Litteraturen har altid haft en priviligegeret plads i bestræbelsen på at forstå menneskets indre sjæleliv. Flere forfattere har gennem tiden skrevet om deres erfaringer med en virkelighed, der er vendt på vrangen og andre har forsøgt at trænge ind i angstens og galskabens væsen.
Skrevet af Lasse Gammelgaard, Ph.d.-studerende på Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.
Forholdet mellem litteratur og galskab kan spores helt tilbage til antikken. I Platon-dialogen 'Ion' siger Sokrates, at rapsoden (en sanger, der reciterer episke digte) Ions smukke tale over Homer ikke beror på indsigt i emnet, men er mulig, fordi han er entusiastisk i den etymologiske betydning ”at have guden i sig” (en-theos). Når Ion performer er han ikke længere herre i eget hus. Han er tværtimod ekstatisk, ude af sig selv eller af-sindig, om man vil. Denne forestilling om et guddommeligt vanvid eller en poetisk galskab gentages i 1590’erne i Shakespeares komedie 'En skærsommernatsdrøm', hvor Theseus i 5. akts 1. scene sammenligner den forelskede, den gale og poeten med hinanden:
Lovers and madmen have such seething brains,
Such shaping fantasies, that apprehend
More than cool reason ever comprehends.
The lunatic, the lover, and the poet
Are of imagination all compact.
Poeten og den gales “sydende hjerner” er ifølge Shakespeare (via Theseus) fælles om at være i besiddelse (men ikke besindelse) af en overvældende indbildningskraft, der konstant trænger sig på. Indbildningskraft og imagination peger netop på evnen til at danne billeder. Den slagkraftige indbildningskraft vidner om et nært slægtskab mellem poeten og den gale, og nogle digtere kan risikere, at den evne, der kommer til udtryk i værkerne, kan blive overført til digterens virkelighedsopfattelse: At indbildningskraften bliver til slet og ret indbildning. Det er da også tilfældet, at adskillige forfattere fra verdenslitteraturen har personlige erfaringer med depressioner, psykoser og andre sindslidende tilstande og at de har skrevet om deres erfaringer med en virkelighed på vrangen. Flere af dem endte sågar med at tage sig af dage: Gérard de Nerval, Georg Trakl, Virginia Woolf, Sylvia Plath, Anne Sexton, Tove Ditlevsen, Paul Celan, Ernest Hemingway, David Foster Wallace og listen kan fortsættes.
Litteraturen er det sted, hvor man har adgang til andre menneskers tanker. På den måde har psykologien altid været i konkurrence med litteraturen om at vinde indsigter om den menneskelige psyke. Således trækker psykoanalysens fader, Sigmund Freud, hyppigt på litteraturen i sit forsøg på at forstå det ubevidste sjæleliv.
En af de forfattere, som Freud trækker på, er Shakespeare, som om nogen udforsket forskellige menneskelige karakterer, heriblandt karakterer, der rammes af galskab. Galskabsproblematikken er et af hovedtemaerne i Shakespeares stykke 'Hamlet', der i det hele taget kan siges at være bevidsthedsudforskende i en grad, der ikke var set før. Dels bliver Ofelia skør, før hun dør en – formentlig selvvalgt – druknedød. Hamlet, hvis monologer gennemsyrer og nærmest overtager hele stykkets handling, er til gengæld en gåde. Efter endt læsning står vi stadig tilbage med spørgsmålet: er Hamlets galskab en strategisk maske, eller bliver han rent faktisk momentant gal? Galskab tematiseres desuden i to andre af Shakespeares mesterværker: 'Kong Lear' og 'MacBeth'.
På dansk grund er Ludvig Holberg en af de første til at udforske de absurde, overdrevne og irrationelle menneskelige tilbøjeligheder (fx i 'Den Stundesløse'), og ord som ”dårekiste”, ”anticyram” (galeanstalt), ”hellebor” (plante forsøgt anvendt mod sindssygdom) og ”galskab” nævnes igennem hans forfatterskab. Epistel 353 omhandler eksplicit galskab.
Et af dansk litteraturs mesterværker, der tematiserer galskaben, er Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren fra 1829. Fortælleren besøger her en bondefamilie. Husets datter, Cecilia, er forelsket i bejleren Esben, som hun ikke må få for sin far af økonomiske årsager. Fortælleren vender tilbage seks år senere med en formodning om, at de i mellemtiden har fået hinanden. Han ser dog straks, at noget er helt galt, da Cecilia kigger på ham: ”ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil.” Hun sidder desuden og lader som om, hun spinder brudelagner, men hun har ingen rok. Hun synger en trist sang, hvor hvert vers sluttes med det nu velkendte omkvæd: ”Den største Sorg i Verden her, / Er dog at miste den, Man har kjer”. Det giver en voldsom effekt, at vi sammen med fortælleren konfronteres med Cecilias tilstand, før Cecilias mor har berettet om den tragiske baggrund herfor.
