Når lyrikeren Søren Ulrik Thomsen sender et nyt værk ud til bedømmelse af læsere og anmeldere, giver det genlyd i den litterære verden. Den lange venten er sjældent forgæves, og hans ord bliver hver gang læst og analyseret med stor interesse.
Med digtet "Det værste og det bedste" ser han oveni købet ud til at have fået et decideret folkeligt gennembrud. Bogen, som er med tegninger af Ib Spang Olsen er udkommet i 12.000 eksemplarer, og topper stadig flere af butikskædernes bestsellerlister.
Mange anmeldere har betegnet den som mere tilgængelig end Thomsens øvrige digtsamlinger og anklager/roser ham for at bruge flere billeder fra sin personlige fortid.
Hvor dette interview finder sted i Hotel Østerports eftermiddagstomme restaurant, begyndte det for Søren Ulrik Thomsens vedkommende i Poul Borums lejlighed sidst i 70’erne.
"Vi mødtes i hans lejlighed en gang om måneden. Der mødte jeg de andre fra min generation. Michael Strunge, F. P. Jac, Merete Torp, Klaus Bondebjerg, Henrik S. Holck og mange andre. Det var fantastisk spændende, og en god måde at lære de andre at kende på. Ellers havde man jo siddet i hvert sit hjørne af Danmark og troet, at man var den eneste, der hørte Bowie og Reed og læste Georg Trakl og Ole Sarvig".
Handler det om fælles referencer, når man definerer sig i forhold til en generation?
Ja, det handler om nogle livsvilkår, man deler som generation. I begyndelsen er der en stærk indbyrdes identifikation, men senere begynder forskellene at vise sig og udvikle sig til individuelle forfatterskaber.
Men man er altid både sig selv og en del af en generation. Jeg kan jo ikke lade som om, at kunsten i 80’erne ikke har været en vigtig del af mit liv, bare fordi den senere er knap så moderne. På den anden side er det også forkert at sige, at man kun er 80’er-digter, at man er lig med sin generation og sine ungdomsår. Man har et udgangspunkt, som man hverken skal løbe fra eller overidentificere sig med. Det er vigtigt at fastholde den dobbelthed.
Hvornår blev du egentlig klar over, at du var blevet forfatter? En drøm du har jo haft, siden du var helt ung…
Da jeg fik Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat i 1983, kvittede jeg mit studenterjob, der gik ud på at sidde i en kælder og lægge tal sammen i kolonner. Samtidig besluttede jeg at holde op med at studere litteraturvidenskab – jeg nåede kun lige at tage bifagseksamen – fordi jeg ville skrive på fuld tid. Det var vigtigt for mig at sige: Jeg er kun digter.
Et gammelt mundheld siger, at hvis man har noget at falde tilbage på, så gør man det som regel også. Derfor ville jeg installere et socialt drama i mit liv, som ville tvinge mig til at give mig selv fuldt ud. Hvis jeg sjuskede med mit forfatterskab – og det gik galt – ja, så ville jeg virkelig gå på røven. Ingen vej tilbage, ingen eksamen eller A-kasse, intet. Så er det bare med yde sit bedste.
Hvordan fastholder man det nødvendige "drive" som forfatter på fuldtid?
Man skal være modig. Når jeg ser tilbage har velmenende mennesker og min egen indre "konventionens" stemme ofte advaret imod de ting, jeg var i færd med at kaste mig ud i. Jeg blev for eksempel stærkt frarådet at skrive poetikken "Mit lys brænder". Man var bange for, at det ville ødelægge mit digter-image, hvis jeg samtidig stod frem som intellektuel, og nogle mente også, at teoretisk arbejde ville gøre det umuligt for mig selv at skrive digte.
