det er bestemt en hyldest! Men på en lidt anden måde.
Med Bodil Bech er det nok sådan, at hun faktisk var anerkendt i sin egen samtid. Hendes lyriske forfatterskab er bare af en sådan karakter og tone, at det med den udvikling lyrikken tog med modernisme og sproglig humor, lynhurtigt blev forældet. Sådan går det jo i virkeligheden de fleste forfatterskaber. Men på mange måder er hun en forløber, en moderne traditionalist som Morten Nielsen og en eksperimentator i den udvikling af den danske lyrik, som vi aktuelt finder udtrykt hos fx. Naja Marie Aidt. Jeg nævner disse tre, for dem kan jeg stå inde for, fordi jeg har skrevet om deres forfatterskaber i Danske digtere i det 20. århundrede.
Med Else Marie Pade er det jo så heldigt, at hun bare blev ved med sine kompositoriske investeringer i sin egen tids lyde, til trods for at hendes egen tid, dengang i 1950’erne, vendte det døve øre til. I hvert fald i den lokale andedam. For hun var del af af et international frontløber-miljø omkring konkretmusikken. Men hun blev bare ved, hun har virkelig været et tonehoved i tiden og på tværs af dens gang. Og heldigt for det, for så gik der 3-4 årtier, så kom computerteknologien og nye generationer af elektroakustiske musikere og genopfandt hende. Og så opdagede det officielle Danmark hende også. I en meget sen alder fik hun Statens livsvarige kunstnerydelse. Hun skulle ærlig talt have haft den med tilbagevirkende kraft. Men det kan man så sige, at hun har fået på en anden måde. I 2006 overtog Statsbiblioteket i Århus hele hendes produktion; her har man samlet og samplet alt fra hendes ånd, hånd og maskiner. At Pades produktion nu er offentligt eje er virkelig et suverænt eksempel på, at når et lands kulturelle selvforståelse, den kunstnerisk produktion, de rette og lydhøre mennesker og ikke mindst den teknologiske udvikling investeres til fælles bedste, så kommer der kulturel friværdi ud af det, der er ubetalelig og samtidig aldeles profitløs.
Men altså, det fælles med personer som Bech og Pade er, at Friværdi også i forhold til navngivne og kendte kunstnere søger at portrættere de menneskelige og kunstneriske erfaringer og nederlagserkendelser, der følger med at investere liv og sjæl i det, man knapt selv forstår, hvad er for noget. For mange, der virkeligt og seriøst forsøger, går det frygteligt galt.
Artikel
Værdierne i Friværdi
Friværdi er titlen på forfatteren Peter Christensen Teilmanns 3. digtsamling, der udkom tidligere i år. Men det er ikke en friværdi i traditionel forstand forfatteren opererer med i denne samling portrætter af mennesker ’fanget i ubevogtede øjeblikke’.
Her fortæller han om, hvordan han har bearbejdet begrebet friværdi, så det giver afkast i en lyrisk sammenhæng. Bliv klogere på denne udvalgte lyrikers arbejdsmetoder og inspirationskilder og få samtidig et spændende indblik i de fortællinger og værdier, der ligger til grund for nogle af digtene i Friværdi.
Friværdi?
Hvorfor har du kaldt denne digtsamling for ’Friværdi’? I hvilken betydning skal ’friværdi’ forstås?
Ja, det er jo en belastet betegnelse. Og derfor skiller den også vandene. Det er ikke friværdi i den normale og økonomisk forstand, vi bruger. Altså som noget vi, hvis vi ejer vores bolig, derved vinder hævd på at profitere os igennem. Det er heller ikke en simpel kritik af den samfundstruktur, der ligger bag og som højt og helligt priser den spekulation i økonomisk egennytte, som er forudsætning for friværdien. Alt det er sådan set med og indarbejdet i Friværdi. Men dertil kommer, at det hele vendes på hovedet og at betegnelsen bruges om andre zoner af vores tilværelse, end den der kan stå i skøder og skattepapirer.
