Forfatter og kritiker Jakob Levinsen skriver om ti litterære værker fra Joyce til Murakami, hvor musik og litteratur spiller sammen.
Af Jakob Levinsen, forfatter, oversætter og kritiker ved Weekendavisen.
Når mange forfattere lader musik spille ind i deres fortællinger, skyldes det næppe kun, at nogle af dem selv spiller musik eller har gjort det. Det gælder såvel nobelpristagerne Elfriede Jelinek fra Østrig (konservatorieuddannet pianist) og Sveriges store lyriker Tomas Tranströmer (jazzpianist på amatørplan) som den norske krimiforfatter Jo Nesbø (frontfigur i rockgruppen Di Derre) eller gyserkongen Stephen King (efter eget udsagn ubehjælpsom rytmeguitar). Heller ikke at musik kan være en vigtig statusmarkør, hvad enten det bare inden for krimitraditionen er Sherlock Holmes og hans victorianske violin hos Arthur Conan Doyle, politikommissærs Morses kultiverede operaglæde hos Colin Dexter eller hans skotske kollega John Rebus’ mere rockbissede smag hos Ian Rankin.
Navnlig for instrumentalmusikkens vedkommende kan det nok så meget ligge i, at den nærmest er det stik modsatte af litteraturen: Hver tone i en symfoni kan nok så meget være anbragt med pincet eller hver lyd i en jazzsolo blæst spontant igennem. Hvad det egentlig betyder, og hvorfor det påvirker os hvordan, forbliver dog i helt anderledes grad end ordene et mysterium. Musikken kan så at sige blive et spejl, forfatteren viser sin egen teksts særpræg og grænser frem i.
Her følger ni eksempler og en bonusskæring, alle hentet indenfor de seneste hundrede år.
James Joyce: Ulysses
Romanen om alt i hele tilværelsen har naturligvis også musikken med, ja den har ja. Så ikke blot er den kvindelige hovedperson en frodig sopran og hendes elsker en brunstig tenor, også på mange andre planer er der musik i Ulysses, der netop er nyoversat så sublimt af Karsten Sand Iversen. Ikke mindst spiller den irske komponist M.W. Balfes opera The Rose of Castille fra 1857 en gennemgående rolle, for selv om den nu er glemt, må den tydeligvis have været almindelig kendt i Dublin hin ene junidag i 1904.
Der findes fotografier af en guitarspillende James Joyce (1882-1941), der skal have været i besiddelse af en glimrende tenorstemme, og på YouTube kan man ligeledes høre ham selv læse smukt og sangbart op fra blandt andet netop Ulysses. Det er da også blevet et udbredt synspunkt, at én af de bedste veje ind gennem alle tågerne omkring hele 1900-tallets mest sagnomspundne roman er at forestille sig den læst højt, men ofte kan med endnu større udbytte indstille sit indre øre på at høre den sunget. Eksempelvis som Kate Bush (f. 1958) gør det i sangen ”Flower of the Mountain” fra albummet Director’s Cut (2009), der citerer ordret fra romanens berømte slutpassage.
Marcel Proust: På sporet af den tabte tid
Verdenslitteraturens anden hyperklassiker fra begyndelsen af 1900-tallet er der ligeledes musik i. I sit kolossale panorama over Frankrigs adel, borgerskab, tjenestepiger og trækkerdrenge i den smukke epokes årtier omkring år 1900 opfandt Marcel Proust (1871-1925) med elementer fra både belgieren César Franck (1822-90) og franskmanden Camille Saint-Saëns (1835-1921) ligefrem sin egen komponist, den fiktive Charles Vinteuil, hvis violinsonate og septet gennemsyrer henholdsvis begyndelsen og de senere dele af fortælleren Marcels minder og overvejelser om erindringens og ikke mindst musikkens flygtige karakter.
Thomas Mann: Doktor Faustus
At tolvtonemusik skulle være djævelens opfindelse, ville muligvis en del musikkritikere og koncertgæster i tidens løb gerne have tilsluttet sig. Men Thomas Manns roman om komponisten Adrian Leverkühns pagt med mørkets kræfter om at pantsætte sin sjæl at opnå kunstnerisk indsigt er ikke blot en fabel om nazismens rødder. Det er tillige kronen på en lang forfatterkarrieres vedvarende livtag med tysk musik og musikfilosofi.
