Kære journalist, bibliotekar og litteraturven,
Velkommen til vores presserum! Her kan du finde al nødvendig information om Litteratursiden, så du nemt kan skrive om sitet. Alt sammen materiale, du gerne må anvende redaktionelt og på de sociale medier, hvis du krediterer os.
Find materialet her.
Er der noget du ikke kan finde, eller mangler du svar på et spørgsmål, så tøv endelig ikke med at kontakte os, Lise Vandborg: lva@aarhus.dk
Her på siden kan du finde overordnet information om Litteratursiden, vores aktiviteter og temaer, prissamarbejder samt nye tiltag, vi har søsat.
Kampagne: Kåring af den bedste danske bog de seneste 20 år
Frem til til 9. oktober kunne læserne stemme på deres favorit blandt de fem nominerede. Prisen til 'Bedste danske bog fra de seneste 20 år' overrækkes på Litteratursidens stand på Bogforum den 4. november som del af fejringen af Litteratursidens jubilæum.
Tema: Grønland i litteraturen
Det er ikke til at overse det enorme fokus, der i øjeblikket er om Grønland og i Grønland. Der inviteres til samfundsdebat på flere sendeflader, og litteraturen giver mulighed for at dykke ned i de personlige fortællinger. Der tilføjes nye nuancer til den politiske debat, når litteraturen behandler de menneskelige virkninger af det såkaldte "søskendeforhold" mellem Grønland og Danmark.
Litteratursiden har i forbindelse med vores tema om Grønland i litteraturen lavet en video, der kaster lys på nogle af de bøger, der i øjeblikket bliver udgivet om Grønland. I videoen kan du høre mere om den litteratur, der handler om Grønland og giver stemme til dem, det mest af alt handler om, grønlænderne.
DR Romanprisen 2023: Keld Conradsen
I Byen og havet, en gribende og filosofisk videnskabsroman, bevæger fortælleren sig mentalt tilbage til 80’ernes Aarhus for at finde ud af, hvorfor hans ven Arvid pludselig forsvandt. Arvids tante giver fortælleren en kasse med gamle breve, der måske kan give en forklaring. Brevene tilhører Arvids mor, Jenny, som i 60’erne læste geologi og allerede som studerende fandt beviserne for en ny teori om kontinenternes bevægelse, inden hendes liv fik en tragisk og pludselig ende.
Romanen er nomineret til DR Romanprisen 2023 og vil i marts blive diskuteret i læseklubber på landets biblioteker.
DR Romanprisen 2023: Kristian Himmelstrup
Med romanen ’Pio’ giver Kristian Himmelstrup os et ganske nært portræt af en for arbejderbevægelsen uhyre vigtig person. Den handler om den kontroversielle skikkelse Louis Pio, som startede Socialistiske Blade, lagde grunden til den danske arbejderbevægelse (og dermed Socialdemokratiet), men som også måtte flygte til Amerika.
'Pio' er nomineret til DR Romanprisen 2023 og vil i februar blive diskuteret i læseklubber på landets biblioteker.
DR Romanprisen 2023: Cecilie Lind
Pigedyr er en foruroligende og sanselig lolitafortælling, set fra Lolitas perspektiv. Den 14-årige Sara opdager mænds begær, ligesom hun oplever, at hun bliver besat af lige netop det begær og den magt, det giver hende at blive begæret. Lind giver en ny vinkel på debatten om metoo, seksuelt samtykke og magtdynamikker, der er oplagt at diskutere i læseklubberne.
'Pigedyr' er nomineret til DR Romanprisen 2023 og vil i januar blive diskuteret i læseklubber på landets biblioteker.
DR Romanprisen 2023: Dorrit Willumsen
Med poesi, nænsomhed og underspillet humor tegner Dorrit Willumsen et vidunderligt portræt af et aldrende søskendepar: Alf har altid haft appetit på livet, men er nu alvorligt syg. Hans søster Vera, kaldet Søster, har altid levet alene og stået i andres skygge. Nu skal hun passe ham, og det er et stort slid.
'Tjeneren og hans søster' er nomineret til DR Romanprisen 2023 og vil i december blive diskuteret i læseklubber på landets biblioteker.
Vinderen af DR Romanprisen 2022: Anne-Marie Vedsø Olesen
I Vølvens vej følger vi den 12-årige pige Snehild fra landsbypige til magtfuld vølve. Da Snehild bliver født, spår nornerne, at hun er noget særligt, og langsomt spirer synske kræfter frem i hende. Anne-Marie Vedsø Olesen fører os ind i mytologien, hvor de nordiske guder, jætter og norner griber ind i menneskernes liv og magtkampe og viser en magisk verden, som vrimler med stærke kvinder – en verden, der også sætter nutidens relationer og forhold til natur og tro i relief.
Vinder af DR Romanklubben 2021: Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet historisk fiktion om Margrete 1. Det er en storslået historie og en flot fiktion - et poetisk og detaljerigt psykologisk portræt af en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder.
Digital kampagne henvendt mod unge
To kampagnefilm på de sociale medier og i biblioteksrummet skal give flere unge lyst til at bruge læsningen som et afbræk i en kaotisk tid, øge kendskabet til Litteratursiden og få dem til give dem lyst til at bruge den som inspirationsside til gode bøger. I filmene fortæller de to forfattere, Theis Ørntoft og Liv Nimand Duvå, hvordan litteratur kan gøre en forskel i vores liv. Vi opfordrer landets biblioteker til at være med til at sprede Theis og Livs ord, både på de sociale medier, hjemmeside og digitale skærme i biblioteksrummet. Kontakt digital redaktør, Nadja Agerbak for information og materialer: nadag @ aarhus.dk
Munch Christensens debutantpris
Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat blev stiftet af Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til to yngre forfattere, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006. Forfattere som Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Maja Lee Langvad, Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Yahya Hassan har tidligere modtaget Kulturlegatet. Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, Litteratursidens chefredaktør, Lise Vandborg, og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek. Læs mere om betingelser og deadlines her.
Kommentarer