Hvad der normalt opfattes som det, der tynger og binder og river livet fra hinanden, bliver her til en form for friværdi, til noget man kan binde livet op på og nyde godt af. Jeg søger altså at give ord til de eksistentielle indsigter og sociale tilstande, der er forbundet med at leve med noget, der ikke kan lægges om eller indfries, når man ellers mest ønsker sig det; men som samler sig på langs af tiden og pludselig bryder frem og slår ud som noget helt andet. Det kan være frygtligt alvorligt at beskæftige sig med den slags, men også det modsatte, hvis man holder ved. Og det er jeg glad for at anmelderne har haft øje for. Og så er det med friværdier af forskellige slags jo kun en del af det hele.
Mange af digtene har en samfundskritisk vinkel og tone. Man fornemmer en form for kulturel selvkritik og en kritik af den måde vi anbringer vores gamle, ignorerer de sociale udstødte og betragter 2. generationsdanskerne på. Fortæl mig om din mening med dette og måske noget om dine holdninger?
Jo – nu er det vigtigt at understrege, at der er mange andre typer repræsenteret i Friværdi end lige dem, der hører til socialt og kulturelt udsatte grupper. Og der er samfundskritik i digtene; det er vist slet ikke så ualmindeligt i den her tid. Altså at det politiske dukker op i lyrikken. Men det sker på mange forskellige måder. Det her er så let at mene alt det rigtige om, og så svært at gøre det rigtige over for.
Tilfældigvis er der netop i dag (23. maj 2007), hvor vi laver dette interview, en forespørgselsdebat i Folketinget omkring Ældreplejen. Den ældrepleje som 'bliver dømt på fodfejl' i Friværdi. Ordførerne taler for eller imod de ældres frie valg, effektivisering af anvendte midler og resurser osv., altsammen til gavn for den enkelte bruger og borger. Og noget af det kan helt sikkert være rigtigt. Men så sidder man, hvis man selv har den mindste kendskab til fx. ældrepleje, tilbage med den der fornemmelse af, at vi i vores kultur, i hvert fald i dens offentlige diskussion af den, har tabt respekten for det, der skal til for at vise social empati og tro på menneskelig værdighed, selv i de mest ydmyge og ydmygende situationer.
Hvis Friværdi gør noget, så er det ikke at sætte den gode mening op over for den dårlige handling, eller hylde 'dem' og kritisere 'os', altså sådant sort-hvidt. Friværdi afsøger måske snarere de zoner, som nok har konkrete politiske og sociale udtryk, men først og fremmest hvor 'vi' og 'de' er ord og fænomener om ikke uden betydning så i forandring. Ikke i en eller anden illusorisk eller social-ideologisk forstand, men som besværlige og omkostningskrævende udvekslinger af empatiske resurser, man ellers helst ser sig fri for at trække på. Hvis det er noget, er det en opfordring til at opdage værdien af, at man styrker sin egen evne til at se på sig selv som fremmed, og på en fremmed som om han kunne være en selv. Med den fremmede mener jeg ikke blot ham fra en anden del af verden, fra en anden kultur osv.; men også, hvis man er ung, den gamle, og, hvis man er gammel, den unge. Og den her form for social empati kræver, at man når det er nødvendigt tør opholde sig tæt på de situationer eller punkter i tilværelsen, hvor de levende og de døde passerer hinanden og hilser på hinanden, som den svenske digter Tomas Tranströmer har sagt det. Men det kræver også evnen til at turde forestille sig, hvad alting bliver med tiden. Tage Skou-Hansen har bygget et helt forfatterskab op på den vision: at man også er, hvad man vil. Jeg prøver så at fremstille situationer, hvor man pludselig ser sig selv i en anden, fx. den gamle på plejehjemmet, eller ser sig selv blive det, som man ikke vidste man ville eller skulle komme til at blive.
Enghavevej, København V, april 2006
Nede i gården står de store slidte hunde
og galper ud af begge ender.