Da jeg skrev på "Hjemfalden" dukkede så ord som "Gud" og "evighed" op, og det var på en måde virkelig dårlig nyt, eftersom det er en dybt funderet tradition, at religion og modernistisk litteratur er modsætninger. Så blev advarselslamperne atter tændt, men i begge tilfælde var jeg vedholdende, fordi det var det eneste rigtige og nødvendigt for mig at gøre. Jeg insisterer på at være både digter og intellektuel, både modernist og kristen.
Man skal tro på det – også når tingene ikke lykkes. I de lange perioder, ja, måske år, hvor tingene går én imod, og hvor man måske ligefrem skriver dårligt. Derudover skal man have en vis distance til nederlag og succes. Slår det benene væk under én, når det går skidt, eller flyver man helt til himmels og bilder sig ind, at man er Danmarksmester, når man har medvind…ja, så har man nok ikke psyke til dette fag i det lange løb.
Hvad betyder gode anmeldelser for dig?
På det følelsesmæssige plan er det helt enkelt. Jeg er glad for en god anmeldelse og ked af at få en dårlig.
Får man negativ kritik – som har noget sandt i sig – er det for mit vedkommende først lang, lang tid efter, at jeg kan bruge kritikken til noget. Og det har jeg da også tit hørt andre kunstnere sige. Man kan ikke bruge den her og nu, for da er man bare i sine følelsers vold, krænket, vred og ærgerlig. Jeg er ikke en hellig mand, der ud af et stort menneskeligt overskud er i stand til at sige: nå ja, det er også rigtigt…det vil jeg arbejde videre med. Det er jo ikke en evaluering som efter et kursus. Men en rigtig kritik skriver man sig bag øret, hvor den så får lov til at sidde til tørre, indtil man ikke har så meget i klemme.
Og omvendt har jeg da lov til at være glad, at fejre sejren og have en let gang hen ad gaden, hvis jeg har fået en god anmeldelse. Men hverken den løftede eller den nedtrykte tilstand må få lov til at vare i månedsvis. Selvoptagetheden skal holdes i stramme tøjler, og når man har jublet af og raset ud, er det tid til at tænke på noget andet og se at komme videre.
Som romanforfatter sidder man oftest med et persongalleri og et plot, der bliver afsluttet. Den næste roman kan starte helt forfra. Hvordan kommer man videre til den næste digtsamling?
Det har noget at gøre med form og indhold.
En digtsamling handler jo om noget, den har et afgrænset stof, som kun kan forløses af en bestemt form, der hører sammen med præcis dette stof. Når formen er helt foldet ud og har fanget alt det stof, netop denne form kan rumme, og når stoffet er udtømt i en grad, så det ikke kan skabe mere form, så er bogen færdig.
Når bogen er gået i trykken, ville det være forfærdeligt at opdage, at der faktisk manglede tre digte, før den var fuldendt. Men det ville også være skrækkeligt, hvis man havde trykt lige de par digte for meget, der fik bogen til at køre i tomgang. Bogen skal slutte lige der, hvor læseren tænker: øv, er det allerede forbi, der måtte nu godt have været to digte mere. Og helst ikke der, hvor læseren allerede for et par sider tænkte: nu må det godt holde op.
Og hvordan man så kommer videre, det ved jeg ikke. Når jeg er færdig med en bog, er jeg helt tom indeni og aner aldrig, om jeg nogensinde kommer til at skrive et digt igen. Men det handler om at holde moralen oppe ved at sige til sig selv, at man stadig er digter, selvom man måske ikke har skrevet en linie i tre år.
Hvad har så fået dig til at udgive "Det værste og det bedste" nu?
I alle årene, efter jeg i 1980 offentliggjorde min egen første udgave af Bukowskis "the worst and the best" i Hvedekorn, har jeg haft lyst til at skrive en ny version. Det begyndte jeg så på, da jeg i marts 2000 var på rejse til Bologna. Og hvorfor så netop det tidspunkt?
Altså, at skrive på "Det værste og det bedste" gav sådan en herligt forfriskende "Ryk tilbage til start"-fornemmelse efter min seneste samling, "Det skabtes vaklen", der havde undertitlen "Arabesker".
