Skulle livet eksplodere om ørerne på dig og murbrokker og krudtrøg endnu hænge i luften omkring dig, så du tror, at det aldrig vil lægge sig til ro igen, kan Virginia Woolf’s 'Mrs. Dalloway' og Michael Cunningham’s 'Timerne' være de første spæde solstråler, der bryder igennem disen.
De to små romaner beskæftiger sig med så lidet opmuntrende emner som psykisk sygdom og aids. Men lige præcis på baggrund af livets mørke nattehimmel, tindrer hverdagens mirakler og forunderligheder.
”Mrs. Dalloway” kom til verden i 1925, kort tid efter den første store verdenskrig, den store eksplosion, hvor store dele af menneskeheden blev rystet i troen på universets og menneskets godhed. Da Cunningham i 1998 skrev sin roman over handlingen fra Mrs. Dalloway og udgav den under 'Mrs. Dalloway's oprindelige arbejdstitel Timerne, befandt han sig i efterdønningerne af udbruddet af vor tids mest skrækindjagende epidemi, aids.
Især i det New York’ske, homoseksuelle miljø, hvor Cunningham færdedes, faldt sygdommen som en bombe, der jævnede alt smukt med jorden. Man må forestille sig, at luften endnu er grå af knust beton og glassplinter, men ud af støvtågerne går en rank dame med en stor buket blomster i favnen: Mrs. Dalloway.
Clarissa Dalloway køber blomster til den fest, som hun samme aften vil holde for sin mand, sammen med sin halvvoksne datter og sine gamle venner. I den tidligste morgen begiver hun sig ud i et myldrende London, og på sin vej sanser hun naturen og menneskene og minderne. I en ubrudt strøm af skiftende synsvinkler og tanker oplever man Mrs. Dalloway og hendes hverdagslige festforberedelser indefra og udefra, og igennem hendes sanser kan man lugte, smage og se verden i utallige nuancer.
Historien bevæger sig som tidevand fra stemning til stemning, og skyller også ind over bogens anden hovedperson: Septimus Warren Smith, en fattig, hjemvendt soldat, som er ramt af granatchok. Han lever i en angst- og sorgfyldt verden, omgivet af fremmede stemmer, ligesom Woolf selv i denne tid hjemsøgtes af ”stemmer”. Septimus er udenfor rækkevidde af hans unge kone, som opgivende må se til, da han flygter ud af et vindue og springer i døden. De to hovedpersoners situationer er næsten diametrale modsætninger, og de mødes aldrig i løbet af bogen. Dog finder man en melankoli i Mrs. Dalloway’s tanker, og glimt af henrykkelse i Septimus’ hallucinationer, som forbinder dem.
”Mrs. Dalloway” er skrevet i ét langt flydende, tankeforløb, ”stream of consciousness”, som er en skrivemåde, som Woolf var med til at opfinde. ”Timerne” derimod er delt op i kapitler, og for hvert kapitel springes der imellem romanens tre kvindelige hovedpersoner.
Alle tre følges igennem en enkelt dag ligesom Mrs. Dalloway, og alle tre er de, ligesom Mrs. Dalloway og Septimus, spændt ud imellem livstræthed og livsappetit. Clarissa Vaughan, kaldet Mrs. Dalloway af sin aids-ramte ven, forsøger ihærdigt i 90’ernes New York at holde sammen på sin vens smuldrende liv ved at planlægge en fest for ham, som dog aldrig bliver til noget, da han springer ud af vinduet, ligesom Septimus.
Mrs. Brown i 50’ernes idylliske efterkrigstids-forstad forsøger sammen med sin søn at bage en fødselsdagskage til sin mand, men forlader af uforklarlige grunde pludselig sit hjem med en stor mængde piller for at sidde alene på et hotel-værelse. Og endelig prøver romanens sidste hovedperson, Virginia Woolf, i 1923 at skrive sin roman, i angst for at hendes frygtede, indre ”stemmer” vil begynde at tale til hende igen. Igennem dagen kredser hun konstant om livets forunderlige skønhed, men også om det befriende og fredsommelige selvmord, som virkelighedens Virginia begik i 1941.
Tilbagevendende i de to romaner er altså trangen til at slippe livet. Septimus, Virginia Woolf og Clarissa’s aids-ramte ven, hører alle ”stemmer”, som lokker og driver dem i døden. Mrs. Brown er den eneste, som i sidste øjeblik vælger livet, men i samme åndedræt beslutter hun sig for at forlade sit hjem, sin familie og alt det smukke i livet. Alle de andre vælger at se det blomstrende, levende liv lige i øjnene, såsom Virginia Woolf, der beslutter sig for hellere at ville leve inde midt i det urolige London end i en stilfærdig forstad, selvom det vil betyde at de frygtede ”stemmer” vil vende tilbage.
Det er som om, de alle vælger livet og døden i samme bevægelse. I disse to bøgers smukke, gribende, levende verden holder døden dermed op med at være noget forfærdeligt. Den bliver en uadskillelig del af livet, som i al sin sørgmodighed er enestående smukt. Mrs. Dalloway-figuren i sig selv er ikke på randen til selvmord. Hun er en af de talrige stærke og livbringende kvinder, som man finder i Woolf’s romaner. Men arbejdstitlen ”Timerne”, som Cunningham senere overtog, viser at tiden og livet også løber ud af hænderne på Mrs. Dalloway.
Ungdomsminderne er underskønne men forbi. Big Ben slår igen og igen igennem den ene dag, som romanerne beskriver, og tiden forsvinder, men står samtidig stille i rørende smukke øjeblikke. Bøgerne er en kærlighedserklæring til det liv, hvori døden også har del.
”Mrs. Dalloway” er pga. sin form ikke nogen nem bog at læse. Den er skrevet som en ubrudt strøm af mange menneskers bevidsthed og indtryk af verden. Den er udtryk for impressionismen, hvor handlingen skabes af øjeblikkes sansninger, og for modernismen, som gør oprør imod den klassiske ”plot-roman”, der har én klar handling.
Så helt ligetil er den ikke, og kan vel nærmest sammenlignes med et langt digt. ”Timerne” er mere læsevenlig og uproblematisk, og har da også hurtigt givet anledning til en prisbelønnet, og meget smuk filmatisering. Men jeg vil anbefale at læse de to bøger sammen. De fejer ikke ethvert spor af ulykke væk, men de er en uvurderlig trøst og et lille solsortefløjt over ruinerne.
Kommentarer