Thomas Mann (1875-1965) beskæftigede sig lige fra sine tidligste år intenst med musikken og ikke mindst Richard Wagners evne til at fremkalde ustyrlige lidenskaber, eksempelvis i novellen Tristan (1903). Allerede i gennembrudsromanen Huset Buddenbrook (1901) skildrer han imidlertid også i skikkelse af familien Buddenbrooks sidste, livsuduelige ætling Hanno musikken som et forfaldstegn. Wagner (1813-1883) blev dog også Manns egen skæbne, da det netop var et kritisk essay om komponisten, som nazisterne efter magtovertagelsen i 1933 brugte som påskud for at angribe Mann. Under sit arbejde i amerikansk eksil med Doktor Faustus konsulterede Mann i musikalske spørgsmål den marxistiske musikfilosof og komponist Theodor W. Adorno (1903-69), hvis samtidige Den ny musiks filosofi der nærmest kan findes ordrette passager fra i Manns roman. Imidlertid blev tolvtonemusikkens centrale komponist Arnold Schönberg (1874-1951) rasende over Mann og Adornos fortolkning af fænomenet og fik gennemtrumfet, at han i kommende udgaver af romanen skulle krediteres som tolvtonemusikkens sande opfinder. Det gjorde Mann så i et spidst lille efterord.
J.R.R. Tolkien: Ringenes herre
Sprogforskeren John Ronald Reuel Tolkien (1892-1973) var en entusiastisk lejlighedsdigter og dreven rimsmed, men synes til gengæld ikke at have interesseret sig nævneværdigt for musik som sådan. Ét af de helt store mysterier i forbindelse med Tolkiens selvbyggede verden er da også, hvordan musikken i den egentlig lyder. For nok er allerede debutromanen Hobbitten fra 1937 kendetegnet ved, at både hobbitter, elvere, mennesker og dværge jævnligt bryder ud i ofte ganske lange sange, og fortsættelsen Ringenes herre er det i en grad, så den ind imellem kun halvt i spøg er blevet omtalt som en litterær musical. Ud over enkelte stemningsantydninger er der blot på intet tidspunkt så meget som en antydning af klang og udtryk; det overlades det helt til læserens egen fantasi at forestille sig ud fra ordene.
Den walisiske komponist og pianist Donald Swann (1923-1994) nåede dog at få Tolkiens velsignelse til sangkredsen The Road Goes Ever On (1967), der lægger sig helt tæt op ad britisk kaminsangs-tradition med klaverledsagelse. I 1997-2005 kastede det danske Tolkien Ensemble under Casper Reiffs og Peter Halls ledelse sig ud i at iklæde samtlige sangtekster i både Hobbitten og Ringenes herre melodier og arrangementer i en slags irsk-engelsk folkemusik-stil. Da den newzealandske filminstruktør Peter Jackson i 2001-04 lavede sin monumentalfilmatisering af Ringenes Herre, gik han af hensyn til historiens fremdrift til gengæld radikalt til værks og skar stort set alle sangene ud, ligesom han senere gjorde i sin filmatisering af Hobbitten.
James Ellroy: Ingenmandsland
Ganske vist har James Ellroy (f. 1948) selv fortalt, hvordan det i hans unge år som traumatiseret småkriminel i 1960’ernes Los Angeles i høj grad var Beethovens musik, der inspirerede ham til at få styr på sit liv. Det præger også hans – aldrig oversatte – debutroman Brown’s Requiem fra 1981. Men hans gennem årene mere og mere korthuggede, stakåndede skrivemåde står frem for alt i gæld til jazzen på den tid – 1940’erne til 1960’erne – han skriver mest og bedst om, og sidste bind af hans L.A. Quartet fra 1987-92 hedder ikke for ingenting Hvid jazz. Det er dog andet bind, Ingenmandsland, der er mest konkret musik i. Det foregår i begyndelsen af 1950’erne, handler om jagten på en seriemorder med et horn i siden på homoseksuelle og bevæger sig i høj grad blandt datidens jazzmusikere, inklusive en mageløst impressionistisk beskrivelse af den store saxofonsolo ved navn The Big Nowhere, som romanens originaltitel er hentet fra.