Aggressionen står, det er det samme hvert år,
som en mørnet vasketøjssnor,
der strammes op når sommertiden starter
og pisker i blæsten senere på sæsonen.
Outcast på søndagsvisit på Enghavevej.
I stuen sidder en formummet familie
og giver sig ud for hinanden
og dét, de ikke forstår. At gøre sig fremmed to steder,
så man ikke ender med at hade ungdommen
gennem alderdom og den gennem sine børn.
Det sidste møde er aldrig for sent,
men det rummer den første afvisning i sig,
og fraværet er aldrig dobbelt.
Din vilje er blevet tavse vers,
der ikke vil vælte.
Nu er spørgsmålene en spændetrøje, og vi –
vi må have ren røv at trutte i:
Att ta bort det,
allt som jag vet inte är sant
Gennem hele digtsamlingen leger du med sproget. Omskriver faste vendinger, bruger overraskende sprogbilleder, giver kendte institutioner nye navne, indskyder stumper af radiohits osv. Kan du fortælle om måden hvorpå, du arbejder med sproget? Hvordan er dine arbejdsmetoder og hvad er dine overvejelser?
Ja, det er jo her det brænder på for en lyriker, her det for alvor bliver sjovt. De enkelte digte er portrætdigte, har lige som en hovedfigur. Men der indgår flere stemmer i det enkelte digt og mange former for sprog og udsagn. I samme digt kan optræde højpandede litterære referencer, mærkelig nye ord, et barn, måske noget ens eget barn har sagt, en remse man har hørt igen og igen komme ud af munden på ham på gaden, der går rundt og er fortabt i sig selv, kaostisk kancellisprog fra en statslig embedsmand, akademisk vokabular, tågesnak osv.
Men sprogvalget skal hver eneste gang have hold i verden uden for sproget og lyrikken, ellers redigeres det væk igen. Et sigende eksempel er fra digtet, der er dateret 'Kerteminde, juni 2004'. Her optræder Else Marie Pade, der er konkretmusikken og den elektroakustiske musiks grand old lady. I digtet hedder det:
Inde i radiumhuset, på knæ, Sidder tonehovedet Else Marie Pade Og piller ved universets lyde. Alderdom blir til aldermos blir til aldersmod. Falder uden at favne, nu og nårsomhelst. Uhørt i sin egen fortid.
Bare for at antyde, hvordan teknikken korresponderer med tema og portræt: Pade var netop uhørt i sin egen fortid. Da hun udøvede sin mærkelige kunst dengang i 1950erne, var hun uhørt og ilde set i Danmark. Det ændrede sig siden. Men det betød bl.a. at hun i en lang årrække måtte arbejde i Danmarks Radio, i radiohuset. Det samme sted, hvor man årtier senere, oppe i vores tid, begyndte at sende programmer med titler som netop Radium på DRs P2. Radium tager sig af alskens elektronica og har været medvirkende til at Pades geniale univers har fået nye lyde at gå på. Radium er jo så i øvrigt også et grundstof, der er meget reaktionsstærkt og forvandlingsvillig. Og det i sig selv har jeg altid forbundet med netop personen Else Marie Pade. At hun har genvundet sig selv som kunstner med tilbagevirkende kraft, har også i høj grad at gøre med at hun altid har udvist et ufatteligt livsmod, lige siden hun sad interneret i Frøslevlejren bare 19 år gammel i 1944. Og hun har gjort det vanskelige at forvandle livsmod til aldersmod. Det stod klart, da jeg havde det privilegium at være tekstredaktør på en bog om hende, der hedder EMP – Livet i et glasperlespil og udkom for et par år siden, og i den sammenhæng lærte hende at kende i bogstaveligste forstand med fynd og med klem. Hun er virkelig om nogen et tonehoved, der skriver klassiske partiturer på verdens lyde. Det er er smukt at tænke på, at hun var ved at komme i gang for alvor med konkretmusikken i de selvsamme år, nemlig de tidlige 1950’ere, som Halfdan Rasmussen genvandt sin relation til verden uden for digtene og kom i gang med sine tosserier og rim og remser. Det giver god mening, at netop hun satte musik til et af Halfdans første spæde forsøg: Tullerulle tappenstreg spiste gummibolde fra 1949.
