Læsernes bogpris 2019: Sorgen er måske det sidste fænomen, der på én gang rummer lidelse og mening, mener Svend Brinkmann. Psykologiprofessoren er nomineret til Læsernes bogpris for sin bog »Det sørgende dyr«.
Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende
Hvad er det, der interesserer dig som psykolog ved sorgen?
»Jeg opfatter sorgen som en nøgle, vi kan anvende til at låse op for en forståelse af den menneskelige eksistens. Mennesker er relationelle væsener, der knytter sig til hinanden i kærlighed, og det står særligt klart, når relationerne brydes, og kærligheden bliver hjemløs. Sorgen viser os, at der er noget, mennesket ikke kan magte og fikse. Vi er ikke vores egen lykkes smed, men helt afhængige af andre. Det har vi svært ved at acceptere i dag, og måske derfor indføres inden længe en psykiatrisk diagnose for såkaldt vedvarende sorglidelse, som en større procentdel af efterladte vil kunne få med henblik på at få adgang til professionel behandling. Som forsker er jeg interesseret i en potentiel sygeliggørelse af et menneskeligt grundfænomen som sorg, der hidtil har været holdt uden for det psykiatriske system.«
Du henter i din bog en lang række eksempler fra kulturen. Selvfølgelig har man i kunsten taget livtag med sorgen siden de græske tragedier, men de seneste år er der kommet et væld af sorgbøger, album, teaterforestillinger om sorg. Hvordan tror du, det kan være?
»Alle kulturer har ritualer, der hjælper med at give form til sorgen. I vores del af verden har vi dog længe været relativt ritualfattige, men nu pibler det frem med værker og kunstneriske udtryk for sorgerfaringen. Jeg opfatter det som et forsøg på at genvinde retten til at udtrykke sorg. Vores samfund er jo et moderne, effektivt højhastighedssamfund, hvor sorgen passer dårligt ind. Sorgen er på en måde unyttig, uproduktiv og fodslæbende – den diametrale modsætning til tidens krav til mennesket – og kunstens undersøgelse af sorg kan opfattes som en protest mod disse krav og som en insisteren på sorgens eksistentielle betydning.«
Hvad betyder det for ens måde at forholde sig til sorg på, at man læser om det, ser film og teaterstykker eller hører musik, der behandler sorg?
»For mange mennesker er der en form for trøst i at læse og høre om andre menneskers sorg. Man er ikke alene med sit savn og sin fortvivlelse, og selv om det måske lyder mærkeligt, kan det måske lindre en lille smule at forstå, at sorgen er en universel menneskelig erfaring, der både kan findes i gamle græske tragedier og moderne filmkunst. Når man er i sorg, har man selvfølgelig ikke et intellektuelt forhold til den, men er fuld af længsel og tristhed, og man har brug for at blive grebet af andre, fx gennem kunsten.«
Drages du selv mod sorgen i den kunst, du går efter - eller er det mere en faglig interesse?
»Jeg har altid holdt af musik i mol, af Mozarts Requiem, af stilleben, der udtrykker forgængelighed i maleriet osv. Ikke fordi jeg har et særligt mørkt sind, men nærmest omvendt fordi der er noget livsbekræftende i at reflektere lidt over livets korthed og kærlighedens betydning.«
Hvad er det sandeste, du har læst om sorg i en skønlitterær bog?
»Det er svært at vælge! C.S. Lewis, Joan Didion og Naja Marie Aidts bøger er fulde af sandheder. For nylig læste jeg Søren Ulrik Thomsen, der i »Rystet spejl« skriver meget tankevækkende, fx »Hvert år på den dato / der tilfældigvis blev din fødselsdag / tager vi toget til Århus / for at besøge din grav / som nu engang er det sted her i verden / hvor du ikke er.«
Alle kommer til at møde sorg på den ene eller anden måde. Hvad er det vigtigste, vi skal vide om sorgen?
»At den er udtryk for kærlighed og i den forstand nok er lidelsesfuld, men samtidig er en lidelse, der i udgangspunktet er meningsfuld. Civilisationen har jo søgt at mindske og eliminere næsten enhver form for lidelse, for det er da meningsløst at lide, hvis lidelsen kan fjernes! Sorgen er måske det sidste fænomen, der på én gang rummer lidelse og mening.«
Midt i arbejdet med forskningsprojektet mistede du din egen far. Hvad betød det for dit blik på sorg?
»Det gjorde, at jeg kunne holde de forskellige teorier om sorg op imod min egen førstehåndserfaring. Det betyder selvfølgelig ikke, at et enkelt menneskes oplevelser afgør, hvad der som sådan gælder for et fænomen som sorg, men det har alligevel været en form for prøvesten på teoriernes udsigelseskraft.«
Artiklen er tidligere bragt på Berlingske.dk i forbindelse med Læsernes bogpris 2019
Foto: Søren Bidstrup
Kommentarer