I anden halvdel af 1800-tallet er J.P. Jacobsen interesseret i at skrive om det afvigende sind. I novellen, 'To Verdener', forsøger en kvinde, der er plaget af en smertefuld sygdom at overføre den til en ung og rask kvinde ved at kaste en heksekost efter hende. Hun bliver kortvarigt rask, men bliver efterfølgende syg igen. Sygdommen forværres af en dårlig samvittighed, der driver hende til at hallucinere. Hun ser konstant den unge pige (som omtales med ”det”) for sig; først som ung og blomstrende; senere bliver det usynligt for til gengæld at jamre i pigens seng. Til sidst bliver det igen tavst og synligt: ”det sad foran hende blegt og udtæret og stirrede paa hende med unaturligt store, underlige Øjne. –”. Den syge drukner sig til sidst i floden. Vanviddet er desuden på spil i novellen 'Et Skud i Taagen' samt i digtene 'Gurresange' og 'Monomanie'.
Psykiatridebatten i 1890’erne i Danmark
I 1890’erne blandes selvbiografiske redegørelser for sygdomsforløb med en kras kritik af sundhedsvæsenets behandlingsform. Det sker mest opsigtsvækkende i Amalie Skrams to romaner: På Sct. Jørgen og Professor Hieronimus. Sidstnævnte er en nøgleroman, der fungerer som et anklageskrift mod Knud Pontoppidan, som var overlæge på Københavns Kommunehospitals 6. afdeling. Behandlingen var baseret på et opdragelsessystem, hvis overordnede mål var at socialisere patienten. Systemet fordrer total underkastelse af den sindslidende, og sætter samtidig overlægen i en almægtig position. Man var overbevist om, at man ikke skulle gå ind på patienternes vrangforestillinger. Således siger Pontoppidan derom: ”det er en almindelig Misforståelse, at den psychiske Therapi bestaar i rigtig at tale igennem med Patienten, og at Sindssygelægen her faar Brug for hele sin dialektiske Færdighed og Overlegenhed”. Der var desuden bred konsensus hos de førende psykiatere om, at isolation fra familie og samfund er det første skridt på vej mod helbredelse. Skrams anklage i de to romaner går på, at behandlingen ikke bare ikke helbreder patienten, men at den ligefrem forværrer sygdommen.
Samtidigt med Amalie Skrams bøger udkommer Helga Johansens 'Hinsides' under pseudonymet Hannah Joël. 'Hinsides' omhandler ligeledes et sygdomsforløb og en indlæggelse, men repræsentationen af sygdommen er mere radikal end hos Skram. Omverdenens indtryk på sanserne skildres her inde fra den syges logik. Hun taler om, at ”Trappen skvulper” og at lydene ”skærer [hende] i ryggen” samt ”hæfter sig ved [hende] som nåle”. Følgende citat er fra en scene, hvor jeget overfalder en sygepasser: ”Jeg har mine Hænder om hendes Hals og véd, at jeg vil kvæle hende. […] Heller ikke husker jeg, hvad mine Hænder greb efter, men nu, da jeg har Lejlighed til at sammenligne, tror jeg, det maa have været en Pen.” Man fornemmer en fremmedgørelse over for sig selv og en krop, der eksisterer i fragmenter. Det er hænderne, der griber om halsen, og ikke jeget selv, som havde hænderne en egen vilje. Sygeplejersken Marie mister efterfølgende fatningen og går til modangreb. Mens hun banker jegets hoved mod sengekanten, registrerer jeget blot volden objektivt, som om det ikke var hendes krop: ”Jeg ligger saadan som jeg holder mest af, med Hovedet nedefter, og ser Fru M. voxe i Sengen medens jeg lytter til Slagene og tæller”. To pendanter til Hannah Joëls 'Hinsides' finder vi godt 70 år senere med Sylvia Plaths Glasklokken og Tove Ditlevsens Ansigterne.
Modernismens subjektsinteresse
Det karakteriserer i det hele taget litteraturen i starten af det 20. århundrede, at den interesserer sig for det menneskelige subjekt med dets indre spændinger. Det fører til en række formeksperimenter i den modernistiske prosa, som 'Hinsides' kan siges at pege frem imod. Det er en antagelse, at splittethed er et menneskeligt grundvilkår, der forsøges gengivet i litteraturen. Forfattere som James Joyce, Virginia Woolf og William Faulkner interesserer sig for menneskets kaotiske bevidsthedsstrøm, men det er også påfaldende, at disse forfattere interesserer sig for den mere radikale splittelse, som karakteriserer sindssyge. Joyce havde det tæt inde på livet, da hans datter, Lucia Joyce, udviklede skizofreni. Hos Woolf finder vi det repræsenteret i romanen Mrs. Dalloway igennem karakteren Septimus Smith, en krigsveteran, der lider af granatchok og hallucinationer.