Så altså, sproget skal have realitetstilknytning og til den virkelighed og verden, der ikke har noget med lyrik at gøre. Nu er det så også så heldigt, at verden uden for digtet er fyldt med sludder, forkludrede talemåder, faste vendinger og det som Storm P vist nok kaldte 'sammenfaldende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke'. Altså alt det i sproget, som vi bruger forkert, men forstår alligevel. Og som ofte har det ved sig, at det overrumpler os og siger noget som ellers ikke kunne siges eller ikke havde været tænkt, og som ofte både rammer ellers tavse eller tunge situationer på kornet, altså fikserer dem i deres alvor, og samtidigt får humøret til at lette. Fx. har Friværdi visse steder taget inspiration fra en offentlig embedsmand, jeg kender til. Han er, som han taler: meget formelt, regelret og billedløst om stort og småt; men af og til springer pludselig mærkelige sammenblandede talemåder af ham, der ingen steder hører hjemme og som man knapt opdager har den karakter. Og selv opdager han det slet ikke. Han har fx. sagt: 'så står man med et ben i hver grav' og 'så er man tabt ud af dansen'. Og hvorfor opdager man det ikke? Fordi de virker som det rigtige udtryk i situation – eller fordi man opdager, det er helt skruphamrende forkert, og har nok at gøre med at grine eller undgå at gøre det.
Det styrende princip er altså, at der skal være en virkelighed bag og en realitetstilvækst forude, når man møder et ordspil i et digt. Noget der gør, at ens fokus og perspektiv forskydes og man ser det, der allerede er, på en ny måde. Sproget er også noget, man ser med. Og det synes jeg går så flot igen på det omslag, som grafisk designer Christina Ann Sydow har lavet til Friværdi. Tilsyneladende og umiddelbart et motiv med halvt visnede tulipaner i en vindueskarm. Et mere altmodisch interiør skal man lede længe efter. Tror man. Men billedet er taget med det russiske kamera LOMO, der ikke kun har ét objektiv, men hele fire der er vinklet forskelligt fra hinanden og som med en antydning af tidsforskel tager hvert sit billede. Det svarer nogenlunde til at kigge på et objekt med først kun venstre øje og derefter med kun højre øje. Med selve teknikken fastholdes motivet igen og igen, men såvel fokus som vinklen på det forskyder sig i små ubetydelige ryk. Sådan ville jeg gerne tænke, at sproget er brugt og virker i bogen.
Så er der en anden gevinst ved omslagsmotivet, ved selve den måde det er fotograferet på. Man opdager, at der bag ved det selv det mest intime og interiøre er et offentligt rum, at det er bundet på en større sammenhæng og et større rum. 'Stedet ånd', siger det klassisk lærde kulturmenneske. Digtene i Friværdi er portrætdigte bundet på tid og sted. Her hedder det snarere stedets bånd. Hvad er det? Det dobbelte, at man af en eller anden grund er bundet til et sted på en måde som gør, at man er nødt til at gøre sig fri af det, ellers går det galt. Et moderne menneske slipper let om ved det; han rejser bare væk og vender ikke tilbage. Men den virkelige udfordring ligger så i, hvordan man ved at lære kunsten at gøre sig fri af stedets bånd, lærer sig at falde til på det sted, som tilværelsen nu fører en hen til. Det er de faser, digtene undersøger.
Ordet skal altså fange virkeligheden på en måde, vi af forskellige grunde ikke kan ellers. Så på den ene side er digtene i bund og grund en form for lyrisk partikelforskning. På den anden side har hvert et ord hold i den verden, der ikke kan omfattes af lyrik. Jeg håber at lykkes med på et tidspunkt at skrive et essay eller en solid samfundspolitisk kronik, hvori samtlige ord fra samlingen indgår – uden at det i øvrigt på nogen måde lugter af lyrik. Det ville være lakmusprøven!