Vikram Seth: Den eneste musik
Hvis man har set Yaron Zilbermans film A Late Quartet fra 2012 om glæder og sorger i en mangeårig, fiktiv strygekvartet – med Philip Seymour Hoffmann i én af sine fineste roller som den forkuede andenviolinist – kan man roligt fortsætte med indisk-britiske Vikram Seths tretten år ældre roman om samme emne. Seth (f. 1952) er primært lyriker og har ikke udgivet en roman siden, men Den eneste musik er én af de fineste skildringer i fiktionsform af det forunderlige fænomen, en strygekvartet er: Fra Haydn til Stockhausen det mest forfinede og traditionsrige af alle kammermusikmedier, der ofte eksisterer gennem mange årtier med stort set samme besætning hinsides alle mulige andre begivenheder i musikernes liv og den øvrige verden, og hvor musikerne ofte er mere og tættere sammen med hinanden end med skiftende partnere og børn.
Kazuo Ishiguro: Koncerten
Noget af det mest fascinerende ved klassiske solister og sangere er, hvordan de dog kan huske al den musik udenad. Det kan de heller ikke altid, viser det sig i den japansk-engelske forfatters hidtil største roman, hvor den berømte klap pludselig går ned for en næsten lige så berømt pianist. Ishiguro (f. 1954) flirtede selv med musik som ung og skriver smukt om den her, men det er nok så meget selve forholdet mellem udenadslære og egentlig erindring om musikken, der viser sig at ramme lige ind i forfatterskabets gennemgående temaer om minder, glemsel og fortrængninger. Novellesamlingen Nocturner (2009) har på samme vis undertitlen Fem fortællinger om musik og skumring.
Haruki Murakami: 1Q84
I adskillige år drev Murakami (f. 1948) en jazzklub i Tokyo. Og der er blevet ved med at være musik af mange slags i hans romaner: En mystisk popsang i Kafka på stranden og ikke mindst her i hans hovedværk en specialitet som det bistre orkesterværk Sinfonietta fra 1926 af den tjekkiske komponist Leos Janacek (1854-1926). Og hvordan dukkede en indspilning af det nu lige op og kom til at blive ledemotiv i en historie, der foregår i Japan i 1984 (og i et parallelunivers med to måner, der ellers ligner til forveksling), når nu historien primært handler om en digterspires forelskelse i en politikvinde med farlige tilbøjeligheder, en mystisk kult og en frønnet privatdetektiv? Men det kan man nu sige om så meget hos Murakami, for i hans univers har de mest forunderlige ting det med at mødes på tilsyneladende fuldstændig logisk vis.
Øystein Wiik: Dødelig applaus
Opera er med sine store armbevægelser, store egoer samt politiske og kunstneriske intriger nærmest strygekvartettens diametrale modsætning. Den store tyske dirigent Fritz Busch (1890-1951), der også arbejdede en del i København, skal således have bemærket, at ”Ethvert teater er et galehus. Men operaen er afdelingen for de uhelbredelige.” Det har i skandinavisk kriminallitteratur navnlig svenskerne haft godt blik for, lige fra den ældre generation med Stieg Trenter (1914-1967) i den posthumt udgivne Rosenkavaleren og Maria Lang (1914-91), hvis politidetektiv ligefrem er gift med en operasanger. Ingen har dog i nyere tid bidt hårdere og vittigere til operaen i krimiform end nordmanden Øystein Wiik (f. 1956), der i sin debutroman Dødelig applaus udstiller operaverdenens forbrydelser, dumheder og almindelig dårskab i højt tempo og med mange detaljer. Wiik er selv opera- og musicalkomponist og tidligere tenor og kender sit stof ud og ind. Efter endt læsning har man dog ikke ret mange illusioner om finkultur tilbage.
Bonusskæring: Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita
Der er ikke specielt meget musik som sådan i den ukrainskfødte Mikhail Bulgakovs mest berømte roman om djævelens hærgen i 1920’ernes Moskva. Til gengæld har den fået musikalsk betydning uden for litteraturen som ikke mange romaner i 1900-tallet. Bulgakov (1891-1940) nåede aldrig selv at se sin overdådige satire udgivet, men det er på sin egen sataniske måde netop pointen. For da den først udkom midt i 1960’erne og i den forbindelse også blev oversat til blandet andet engelsk, fik den netop ualmindelig stor opmærksomhed lige i de år. Det inspirerede den engelske model og sangerinde Marianne Faithfull (f. 1946) til at forære et eksemplar til sin daværende kæreste. Han hed Mick Jagger og blev af romanen inspireret til at skrive sit orkester The Rolling Stones’ signatursang Sympathy for the Devil, der i flere linjer sågar parafraserer romanen direkte.
Kommentarer