Jeg vil dog her fremhæve to romaner af Faulkner: 'The Sound and the Fury' og 'As I Lay Dying'. Førstnævnte tager sin titel fra MacBeths store tale, der slutter med at sige, at livet er en fortælling ”told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing”. Faulkner lader da et af kapitlerne blive fortalt af ”idioten” Benjy, der ikke kan skelne mellem tid, så han oplever folks direkte tale i 1928 som værende samtidigt med erindringer om, hvad han har hørt folk sige i 1910. Fx hører han i åbningsscenen en golfspiller kalde på sin caddie, hvilket får ham til at tænke på sin søster ved navn Caddy, som han var forelsket i, men som stak af for år tilbage, og han begynder at græde. Gråden er uforståelig for folk omkring ham, men er altså betinget af hans sygdom.
'As I Lay Dying' består af en række monologer om den samme begivenhed fra forskellige karakterer. En af de prominente er Darl. Mod slutningen af romanen bliver han gal, og i toget på vej til sindssygeanstalten i Jackson får det konsekvenser for repræsentationen af hans tankevirksomhed, idet han omtaler sig selv i både 2. og 3. person, hvormed han adresserer sig selv, som var han en anden, fremmed person. Den plads, hvorfra man siger “jeg”, er altså sat ud af spil. Faulkner er ikke nem læsning, men det er umagen værd.
Beat-digterne
Endelig vil jeg nævne Beat-digterne Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William Burroughs. Ginsberg store generationsdefinerende digt 'Howl' er dedikeret til Carl Solomon, som Ginsberg stiftede bekendtskab med i et psykiatrisk hospital, hvor de begge var indlagt. Galskaben introduceres i den berømte åbning på digtet og hænger tæt sammen med indtagelse af stoffer og alkohol. Burroughs roman 'Naked Lunch' hamrer også derudaf. Den er et virvar af stoffer, seksuelle udskejelser og excentriske personer, der kommer og går. Teksten udfordrer vores forventning til en fortælling som noget, der har en ordnet rækkefølge af begivenheder, som er drevet af årsag-virkingssammenhænge. Endelig skildrer Kerouacs 'Big Sur' alkoholens vildveje ind i delirium tremens kombineret med paranoia og en følelse af tomhed. I en dansk kontekst vil jeg anbefale følgende to værker, som i et vist omfang kan siges at være inspireret af Beat-digterne: Peter Laugesens 'Katatonien' og Henrik Bjelkes 'Saturn'.
Temaer i galskabstekster
En række temaer manifesterer sig i de fleste galskabstekster, hvad enten galskaben ses udefra, som i Blichers Hosekræmmeren, eller indefra, som i Joëls 'Hinsides' samt flere andre af de nævnte værker. Dele af værkerne foregår ofte på hospitaler eller psykiatriske anstalter. Persongalleriet omfatter typisk den sindslidende, psykiatere og læger, nære slægtninge og venner til patienten. Forskellige behandlingsformer (lobotomi, elektrochok, pille-medicinering m.m.) skildres tit. Selvmordsforsøg, vold på både sig selv og omverdenen, psykoser, depression og hallucinationer udgør dele af handlingen. Positionen, hvorfra den sindslidende taler, forekommer ofte at være ustabil og fragmenteret, ligesom oplevelsen af personens krop, kan virke fragmenteret. Derfor kan man, når der anvendes en jeg-fortæller, sjældent tage dennes udlægning af sagforholdene for gode varer.
Set fra oven er temaet ”galskab og litteratur” mere broget, end de just nævnte fællestræk angiver. Man kan således skelne mellem tekster, der anvender galskab som fx en skæbne, en karakter kan få, og så tekster, hvor der er mere intime overlap mellem den galskab, der skildres i værket, og forfatterens egne erfaringer med en vrangvendt virkelighed. Det overordnede formål med galskabsrepræsentationen kan ligeledes variere meget. I visse tekster er hovedærindet, at give en harmdirrende kritik af psykiatriens behandlingsformer, som hos Amalie Skram og senere hos antipsykiatribevægelsen i 1950’erne og 1960’erne. Andre gange er målet, at skildre den logik, der karakteriserer den sindslidendes tilstand, så man i stedet for blot udefra at konstatere, at en handling er irrationel, eller at en tale er ”ordsalat”, viser, hvordan der kan spores en logik i fx psykosens udtryksformer. Endelig kan der som nævnt i starten af denne artikel i mange tilfælde påpeges en strukturlighed mellem poesien og galskaben. Begge er de fælles om at være i bevægelse og om at have en forfinet sans for sprogets materialitet, dels ved at glide mellem ords lydlige side (versus deres indholdsmæssige side) og dels ved en overvældende evne til at danne billeder. Med andre ord deler de det visionære element. Disse forskydninger og billeder forenes ofte i sange med lydlige og fraserende gentagelser samt et visionært aspekt. Dette ses måske tydeligst i 'Tom O’Bedlam' og med Cecilias sang i Hosekræmmeren, ligesom i øvrigt Ofelia i 'Hamlet' synger sange i hendes vanvidsscener.
Det er altså muligt at nærme sig emnet om galskab og litteratur ad mange veje, hvor jeg her har forsøgt at skitsere nogle mulige med nedslag i konkrete tekster fra litteraturhistorien.
Foto: Colourbox
Kommentarer