Og så var der det med stumper af radiohits o.l. I Friværdi finder man en række mere eller mindre åbenlyse inspirationer gennem navnes nævnelse og citater, der fungerer som refræner?
Jamen, det er netop det samme som også talemåder og klicheer og sådan noget kan: Give digtet og læseren et erindringsrum eller en stemning, som gør at de kan linkes med hinanden. Refrænet jo netop ofte det, man husker bedst og glemmer sidst fra en sang. Men refrænet har jo i almindelighed også det ved sig ikke ikke bare at opsummere det skete og almengøre det specifikke; refrænet lægger også noget til 'sangen' i sig selv. Men nu er det jo ikke eksisterende refræner fra sange, der bruges som refræner i Friværdi; det er reminiscenser af centrale verslinjer fra både digte og sange. Men de sættes altså ind på den plads, som refrænet normalt indtager.
Et eksempel er linjerne 'Solens stråler farver aftentimen blå, / hvad kan man tænke på'. De stammer fra Lars Lilholts Sol er så rød, mor. Et af hans første hits, fra dengang han var langhåret og socialrealistisk som tiden og frontfigur i Kræn Bysteds. Bag Lilholts sang ligger jo Harald Bergsteds og Carl Nielsens uudgrundelige Solen er rød, mor fra 1924. Der er vel ingen, der mere ved, at det oprindeligt hed 'Den lille Drengs Soveside' og var trykt i Bergsteds Sange fra Provinsen i 1920. Bergstedt var i sin tid en mærkeligt og egentlig social indigneret og empatisk digter, men vi kender ham kun gennem det eftermæle han fik som vildfaren nazist. I en form for offentlig standret, en såkaldt Æresret, blev han eksluderet af Dansk forfatterforening i 1945, og dermed fra sit eget liv. Et af de mange triste eksempler på, hvad der sker når offentligheden og dens institutioner sætter sig til dommere over menneskers meninger og omdømme. I dag ville hans sag have fået samme kortsigtede og spekulationssøgende mediedækning som en vis Bjarne Riis. I dag er tv den offentlige standrets institution.
Men et var, kan vi sige i dag, heldigvis manden, noget andet hans værk. Der er ingen, der mere ved, at Bergsteds og Carl Nielsens Solen er så rød, mor fra 1945 og helt frem til 1963 var udelukket fra at blive spillet og sunget i den danske stats public service-organ Danmarks Radio. Så i det mindste siden da har Solen er så rød, mor været en del af vores sang-kanon i generationer og fast inventar i De små synger. Lilholt opdaterede teksten til 1970’erne omarrangerede melodien (det blev de også tvunget til af KODA), så den ikke mere bare var den der 'jævnt skridende' vuggevise, vi stadig holder os til, når vi synger for vores børn før de skal sove. Lige tidstypiske og lige skræmmende er de egentlig, de to versioner. At Lilholt har taget en ny type i tiden, den enlige mor, og skrevet en tidstypisk socialrealistisk sang om hende, ændrer ikke ved at han har videreført det mærkelige, det gådefulde rum, der var tilbage i Bergstedt og Nielsens version. Og det rum, der klinger med med fra dem, hvis man altså genkender dem, søger jeg så lade klinge med i det digt, hvori de indgår som refræn og som handler om en helt andet form for enlig, men lige så eksluderet kvinde, der befinder sig et sted i provinsen, nemlig ved Vejle station en mørk morgen i april 2001. Ekskluderet af sin omverden, men også af sig selv.
Hos hvilke andre digtere og i hvilke værker finder du i øvrigt inspiration?
