Lise Vandborgs tale til Benjamin Koppel ved overrækkelsen af Læsernes Bogpris 2023
Litteraturen kan hjælpe os med at sætte vores liv i perspektiv og forstå andre mennesker og andre kulturer bedre. Den kan både skildre et menneskes indre liv og den ydre verden, så vi på en gang bliver underholdt, spejler os, reflekterer og måske får mod til at reagere på urimeligheder i samfundet. På den måde kan litteraturen være med til at ruste os til at skabe en bedre verden.
Mødet mellem litteraturen og læserne er bibliotekerne ramme for hver eneste dag. På bibliotekerne er der debatter om bl.a. krig, køn, klasse og klima - som er nogle af de mest fremtrædende temaer i årets nominerede bøger til Læsernes Bogpris. Flere af bøgerne peger på uretfærdigheder – og det gør sig i høj grad også gældende for årets vinderbog.
Vinderen af Læsernes Bogpris giver nye perspektiver på krig, krigsofre, integration og især den manglende ligestilling af kønnene. Det i en grad så man får lyst til at gå på barrikaderne og kæmpe for kvinders rettigheder. Sådan tror jeg mange læsere har det, for over 40 procent har stemt på netop den bog, og valgt den som en klar vinder af prisen.
Vinderen af Læsernes Bogpris 2023 er … Benjamin Koppel.
Kære Benjamin
Stort tillykke med Læsernes Bogpris.
Da jeg som teenager læste ’Barndommen gade’ af Tove Ditlevsen, husker jeg den tristhed, jeg oplevede, da bogen for slut. Det samme oplevede jeg, da jeg var færdig med Annas sang. Jeg kunne mærke, hvor meget jeg ville komme til savne den vidunderlige kvinde, som jeg var kommet til at holde af, nærmest som en ven. Måske fordi du beskriver hende så utroligt levende og med en ukuelig livskraft på trods af al den modgang, hun oplever. I bogen siger hun bl.a.: ” Jeg har været forelsket i hele mit liv bare i en anden end min ægtemand”.
Vi kender dig som en forrygende komponist og saxofonist, som har inspireret både den danske og den internationale musikscene. Nu beriger du os også med et brag af en fortælling, og den er så fængende og velkomponeret, at man ikke skulle tro, det er din debut. Bogen er fuld af kærlighed til musik og rummer mange små sidehistorier, ligesom når en jazzmusiker føjer improvisationer til grundtemaet.
Med afsæt i din grandtante Annas historie har du skrevet en slægtsroman, som har rørt tusindvis af læsere. Vi føler med Anna eller Hannah, som hun hedder i romanen. Hun vokser op i 30’ernes København i en jødisk familie, som er emigreret. Da forældrene ønsker, at hun skal gifte sig jødisk, opgiver hun sin store ungdomskærlighed. Senere forhindrer hendes voldelige franske ægtemand hende i at blive pianist.
Hannahs liv en ubærlig beretning om den undertrykkelse, kvinder er blevet – og stadig bliver – udsat for. Fordi de er kvinder.
Samtidig får vi gennem stor detaljerigdom et sjældent indblik i den jødiske historie, kultur og fortælletradition. Vi får smukke religiøse ritualer og traditioner, ikke mindst måltiderne, skildret, så man ser dem for sig. Romanen giver os nye perspektiver på integration, jødeforfølgelse og 2. verdenskrig og viser, hvad krig og flugt gør ved mennesker. Derfor er den højaktuel på flere måder.
Jeg håber, at alle, der er med til fejringen i dag og ikke har læst Annas sang, vil læse den. Og jeg håber, at I alle vil bære den med i jeres liv og handlinger: For bogen minder os både om at have større forståelse for andre kulturer og om, at vi skal reagere mod kvindeundertrykkelse og andre uretfærdigheder. Og så viser bogen den store kraft, der ligger i vores livshistorier og i at fortælle dem videre.
Benjamin - du har fortalt at Anna, da du ville skrive hendes livshistorie, sagde til dig, ”at nu har mit liv endelig givet mening”.
Tak fordi du har fortalt Annas historie og på den måde giver mening til al den modgang, der har fulgt hende og så mange andre kvinder gennem tiderne.
Jeg er glad for at du her under middagen fortalte at du har flere romaner på vej, som også tager afsæt i det levede liv.
Tak for en stærk og rørende læseoplevelse. Endnu engang tillykke med prisen!
Byd velkommen til årets vinder af Læsernes Bogpris, Benjamin Koppel.
Se prisoverrækkelsen her:
Kommentarer