Jakob Ejersbos Tanzania-trilogi er en fængende og desillusionerende postkolonial udforskning af Skandinavien i Afrika.
Romanerne 'Eksil' og 'Liberty' og novellesamlingen 'Revolution' udkom alle posthumt i 2009, efter at Ejersbo døde af kræft i sommeren 2008. Han fik sit populære gennembrud med Aalborg-romanen Nordkraft (2002), der på brutal og fascinerende vis skildrer en personkreds af narko-misbrugere.Tanzania-trilogien er mindst lige så brutal, og misbruget som verdensflugt er lige så massivt tilstedeværende, blot i form af bhangi, det lokale navn for hash.
'Liberty' er den sidste bog i den trefløjede Afrika-serie, og på over 700 sider portrætteres mødet mellem skandinaviske ulandsmedarbejdere og tanzanianere. Romanen er udformet som en dobbeltfortælling, der skiftevis fortælles af danske Christian og af tanzanianske Marcus. De to bliver venner, men helt fra starten er det et ulige forhold; Christian er hvid og går på den internationale skole i Moshi sammen med de lokale rigmandsbørn, mens Marcus er sort og fattig og arbejder som barnepige og altmuligmand hos en svensk familie.
Det er en ulighed, der afspejler sig på ethvert niveau:
”Kolonialistisk. Den hvide mand har strøm i huset og kan sidde i afslapning når han tømmer sig; bruge blødt hvidt papir til at tørre skidtet væk. Den sorte mand må sidde på hug i ghettolokummets mørke mens kakerlakker løber på hans fødder, og han må vaske røven med hånd og vand og få skidt under neglene.” (Marcus’ observation, s. 35)
Længslen efter et andet sted
Tostemmigheden fungerer blændende i Ejersbos skildring af mødet mellem rig og fattig, europæisk og afrikansk. De to perspektiver giver mulighed for at skildre forløb og handlinger fra forskellige vinkler og verdenssyn; selv sproget ændrer sig i Marcus’ beretning, der er fortalt på et dansk, der mimer swahili eller afrikansk engelsk. Marcus’ narrativ er desuden inddelt i små, side-lange afsnit, hvis overskrifter angiver centrale tematikker i Marcus’ liv: ”Kolde penge”, ”Guds strenghed”, ”Bildrømme” og ”Sygdomsånd”. I modsætning hertil er Christians fortælling, der flyder og glider rastløst og ukoncentreret som ham selv. Her er ingen afsnit eller mål, kun en uartikuleret følelse af kedsomhed.
Mens Marcus længes efter Europa, er det lige omvendt for Christian. Da han bliver sendt til Danmark for at gå på hf, forekommer Aalborg ham kedelig, bleg og meningsløs, og han kan ikke se noget formål med den uddannelse, Marcus ville ofre stort set alt for at få. Christian tager derfor tilbage til Tanzania med planer om at ernære sig ved at være dj og udleje lydudstyr – men selvom Christian føler sig mere tanzaniansk end dansk, så kender han ikke de uskrevne forretningsregler i Moshi, og diskotekseventyret udvikler sig halvkatastrofalt.
Du dér
Marcus’ plan er at komme til Sverige, men lige meget hvilken strategi, han prøver, mislykkes det. For når det gælder, er skandinaverne ikke til megen hjælp: ligesom alle andre af bogens karakterer er de mest optagede af at mele deres egen kage. Samtidig levnes ikke meget plads til selvstændig handling eller lykkelige slutninger; Christian og Marcus er passive vidner til deres liv, på hver deres måde. Læg mærke til, hvordan karaktererne introduceres:
”’Hej, du dér?’ råber bwana Jonas fra verandaen.
’Ja, bwana?’ kalder jeg tilbage fra husets bagtrappe ved køkkenet, hvor jeg sidder og venter på, at Katriina skal komme retur fra lufthavnen.
’Kom med nogle øl,’ råber bwanaJonas.” (Marcus, s. 12)
Fra starten er Marcus placeret i en afventende, servicerende funktion. Over for sin hvide bwana er han en gennemsnitsafrikaner, der ikke engang tiltales med navn, og den position forlader han stort set ikke; han finder sig i den humørsyge, griske og udenomsbollende bwana Jonas’ mindste befalinger, fordi det er hans eneste håb om en anden fremtid. Men også Christian er passiv og ude af stand til at handle; bemærk, hvordan det i hans første ord er den tropiske varme, der er den aktive agent, som handler, mens Christian er et passivt objekt:
”Tropisk varme svøber sig om mig, da jeg træder ud af flyveren – gennem skumringen kan jeg se Kilimanjaros hvide snekrone i det fjerne.” (Christian, s. 9)
Friheden kan ikke rejse sig fra støvet
Handlingslammelsen og egoismen synes at være det eneste, romanens wazungu og waafrika har til fælles – det, og så rastløsheden, der også er en gennemgående drivkraft i bogen. Romanens titel, Liberty, er navnet på et diskotek i Moshi, og det er ingen tilfældighed.
I musikken (og rusen) finder romanpersonerne en form for frihed og mening – både i reggaemusikken, der prædiker Afrika frit for et hvidt overherredømme, og i rytmerne, der bryder hverdagsdesillusionen.
”Friheden kan ikke rejse sig fra støvet,” (s. 270) konstaterer Marcus om sin fremtidsplanlægning. Og som nævnt eksisterer der ikke ret meget frihed for bogens hovedpersoner. Venskab og kærlighed findes kun som illusioner, som europæiske luksusvarer på linje med Carlsberg-øllerne og den gode whisky, som skandinaverne får sendende hjemmefra. Og både kærlighed og venskab er netop varer, som afrikaneren kan tilbyde europæeren i et spinkelt håb om, at det kan veksles til en billet til det forjættede Europa.
Da Christian bliver kæreste med Rachel, en tidligere tanzaniansk prostitueret, bliver han ved med at insistere på, at det er et kærlighedsforhold – han ser ikke, hvordan han gentager det mønster, som han har foragtet hos andre europæiske mænd, nemlig den uhelbredelige fascination af sorte kvinder. Men sex (eller at pumpe, som det hedder i bogens sprog) er også en transaktion, et håb om en bedre fremtid.
På trods af (eller måske lige præcis på grund af) romanens dystre budskab er der noget voldsomt dragende over historien. Især karakterskildringerne er stærke, men også Ejersbos sprog, der egentlig virker ganske ligetil, er dybt medrivende og giver romanen en stærk fremdrift. Det er en række brutale historier, Ejersbo har åbnet op for, men de er yderst vedkommende og en stærk fornyelse af dansk litteratur.
Der ligger en vilje til et politisk engagement og en diskussion af, hvad europæisk – herunder dansk – tilstedeværelse i Afrika har gjort ved kontinentet, og det er ikke kun godt. Som den rodløse Samantha, hovedpersonen i Eksil, siger: Gud har glemt Afrika.
Af stud. mag. Anne Kirstine Munk
Kommentarer