Jamen, jeg har selvfølgelig mine favoritter, både lyrikere, prosaister og dramatikere, fx. den finlandssvenske lyriker Gunnar Björling, svenskeren Tomas Tranströmer, Knut Hamsuns ungdomsværker, Peter Seebergs kortprosa, den vist allerede igen ukendte Jørgen Chr. Hansen og hans smukke romanserie fra 1980’erne, Ole Wivels sære og forvitrede og sprængklare gammelmands-prosadigte fra 1990’erne, Ludvig Holberg, Halfdan Rasmussen, dramatikeren Line Knutzon, Østkyst Hustlers, Love Shop og så er jeg jo allerede ved at skride i svinget.
Men ellers må jeg sige, at jeg ikke kan skille den rent litterære eller lyriske inspiration ud og gøre den til noget for sig. Skal det endelig være er billedkunst og musik mindst lige så store inspirationskilder som litteratur og lyrik. Det er sikkert meget sigende, at et forløber-projekt til Friværdi var et tekst-billede-projekt, jeg arbejdede på med billedkunstneren Per Traasdahl (se Hvedekorn 4/2003). Og i forlængelse af Friværdi arbejder jeg nu sammen med komponisten Hans Sydow om en audio baseret på bogen, men også på mine foregående samlinger Kendemærket og Pauser, foruden en del andet tekstmateriale, der ikke har med lyrik og skønlitteratur at gøre.
Jeg er for så vidt ikke den klassisk dannede forfatter, lige som jeg heller ikke er den klassisk skolede akademiker, når jeg underviser på universitetet i litteratur, som jeg gjorde i en årrække for nogle år siden, eller kulturlivets institutioner og kulturformidling, som jeg har gjort de sidste 5 år. Jeg har læst i øst og vest og ude i alle mulige kanter af litteraturen, og min interesse for viden og teori er praktisk orienteret. Det giver nogle specielle indsigter og erkendelser, som hvis man er heldig kan føre ting sammen og kaste ellers uanede sammenhænge og perspektiver af sig. Men selvfølgelig har jeg mine favoritter, som jeg vender tilbage til igen og igen. Nogle gange trænger de igennem som tydelig inspiration. Det er det, jeg har søgt at fremhæve med citater eller fragmenter af citater og en såkaldt credit-liste i Friværdi.
Der er altså sammenhæng, også i de enkelte digte, men det ville vist være utidigt og bare en dårlig idé at tolke sit eget værk. Men at sammenhængen og dialogen med verden er der gennem disse citater, det har jeg flere gange oplevet helt konkret. Både i anmeldelser, efter oplæsninger og gennem mails, har jeg fået henvendelser, hvor man spørger om jeg har kendt de pågældende, om jeg ikke er inspireret af den og den (som jeg af og til slet ikke kender). Den anden side af det er jo, hvordan det man skriver så virker, hvis det da overhovedet virker, på hvem og hvor? Jeg er mig fuldt bevidst, at jeg i lyrisk forstand arbejder med de mere hengemte områder af verden, med de hændelser i tilværelsen, der oftest er uden for fokus, hvor alvor mest af alt er alvor og overhovedet ikke spøg, og hvor tingene ind i mellem kan falde patetisk ud. Det må man leve med og kæmpe for at gøre mere komplekst og mere fri i sin lyriske vejrtrækning, så at sige.
Og derfor er jeg glad for, at anmelderne synes det er lykkes med Friværdi. Men som forfatter er man måske endnu mere glad for det liv, ens bøger lever i nemlig i de zoner af verden, hvor de også bliver til i, altså uden for den kritiske og begivenhedsbestemte offentlighed, som lyrik mest af alt hører til i. Der hvor bøgerne er og virker, fx. blandt andre kunstnere og ikke mindst blandt vidt forskellige læsere, selv om de ikke er mange i lyrikkens verden.