En arabesk er en meget kompleks og slynget digtform, som jeg følte, at jeg for mit vedkommende havde skrevet helt ud til kanten. Enkelheden og luftigheden i "Det værste og det bedste" var for mig også en måde at slippe ud af arabeskens slyngede labyrinter på. Og komme videre.
Det er et erindrende digt, hvor du bruger mange billeder fra barndommen?
Jeg tror snart, at jeg vil tælle op, hvor mange strofer, der er erindrende. For det er ikke så mange. Men det er meget interessant, at folk lægger så enormt meget mærke til dem.
Det virker måske meget stærkt på læseren. Var du selv opmærksom på det, mens du skrev digtet?
Nej, men jeg tror en vigtig pointe er, at alle de ting, der nævnes i digtet er sidestillede. Jeg opdagede meget hurtigt, at teksten ville falde sammen som en soufflé, hvis jeg begyndte at graduere og sige: dette er det bedste, dette er det næstbedste, og dette det allerbedste. Det værste og det bedste, det fortidige og det nutidige, det personlige og det almene, det alvorlige og det morsomme står klos op og ned af hinanden. Og det giver nogle voldsomme gearskift, som så gerne skulle udløse nogle springende gnister. Pludselig skiftes der fra det mindste til det største, som f. eks. hvor linien "at barbere sig i koldt vand er det værste" afløses af en strofe om intet mindre end den uforklarlige ondskab i verden.
Jeg kan mærke, at jeg bliver sådan lidt pikeret over, at folk i så høj grad hæfter sig ved erindringsmotiverne i digtet. Der er jo masser af forfattere, som lige fra deres allerførste bog øser løs af deres erindringer uden af den grund at blive anset som tilbageskuende. Her er der nogle ganske få erindrende strofer, alligevel lægges der så meget vægt på lige dem.
Jeg vil forsvare mig med, at jeg nu er så gammel, at det må være tilladt at skrive en håndfuld strofer om, hvordan det var engang.
Der er en grund til, at de er med?
Ja, der er virkelig en grund til, at de er med. Det opdager man, når man skriver sådan et digt, at det bestemt ikke er hvad som helst, som kan stå der. Selvom digtet har en lethed, skal tingene have dybe rødder, hvis digtet skal være holdbart. Det kan ikke skrives på indfald og tilfældigheder.
Har du nogensinde overvejet at skrive prosa?
Jeg har altid drømt om at skrive en kriminalroman, men jeg har ikke mod på det mere. I dag er et krimiplot jo simpelthen så rasende avanceret en konstruktion, at jeg slet ikke tror, at jeg kan matche den moderne…fortælleteknologi, havde jeg nær sagt.
Faktisk har jeg skrevet et lille prosastykke, der hedder "Vejen mellem to skoler", som er trykt i "En dans på gloser". Men det er regulært erindringsstof og ikke fiktion. Jeg har ikke den rigtige prosaforfatters evne til at skabe fiktive personer.
Det mærkelige er, at "Vejen mellem to skoler" – hvis jeg selv skal sige det, og efter hvad læsere har fortalt mig gennem mange år – er blevet rigtig vellykket. For jeg kunne slet ikke tage mig sammen til at skrive den, selvom jeg havde lovet at levere en tekst til antologien "Min skolevej", og den blev også kun færdig, fordi min forlægger simpelthen tvang mig til det.
For nylig blev jeg så inviteret af et forlag til at skrive en roman om det sted, hvor jeg voksede op. Men jeg har jo skrevet den. Og den fylder kun ti sider, selvom der måske er stof til 300. Alligevel måtte jeg sige nej til forlagets invitation, for historien er lykkedes, og den skal der ikke pilles ved.
Man skal ikke gå tilbage til en fuser, men man skal heller ikke gå tilbage til en succes.
af journaliststuderende Jan Han Petersen
Kommentarer