På en af Facebook’s mange undersider fandt jeg en fiktiv samtale mellem Mr. Darcy, helten i Jane Austens 'Stolthed og fordom' (1813), og Mr. Thornton, helten i Elizabeth Gaskell’s Nord og syd (1855). Det er en lattervækkende konversation imellem de to ”kærlighedsplagede” mænd, der sammenligner deres heltinder og de prøvelser, de to helte går igennem for at vinde dem.
Den herlige dialog tager afsæt i den åbenlyse parallel mellem handlingerne i de to romaner. Ligesom i Stolthed og fordom mødes modsætningerne i Nord og Syd i form af Mr. Thornton, en stolt fabriksejer i en nordengelsk industriby, og idealistiske Margaret Hale, som tvinges til at flytte til denne kolde, ugæstfrie by, da hendes far pga. religiøs tvivl opgiver sit præsteembede i det idylliske Sydengland.
Thornton og Margaret krydser flere gange klinger over fabriksejernes behandling af deres arbejdere. Gnisterne imellem dem bryder ud i lys lue, da en flok strejkende arbejdere truer Thornton’s liv, og Margaret kaster sig ind foran ham og bliver såret. Herefter frier Thornton, ligesom i Stolthed og fordom cirka midt i romanen, og Margaret afslår, men indser dog langsomt, at hun respekterer og føler mere for Thornton, end hun troede.
Der er helt sikkert mange lighedstegn, men nok så interessant må det være at se på forskellene, for hvad har mon ændret sig ved kærlighedshistorien i de 42 år imellem de to romaner?
Selvironi og alvor
En tydelig ændring er tonen, som hos Austen er ironisk og legende og hos Gaskell alvorlig. Hvor Elizabeths familie i Stolthed og fordom er latterlig, er Margarets familie problematisk men ikke grinagtig. Hendes far har ligesom Mr. Bennet svigtet sin familie rent økonomisk. Hendes mor er sygelig og bærer nag til faderen, men uden at være manipulerende og forstilt som Mrs. Bennet.
Margarets bror har, ligesom Lydia, bragt skam over familien, så han nu er efterlyst og i eksil, men sagen er tragisk og ikke morsom. Endelig dør ikke færre end seks mennesker i Margarets omgangskreds i den sidste halvdel af North and South! Størst af alle forskelle er dog nok arten af den kollision imellem hovedpersonerne, som bøgerne beskriver.
Austen lader to rationelle individer møde og lære af hinanden i en gensidig dannelseshistorie. Det samme gør Gaskell, men dette møde bliver også mødet imellem to verdener og to samfundsklasser. Darcy og Elizabeth bevæger sig overordnet indenfor samme klasse i samfundet, nemlig landadelen. Selvom mange Austen-filmatiseringer tager tjenestefolk med i billedet, optrådte de lavere klasser uhyre sjældent i Austen’s bøger.
42 år efter er industrialiseringen i gang i England, især i Nordengland, hvor Gaskell boede, og hvor Margaret rejser til. Mænd af lav stand, som i Austen’s tid blev set ned på, er nu blevet fabriksejere og tjener mange penge ved hjælp af den billige arbejdskraft, der kommer fra landet til byerne. En selvbevidst arbejderklasse og fagforeninger dukker op. Når Thornton og Margaret mødes er det altså også nordens liberale industrialisering og Sydens konservative landbrugssamfund, der mødes. Og det er også den gamle dannede landadel, som Austen skrev om, der møder den nye opadstræbende mand, der er sin egen lykkes smed.
Fabriksejere og arbejdere
Gaskell fortæller sin kærlighedshistorie med dramatiske virkemidler og med en overskridelse af klasseskel og kønsopfattelse, som næppe ville være faldet nogen ind 42 år tidligere. Margaret, der fatter modvilje mod de upolerede fabriksejeres arrogance finder i stedet venner blandt fabriksarbejderne, der er stolte og gæstfrie. Hun går dog stadig til festmiddage med fabriksejerne, hvor hun diskuterer arbejderproblemer og fascineres af herrernes magt og frihed. Hun bevæger sig altså på tværs af klasserne og oplever de mange små nuancer, som forsvinder i klassekampens sort-hvide univers.
Samtidig bevæger hun sig ud af den rolle, som traditionelt tildeltes kvinden i 1800-tallet, nemlig som den hjemlige pyntegenstand, der ikke ved noget om livet på gaden. At den yndige, sydengelske ”rose” Margaret fascineres af den rå magtforhold mod nord og tager stilling til dem, er i sig selv upassende.
Men at hun også handler offentligt og op til flere gange redder Thornton, er oprørende og helt klart nyt i forhold til Austen’s tid. Selvom Elizabeth også kan siges at være Darcy’s ”ligemand”, så er det trods alt ham, der redder hendes familie fra skammen og betaler for Lydias giftermål. Derimod redder Margaret Thornton rent fysisk, da hun kaster sig ud foran ham og bliver ramt af en sten. Og til sidst er det også Margarets ”forretningsforslag” og penge, der redder Thornton.
Udover at der selvfølgelig er forskel på Austen og Gaskell som forfatterinder, så kan man også se forskellen på deres romaner som udtryk for, at romangenren har ændret sig. Nord og syd bærer præg af den mellemliggende periodes meget lidt selvironiske ”sturm und drang”-romaner, sådan som man ser det f.eks. hos Charlotte Brontë (1816-1855).
Nord og syd er dog i højere grad udtryk for den realistiske roman, som i midten af 1800-tallet begyndte at diskutere og undersøge samfundets problemer i stedet for at fokusere på enkeltmenneskers liv. Hvis man sammenligner Nord og syd med Charlotte Brontë’s Shirley (1849) finder man den samme spændte situation mellem fabriksejere og arbejdere, men kvinderne betragter her den voldsomme kamp fra en bakketop i stedet for at kaste sig ind i den, som Margaret gør. Romanen har altså bevæget sig ned i ”skidtet” og har taget kvinden med!
Kærligheden
De fleste analytikere af North and South har travlt med at bortforklare, at romanen skulle være så naiv og romantisk, at Thornton og Margaret påvirker hinanden til at være bedre mennesker via deres kærlighed. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være specielt naivt at forestille sig, at mødet med kærligheden, et andet menneske, og den verden, som han eller hun er repræsentant for, skulle kunne føre nye synsvinkler og nye opdagelser med sig.
Det er helt sikkert naivt at forestille sig, at verdens klasse- og kønsforskelle kan løses via ét ægteskab, og det ville da være trist, hvis Margaret og Thornton’s intelligente diskussioner hørte op efter brylluppet, fordi Margaret nu skulle strikke babytøj. Men der er intet i romanen, der tyder på, at Margarets vundne selvstændighed og selvindsigt skulle bukke under, ligeså vel som Elizabeth i sine samtaler med Darcy efter forlovelsen heller ikke virker kuet.
At North and South slutter håbefuldt med en ”frossen” mand, der har været en tur i syden og plukke roser og blive tøet lidt op og en romantisk, idealistisk kvinde, der har lært at tale det nye, nordiske sprog og derfor kommer med kærlighedserklæringer i forklædning af ”forretningsforslag”, det er ikke en vattet løsning på samfundets problemer, men et håb og en god kærlighedshistorie!
Af Marie Fredborg Jungersen, litteraturhistoriker og bibliotekar ved Hobro Bibliotek
Kommentarer