Noget af det bedste, man som forfatter kan ønske sig, er når kunstnere inspireres af det, man laver. Ikke mindst når de er fra andre kunstarter. Forrige sommer stod jeg i vaskekælderen, da Morten Olsen ringede. Han er ikke landstræner i fodbold, men klassisk komponist, og han ringede simpelthen for at fortælle, at han havde komponeret et værk, der skulle uropføres det kommende efterår. Det havde som inspiration et digt, der hedder 'Ictus' og står som prolog til min første samling Kendemærket; derfor ville han gerne trykke digtet op i programmet og på cd’en, og i øvrigt høre om det var i orden med mig, at hans værk tog samme titel. Det svarede jeg selvfølgelig uforbeholdent ja til. Det var dejligt at følge, at det klassiske tonekunstudvalg under Statens Kunstfond senere præmierede hans arbejde.
Men en ting er inspiration til og fra, noget andet virkning. Har du nogen fornemmelse, hvordan læserne modtager din digtning?
Ja! Og jeg er om muligt endnu mere glad for de henvendelser, jeg af og til får fra enkeltlæsere rundt omkring i landet, der bare sidder og læser og påvirkes af noget, en stemning, et billede, hvad end det er, som de ikke havde ord for før.
For nogle år siden læste jeg et portrætdigt om Peter Seeberg, der var død få måneder forinden, op i Forfatterforeningen, hvor han havde været en afholdt formand gennem flere år. Bagefter kom en ældre kvinde op til mig, dybt bevæget, og spurgte hvordan jeg mon havde kendt ham. Men jeg havde aldrig kendt ham.
En forårsdag for et par år siden ringede pludselig en mand fra Holstebro. Han ville høre om det var muligt at lave en form for grafisk tryk af et af mine digte fra Kendemærket, som han så ville ramme ind og give sin kone i fødselsdagsgave, fordi hun havde et særligt forhold til det. For nylig tikkede en mail ind fra en, der så en tydelig parallel mellem Friværdi og Per Højholts Show fra 1966 i måden at kombinere eller krydsklippe elitært og populært. Jeg har læst og ikke mindst hørt meget Højholt, jeg har endda lavet udstilling og udgivet bog om ham, og han optræder i første digt i Friværdi. Men lige præcis Show har jeg aldrig læst. Tror jeg da.
Forrige vinter fik jeg pludselig en mørk søndag eftermiddag en mail fra en ung kvinde. Hun sad på et mennesketomt RUC og skulle vist egentlig passe sine specialestudier, men var så faldet ind på nettet og fundet den lille encyklopædi, jeg har lavet til min forrige samling Pauser. Den havde sat ting i skred for hende, og den måde hun beskrev det på, berørte mig dybt.
Sådanne dialoger med læserne er der selvfølgelig en vis forfængelighed forbundet med, det kan man ikke nægte; men den slags inspiration eller pay-back har i høj grad også med virkeligheden at gøre for en forfatter. At det man skriver, virker på mennesker. Ikke når som helst og hvem som helst; men netop nogle bestemte mennesker i bestemte situationer, og situationer man ellers ikke opholder sig meget ved.
Flere af digtene handler netop om specifikke personer, bl.a. forfatteren Svend Johansen, digteren Bodil Bech og musikeren Else Marie Pade. Spiller disse personer en signifikant rolle i dit liv? Hvis ja - hvorfor?
Ja, det gør de da! Der optræder mange kendte forfattere, musikere og andre i bogen, nogle ved navns nævnelse, andre bare antydet eller gennem de refræner, digtene hver for sig afsluttes med. Alle spiller en signifikant rolle, helt bestemt, både dem jeg kender personligt, og det gælder da netop en af dem, du nævner: Pade, og dem jeg kun kender gennem deres værker. Men det vigtige er jo, at de kendte personer og kunstnere er til stede på samme niveau som alle de anonyme, af og til navngivne, men oftest unavngivne personer, der portrætteres i Friværdi. For det er jo portrætdigte, portrætdigte af personer og typer i forskellige aldre, men jo også af forskellige tider og situationer. Altså portrætter af mennesker, bundet på tid og sted (jeg overvejede længe om samlingen skulle hedde Stedets bånd), men fanget i de ubevogtede øjeblikke, der forandrer dem over tid og uanset sted. – Og i et portræt er der helt sikkert altid også reminiscenser af et selvportræt.
Men i ethvert portræt er der jo også mindst to tilstede: den der ser an og den der ses. Halfdan Rasmussen, min ultimative helt, har skrevet et af den moderne danske lyriks bedste og mest frygtindgydende digte om dette dobbeltblik. Det lille, afdæmpede og samtidigt alarmerede 'Kemo', der står og gemmer sig i hans sidste egentlige digtsamling Fremtiden er forbi fra 1986.
En anden af de digtere, der taler åbenlyst taler med med, er Gunnar Björling. Det var ham, der formulerede det litterære grundvilkår, især måske en lyriker hele tiden må tage højde for: Over 'jeg' kommer jeg ikke; jeg må kalde mig 'du'. Selv når man skriver 'jeg', er det jo en anden man taler om. På den anden side, hvis ikke man investerede sit om ikke selvbiografiske jeg, så sit kunstneriske jeg i de portrætter af andre, man lægger ind i digtene, så holdt de ikke vand. Det forunderlige, der hver gang står tilbage, er at nogle læsere alligevel forstår det hele udelukkende som selvbiografisk, som om det var om forfatteren bag ved. Det tror jeg er en erhvervsskade, der særligt følger ved lyriklæsning.
Skal digtet om de 2 kvinder, Pade og Bech, ses som en slags hyldest til 2 kunstnere, som ikke blev anerkendt i deres egen samtid, men som senere har opnået anerkendelse?
Ja, det er bestemt en hyldest! Men på en lidt anden måde.
Med Bodil Bech er det nok sådan, at hun faktisk var anerkendt i sin egen samtid. Hendes lyriske forfatterskab er bare af en sådan karakter og tone, at det med den udvikling lyrikken tog med modernisme og sproglig humor, lynhurtigt blev forældet. Sådan går det jo i virkeligheden de fleste forfatterskaber. Men på mange måder er hun en forløber, en moderne traditionalist som Morten Nielsen og en eksperimentator i den udvikling af den danske lyrik, som vi aktuelt finder udtrykt hos fx. Naja Marie Aidt. Jeg nævner disse tre, for dem kan jeg stå inde for, fordi jeg har skrevet om deres forfatterskaber i Danske digtere i det 20. århundrede.
Med Else Marie Pade er det jo så heldigt, at hun bare blev ved med sine kompositoriske investeringer i sin egen tids lyde, til trods for at hendes egen tid, dengang i 1950’erne, vendte det døve øre til. I hvert fald i den lokale andedam. For hun var del af af et international frontløber-miljø omkring konkretmusikken. Men hun blev bare ved, hun har virkelig været et tonehoved i tiden og på tværs af dens gang. Og heldigt for det, for så gik der 3-4 årtier, så kom computerteknologien og nye generationer af elektroakustiske musikere og genopfandt hende. Og så opdagede det officielle Danmark hende også. I en meget sen alder fik hun Statens livsvarige kunstnerydelse. Hun skulle ærlig talt have haft den med tilbagevirkende kraft. Men det kan man så sige, at hun har fået på en anden måde. I 2006 overtog Statsbiblioteket i Århus hele hendes produktion; her har man samlet og samplet alt fra hendes ånd, hånd og maskiner. At Pades produktion nu er offentligt eje er virkelig et suverænt eksempel på, at når et lands kulturelle selvforståelse, den kunstnerisk produktion, de rette og lydhøre mennesker og ikke mindst den teknologiske udvikling investeres til fælles bedste, så kommer der kulturel friværdi ud af det, der er ubetalelig og samtidig aldeles profitløs.
Men altså, det fælles med personer som Bech og Pade er, at Friværdi også i forhold til navngivne og kendte kunstnere søger at portrættere de menneskelige og kunstneriske erfaringer og nederlagserkendelser, der følger med at investere liv og sjæl i det, man knapt selv forstår, hvad er for noget. For mange, der virkeligt og seriøst forsøger, går det frygteligt galt.
Kommentarer